Soliditetskrav til banker og investeringsselskaper: utfyllende gjennomføringsbestemmelser

Tittel

Delegert kommisjonsforordning (EU) nr. 1187/2014 av 2. oktober 2014 som utfyller europaparlaments- og rådsforordning (EU) nr. 573/2013 vedrørende regularingstekniske standarder for fastsettelse av den totale eksponeringen til en klient eller en gruppe av forbundede klienter i forbindelse med transaksjoner med underliggende aktiva

Commission Delegated Regulation (EU) No 1187/2014 of 2 October 2014 supplementing Regulation (EU) No 575/2013 of the European Parliament and of the Council as regards regulatory technical standards for determining the overall exposure to a client or a group of connected clients in respect of transactions with underlying assets

Siste nytt

Kommisjonsforordning publisert i EU-tidende 07.11.2014

Nærmere omtale

BAKGRUNN (fra kommisjonsforordningen, dansk utgave)

(1) For at identificere den samlede eksponering mod en bestemt låntager, som hidrører fra instituttets eksponeringer mod en transaktion med underliggende aktiver, bør størrelsen af hver af disse eksponeringer først identificeres særskilt. Eksponeringens samlede størrelse bør derefter fastslås ved hjælp af summen af disse eksponeringer, men bør ikke udgøre mere end størrelsen af den eksponering, som hidrører fra det underliggende aktiv i sig selv.

(2) Når andre investorers eksponeringer er sidestillede med instituttets eksponering, bør størrelsen af instituttets eksponering mod et underliggende aktiv afspejle den forholdsmæssige fordeling af tab på de eksponeringer, der er sidestillede. Det skyldes, at tab i tilfælde af misligholdelse i forbindelse med et underliggende aktiv altid fordeles på de eksponeringer, der er sidestillede, i overensstemmelse med hver af disse eksponeringers forholdsmæssige andel, og maksimumstabet for et institut i tilfælde af et totaltab på et underliggende aktiv er begrænset til andelen i overensstemmelse med instituttets eksponerings andel af summen af alle de sidestillede eksponeringer.

(3) Der bør skelnes mellem transaktioner, hvor alle investorer er sidestillede, f.eks. institutter for kollektiv investering, og andre transaktioner, f.eks. securitiseringer, som kan omfatte opdeling i trancher, hvor eksponeringerne kan have forskellig rang. I førstnævnte tilfælde afhænger eksponeringen mod et underliggende aktiv udelukkende af investorens eksponerings forholdsmæssige andel af alle investorernes eksponeringer. I sidstnævnte tilfælde fordeles tab først på bestemte trancher afhængigt af deres rang og derefter, hvis der er mere end enkelt investor i samme tranche, forholdsmæssigt på investorerne. Alle trancher i en securitisering bør behandles på samme måde, idet efterstillede trancher i det værst tænkelige tilfælde meget hurtigt kan forsvinde. Navnlig bør maksimumstabet for alle investorer i en bestemt tranche i tilfælde af et totaltab på et underliggende aktiv anerkendes, idet reduktion fra efterstillede trancher ikke bør anerkendes. Instituttets eksponering mod en transaktions underliggende aktiv bør ikke overstige den samlede størrelse af denne tranche (idet en investors tab i en given tranche som følge af et underliggende aktivs misligholdelse aldrig kan være større end den samlede størrelse af tranchen) og størrelsen af den eksponering, som hidrører fra det underliggende aktiv (idet instituttet aldrig kan tabe mere end størrelsen af det underliggende aktiv). Denne begrænsning af maksimumstabet bør afspejles ved at bruge den mindste af de to eksponeringsstørrelser og derefter, hvis der findes mere end en enkelt investor i denne tranche, at anvende proceduren til anerkendelse af forholdsmæssig fordeling af tab på alle eksponeringer, som er sidestillede i denne tranche.

(4) Selv om institutter forventes at identificere alle låntagere i forbindelse med aktiver, som er underliggende i forhold til de transaktioner, som de investerer i, kan dette i nogle tilfælde påføre institutterne uberettigede omkostninger, eller omstændigheder kan forhindre institutterne i at identificere bestemte låntagere. Hvis en eksponering mod et underliggende aktiv er så begrænset, at den kun i ikkevæsentlig grad bidrager til den samlede eksponering mod en bestemt kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder, bør det derfor være tilstrækkeligt at henføre denne eksponering mod transaktionen som en særskilt kunde. Summen af sådanne eksponeringer mod de underliggende aktiver i forbindelse med den samme transaktion bør således fortsat være begrænset af grænsen for store eksponeringer for denne transaktion. Et underliggende aktivs bidrag til den samlede eksponering bør antages at være ikkevæsentligt, hvis der som minimum er behov for 100 eksponeringer mod en transaktions underliggende aktiver for at nå grænsen på 25 % af instituttets justerede kapitalgrundlag. Det vil kræve, at størrelsen ikke udgør mere end 0,25 % af instituttets justerede kapitalgrundlag.

(5) For at forhindre en ubegrænset samlet eksponering som følge af mangelfuld information vil det være nødvendigt at henføre eksponeringer — hvis størrelse udgør mere end 0,25 % af instituttets justerede kapitalgrundlag, og hvor der mangler information om låntageren — til en teoretisk kunde (»ukendt kunde«), som grænsen på 25 % for store eksponeringer bør gælde for.

(6) Hvis et institut ikke er i stand til at skelne mellem en transaktions underliggende aktiver for så vidt angår størrelse, risikerer transaktionens underliggende aktiver at vedrøre den samme låntager eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder. I så fald bør instituttet for at begrænse denne risiko være forpligtet til at vurdere, om den samlede størrelse af dets eksponeringer mod transaktionen er væsentlig, før det er i stand til at henføre den til transaktionen som en særskilt kunde i stedet for den »ukendte kunde«.

(7) Transaktionsstrukturen bør ikke udgøre en yderligere eksponering, hvis omstændighederne i forbindelse med transaktionen sikrer, at tab på en eksponering mod denne transaktion kun kan hidrøre fra misligholdelse i forbindelse med underliggende aktiver. Transaktionen bør antages at forårsage en yderligere eksponering, hvis den indebærer, at en bestemt person er forpligtet til at betale et beløb i tillæg til eller i det mindste som et forskud på pengestrømmene fra de underliggende aktiver, idet denne persons misligholdelse kunne påføre investorer yderligere tab, selv om misligholdelsen ikke vedrører et underliggende aktiv. Transaktionen bør også antages at forårsage en yderligere eksponering, hvis omstændighederne i forbindelse med transaktionen bevirker, at pengestrømme omdirigeres til en person, som ikke er berettiget til at modtage dem, idet investorer kunne påføres yderligere tab, selv om misligholdelsen ikke vedrører et underliggende aktiv. Institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF, bør ikke antages at forårsage en yderligere eksponering, idet pengestrømme ikke kan omdirigeres til en person, som ikke er berettiget i henhold til transaktionen til at modtage disse pengestrømme. Dette bør også antages at gælde for enheder, som er omfattet af tilsvarende krav i henhold til EU-retsakter eller lovgivningen i tredjelande.

(8) Eksponeringer mod en kunde eller en gruppe af indbyrdes forbundne kunder, som hidrører fra eksponeringer mod transaktioner, og størrelsen af sådanne eksponeringer afhænger ikke af, om eksponeringerne mod transaktionerne er henført til handelsbeholdningen eller anlægsbeholdningen. Derfor bør de betingelser og metoder, der anvendes til at identificere eksponeringer mod transaktioner med underliggende aktiver, være de samme, uanset om disse eksponeringer henføres til instituttets handelsbeholdning eller anlægsbeholdning.

(9) Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) har forelagt Kommissionen.

(10) EBA har afholdt åbne offentlige høringer om det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt indhentet en udtalelse fra interessentgruppen for banker, der er nedsat i henhold artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010.

Nøkkelinformasjon
eu-flagg

EU

Kommisjonens framlegg
Dato
02.10.2014
EU-vedtak (CELEX-nr)
Dato
02.10.2014
Anvendelsesdato i EU
27.11.2014
Hjemmel eller endrer
norge-flagg

Norge

Ansvarlig departement
Finansdepartementet