Disse foranstaltninger blev truffet som svar på finanskrisen, der udviklede sig i 2007-2008. Da der ikke var noget passende regelsæt for krisestyring og afvikling, var regeringer over hele verden tvunget til at redde bankerne som følge af finanskrisen. Den efterfølgende indvirkning på de offentlige finanser og det uønskede incitament til at gøre omkostningerne forbundet med bankkrak til et samfundsanliggende har understreget, at der er behov for en anden tilgang til håndtering af bankkriser og beskyttelse af den finansielle stabilitet.

I overensstemmelse med de vigtige skridt, der er blevet aftalt og taget på internationalt niveau, har EU med direktiv 2014/59/EU (direktivet om genopretning og afvikling af banker eller BRRD) og forordning (EU) nr. 806/2014 (forordningen om den fælles afviklingsmekanisme (SRMR) etableret et solidt regelsæt for bankafvikling med henblik på en effektiv håndering af bankkriser og mindskelse af deres negative indvirkning på den finansielle stabilitet og de offentlige finanser. En hjørnesten i det nye regelsæt for afvikling er "bail-in", der består i nedskrivning af gæld eller konvertering af fordringer eller andre forpligtelser til egenkapital i en på forhånd fastlagt rækkefølge. Værktøjet kan anvendes til at absorbere et instituts tab og til at rekapitalisere et institut, der er nødlidende eller forventeligt nødlidende, for at genoprette instituttets levedygtighed. Aktionærer og andre kreditorer skal derfor bære omkostningerne forbundet med, at et institut bliver nødlidende, i stedet for skatteyderne. I modsætning til andre jurisdiktioner er afviklingsmyndighederne i henhold til EU's regelsæt for genopretning og afvikling af banker allerede bemyndiget til at pålægge det enkelte kreditinstitut eller investeringsselskab ("institut") et minimumskrav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver (MREL), der består af forpligtelser, som kan være omfattet af bail-in og skal anvendes til at absorbere tab og rekapitalisere institutter, hvis de bliver nødlidende. Kommissionen vedtog for nylig de delegerede retsakter vedrørende den praktiske gennemførelse af dette krav.

På globalt plan offentliggjorde Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) den 9. november 2015 term sheet for den samlede tabsabsorberingskapacitet (Total Loss-absorbing Capacity, TLAC) ("TLAC-standarden"), som blev vedtaget en uge senere på G20-topmødet i Tyrkiet. Ifølge TLAC-standarden skal globale systemisk vigtige banker (G-SIB'er), kaldet globale systemisk vigtige institutter (G-SII'er) i EU-retten, have et tilstrækkeligt minimumsbeløb i meget tabsabsorberende forpligtelser (der kan være omfattet af bail-in) for at sikre en smidig og hurtig tabsabsorbering og rekapitalisering ved afvikling. I sin meddelelse af 24. november 2015 forpligtede Kommissionen sig til at fremsætte et lovforslag inden udgangen af 2016, således at TLAC-standarden kunne gennemføres inden den fastsatte frist i 2019. Kommissionen forpligtede sig endvidere til at revidere de eksisterende MREL-regler med det formål at sikre, at de er i fuld overensstemmelse med den internationalt aftalte TLAC-standard, med udgangspunkt i resultaterne i en rapport, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) skal forelægge for Kommissionen i henhold til artikel 45, stk. 19, i BRRD. EBA offentliggjorde allerede en foreløbig rapport den 19. juli 2016, og den endelige rapport forventes at blive forelagt i løbet af december 2016.

Selv om de generelle bestemmelser i BRRD og SRMR fortsat er gyldige og sunde, er hovedformålet med dette forslag at gennemføre TLAC-standarden og at integrere TLAC-kravet i de generelle MREL-regler og undgå overlapning ved at anvende to parallelle krav. Selv om TLAC og MREL har samme reguleringsformål, er der imidlertid en række forskelle med hensyn til deres opbygning. Anvendelsesområdet for MREL omfatter ikke kun G-SII'er, men hele Unionens banksektor. Til forskel for TLAC-standarden, der indeholder et harmoniset minimumsniveau, fastsættes MREL-niveauet af afviklingsmyndighederne på grundlag af en institutspecifik vurdering fra sag til sag. Endelig bør TLAC-minimumskravet i princippet opfyldes med efterstillede gældsinstrumenter, og med henblik på MREL kan afviklingsmyndighederne stille krav om efterstillelse af gældsinstrumenter i konkrete tilfælde, i det omfang det er nødvendigt for at sikre, at kreditorer, der er omfattet af bail-in, i en given situation ikke stilles ringere end i et hypotetisk insolvensscenarie (et scenarie, der er kontrafaktisk til afvikling). Med henblik på at sikre et enkelt og gennemsigtigt regelsæt, der skaber retssikkerhed og konsistens, foreslår Kommissionen at integrere TLAC-standarden i de eksisterende MREL-regler og sikre, at begge krav opfyldes med instrumenter, der i vid udstrækning er identiske. I forbindelse med denne tilgang skal der indføres begrænsede justeringer i de eksisterende MREL-regler, som sikrer den tekniske overensstemmelse med strukturen i eventuelle fremtidige krav til G-SII'er.

Der er navnlig behov for passende tekniske ændringer af de eksisterende MREL-regler for at tilpasse reglerne til TLAC-standarden, bl.a. vedrørende de nævnere, der anvendes til at måle tabsabsorberingskapaciteten, interaktionen med kapitalbufferkrav, videregivelse af oplysninger om risici til investorer og deres anvendelse i forbindelse med forskellige afviklingsstrategier. Hvad angår gennemførelsen af TLAC-standarden for G-SII'er, vil Kommissionens tilgang ikke i væsentligt omfang påvirke den byrde i forbindelse med efterlevelsen af MREL-reglerne, der pålægges institutter, der ikke er G-SII'er.

I praksis vil det harmoniserede minimumsniveau for TLAC-standarden blive indført i Unionen gennem ændringer af kapitalkravsforordningen og -direktivet (CRR og CRD), og det institutspecifikke tillæg for G-SII'er og det institutspecifikke MREL-krav til ikke-G-SII'er vil blive indført gennem målrettede ændringer af BRRD og SRMR. Forslaget indgår således i en bredere revision af EU's lovgivning på finansområdet, som har til formål at mindske risiciene i finanssektoren (CRR/CRD-revision) og gøre sektoren mere modstandsdygtig.

Dette forslag vedrører specifikt de målrettede ændringer af SRMR relateret til gennemførelsen af TLAC-standarden i Unionen. Dette forslag vil finde anvendelse på Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) og de nationale afviklingsmyndigheder i de medlemsstater, som deltager i den fælles afviklingsmekanisme (SRM), når de fastlægger og gennemfører kravene til finansielle virksomheder i bankunionen om tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet.