I dag er de europæiske energinet – den infrastruktur, der bruges til at transportere elektricitet, gas, olie og andre brændstoffer fra producenterne til forbrugerne – ved at være utidssvarende. De er baseret på traditionel forsyning med fossilt brændsel, centraliseret storproduktion og billig energi i rigelig mængde. Manglende eller dårlige forbindelsesled mellem nettene er en hindring for investering i vedvarende energi og decentraliseret produktion. Det udvidede EU har arvet dårlige øst-vest- og nord-sydforbindelser. Dette hæmmer den frie udveksling af energi i EU og gør nogle regioner mere sårbare over for afbrydelser i forsyningerne. I en situation, hvor energiimporten under alle næsten omstændigheder forventes at stige, er der et akut behov for nye importveje, der kan skabe større fleksibilitet i EU’s energiforsyning. På baggrund af bred bekymring over, om de europæiske energinet kan levere den energi, som Europas borgere har brug for, opfordrede Det Europæiske Råd den 16. oktober 2008 Kommissionen til at "styrke og udbygge den kritiske infrastruktur".

Begivenhederne i Georgien for nylig har også vist, at situationen med hensyn til energiforsyningssikkerhed efterhånden er kritisk, og at EU er nødt til at optrappe sin indsats for at øge forsyningssikkerheden.

Man er altid gået ud fra, at energinettene skal være selvfinansierende. Den vigtigste forudsætning for at opnå dette og tilskynde den private sektor til at investere i produktion og transmission/transport er klare og stabile lovrammer. Udformningen af sådanne rammer er et af hovedmålene for energi- og klimapakken og den tredje energipakke om gennemførelse af det indre marked for gas og elektricitet.

Når den tredje pakke vedrørende det indre marked for energi bliver gennemført, vil den medføre væsentlige ændringer i netplanlægningen, herunder adskillelseskrav, koordinering af lovgivningen og et nyt netsamarbejde mellem transmissionssystemoperatører. Dette burde fremme investeringer, samspilsvirkninger, øget effektivitet og innovation i energinettene. I betragtning af de udfordringer, vi står over for, når det gælder forsyningssikkerhed, og de omfattende investeringer Europas energinet har brug for, er det imidlertid nødvendigt, at EU styrker sin politik for udviklingen af energinettet. For eksempel bør EU være i stand til at gribe ind eller mægle i tilfælde, hvor det ikke lykkes offentlige og private parter at gøre fremskridt i centrale projekter af europæisk betydning. EU bør også revidere finansieringsgrundlaget, navnlig programmet for de transeuropæiske energinet (TEN-E), så det bedre opfylder de politiske mål. Problemerne med at få planlægnings- og byggetilladelser må også tages op.

Formålet med denne grønbog er at indhente synspunkter om, hvordan EU bedst kan fremme de nye energinet, som Europa behøver, ved hjælp af alle de midler, vi har til rådighed - især, men ikke udelukkende, TEN-E. Grønbogen peger også på en række større strategiske projekter, som EU kunne fremme for at styrke solidaritet og forsyningssikkerhed i et sandt europæisk energinet.