Nu, hvor de er ved at blive gennemført, er der et begyndende behov for større koordinering for at maksimere de positive virkninger på tværs af grænserne. Formålet med denne meddelelse er at foreslå de næste skridt i kriseindsatsen og indsatsen for at skabe en økonomisk genopretning i EU. Meddelelsen indeholder et ambitiøst program for reform af finanssektoren, den ser på de foranstaltninger, der nu er ved at blive truffet for at opretholde efterspørgslen, sætte skub i investeringerne og bibeholde eller skabe arbejdspladser, og den udstikker en proces til forberedelse af beskæftigelsestopmødet i maj. Den sætter også EU's interne bestræbelser ind i en bredere kontekst, nemlig det kommende G20-topmøde, hvor EU bør forelægge en ambitiøs dagsorden for en reform af det internationale finansielle styringssystem.

I takt med at den globale økonomi har fortsat sin nedtur, rammer faldende efterspørgsel og mistede arbejdspladser virksomheder, familier og lokalsamfund i hele EU. Tilliden til finanssektoren er skrøbelig. Nye svagheder dukker op og kræver en koordineret indsats. En sanering af bankvæsenet er en forudsætning for at kunne vende tilbage til normale kreditforhold. Det er nødvendigt med en omfattende mobilisering, da det tager sin tid, inden genopretningen er en realitet.

Stabiliseringen af de finansielle markeder har endnu ikke givet resultater i form af en lempelse af kreditstramningen, så det igen er muligt for virksomhederne og husholdningerne at optage lån. Det er også grunden til, at EU skal opretholde rytmen i finanssektorreformen og gennemføre regulatoriske reformer og se fremad mod en tilsynsordning, der er mere i overensstemmelse med de aktuelle grænseoverskridende realiteter.

Så længe udlånsvirksomheden er begrænset, vil bestræbelserne på at sætte skub i efterspørgslen og forbrugertilliden være begrænsede. Eftersom genopretningsplanen blev vedtaget i december, er man begyndt på gennemførelsen af den aftalte stimuleringspakke. Selv om det vil tage tid, før de positive effekter trænger op gennem det økonomiske system, vil størrelsen af den finanspolitiske indsats (omkring 3,3 % af EU's BNP eller over
400 mia. EUR) skabe nye investeringer, støtte arbejdstagerne og deres familier og sætte skub i efterspørgslen. Der er også ved at blive igangsat en indsats, der er målrettet mod bestræbelserne med hensyn til den langfristede målsætning om at opbygge en konkurrencedygtig og bæredygtig EU-økonomi som fastlagt i Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse. Dette sikrer, at EU ikke blot imødegår den umiddelbare nedgang, men træffer forberedelser til at få mest muligt ud af fremtidige muligheder.

Samtidig har indvirkningen på beskæftigelsen spredt sig. Der er behov for en målrettet aktion for at lempe de hårde vilkår for enkeltpersoner og forhindre tab af værdifulde kvalifikationer. Der kan og bør tages skridt til at holde folk i beskæftigelse i nedgangsperioden og til at anvende kreative løsninger for at opretholde målet om at skabe en højere kvalificeret arbejdskraft. Dette er en global krise, og genopretningen vil ikke være fuldstændig, før alle vigtige aktører i verdensøkonomien igen oplever vækst og handler med hinanden. De skridt, der er taget i EU, har tjent som inspiration for globale partnere og har bidraget til at opbygge en konsensus om at skride til handling, hvilket bør afspejles i konkret handling ved det kommende G20- topmøde i London.

Efterhånden som krisen har udviklet sig, er betydningen af EU-dimensionen blevet stadig mere klar. Det indre marked har været grundstenen i EU's økonomiske vækst i de sidste 15 år, en vækstmotor, der har skabt millioner af job og gjort Europa mere konkurrencedygtig og mere effektiv. Det har skabt en gensidig afhængighed uden fortilfælde, som betyder, at handlende, leverandører, producenter og forbrugere er knyttet sammen som aldrig før. Alle medlemsstaterne handler mere med hinanden end med resten af verden. Derfor er den bedste måde at give økonomien et skub fremad på, at man bygger videre på denne gensidige afhængighed og undgår ethvert forsøg på at lægge kunstige dæmpere på virkningen af genopretningsforanstaltningerne.

Dette sætter spotlight på vigtigheden af koordinering. Samtidig med at det erkendes, at der er klare forskelle i den sociale og økonomiske situation i medlemsstaterne, har hver af dem en bred vifte af løftestænger til deres disposition inden for rammerne af deres særlige forhold. Disse løftestænger vil være mest effektive, hvis de bruges inden for klare EU-rammer. For eksempel vil nationale foranstaltninger til at sætte skub i efterspørgslen ofte have en positiv grænseoverskridende effekt på varer og tjenesteydelser i andre medlemsstater og således føre til en positiv udvikling til gavn for genopretningen i Europa som helhed.

EU's økonomi har enormt stærke sider på lang sigt. Ved at opretholde sin stærke position på verdens eksportmarkeder har den vist, at den har den konkurrencemæssige styrke, der skal til for at have succes i globaliseringens tidsalder. Den har en højt kvalificeret arbejdsstyrke og sociale modeller, der beviser deres værd i en yderst presset tid og beskytter de mest sårbare i vores samfund. EU står i en god udgangsposition til at gå over til en økonomi med lavt kulstofforbrug og tage imod den teknologiske udfordring, som klimaændringerne stiller. Imødegåelse af krisen i fællesskab og solidaritet er den bedste måde, hvorpå Europa kan udnytte disse stærke sider og standse den nedadgående tendens og genoprette væksten.