BAKGRUNN (fra europaparlaments- og rådsdirektivet, dansk utgave)

(1) I Rådets resolution af 22. juli 1993 om forholdene inden for telekommunikationssektoren og behovet for yderligere udvikling på telekommunikationsmarkedet (4) og Rådets resolution af 22. december 1994 om principper og tidsplan for liberalisering af teleinfrastrukturerne (5) samt Europa-Parlamentets beslutninger af 20. april 1993 (6), 7. april 1995 (7) og 19. maj 1995 (8) gives der udtryk for støtte til den proces, der pr. 1. januar 1998 skal føre til fuld liberalisering af teletjenester og -infrastrukturer med overgangsperioder for visse medlemsstater;

(2) det fremgår af Kommissionens meddelelse af 25. januar 1995 om høringen om grønbogen om liberalisering af teleinfrastruktur og kabel-tv-net, at der er behov for EF-dækkende regler, som kan sikre, at ordninger for udstedelse af generelle tilladelser og individuelle tilladelser baseres på proportionalitetsprincippet og er åbne, gennemsigtige og ikke-diskriminerende; i Rådets resolution af 18. september 1995 om udarbejdelse af den fremtidige lovgivningsmæssige ramme for teletjenester (9) betragtes det som en nøglefaktor for Unionens lovgrundlag for teleområdet, at der i overensstemmelse med nærhedsprincippet etableres ensartede principper for, hvordan medlemsstaterne udsteder generelle tilladelser og individuelle tilladelser på grundlag af velafvejede kategorier af rettigheder og forpligtelser; disse principper bør omfatte alle tilladelser, som ligger til grund for udbud af teletjenester og etablering og/eller drift af infrastruktur til udbud af teletjenester;

(3) der bør opstilles ensartede rammer for generelle tilladelser og individuelle tilladelser, som medlemsstaterne udsteder inden for teleområdet; adgang til markedet bør i henhold til fællesskabslovgivningen, særlig Kommissionens direktiv 90/388/EØF af 28. juni 1990 om liberalisering af markedet for teletjenester (10), kun begrænses ud fra objektive, ikke-diskriminerende, forholdsmæssigt afpassede og gennemsigtige udvælgelseskriterier, hvormed der tages hensyn til ressourceknapheden, eller på grundlag af objektive ikke-diskriminerende og gennemsigtige tildelingsprocedurer, som de nationale tilsynsmyndigheder gennemfører; i direktiv 90/388/EØF opstilles også principper for f.eks. gebyrer, numre og fremføringsrettigheder; nærværende direktiv bør supplere og videreudvikle disse bestemmelser, så der fastlægges ensartede rammer;

(4) det er nødvendigt at knytte vilkår til tilladelser af hensyn til en række samfundsmæssige målsætninger til gavn for telekommunikationsbrugerne; i henhold til traktatens artikel 52 og 59 bør reguleringen på telekommunikationsområdet være forenelig og i overensstemmelse med principperne om fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser samt tage hensyn til nødvendigheden af at gøre det lettere at indføre nye tjenester og udbrede anvendelsen af teknologiske forbedringer; de ordninger, der skal gælde for generelle tilladelser og individuelle tilladelser, bør derfor kun indeholde de begrænsninger, der er strengt nødvendige for at opfylde de gældende krav; medlemsstaterne bør ikke være forpligtet til at indføre eller videreføre ordninger for udstedelse af tilladelser, især hvis der ved ikrafttrædelsen af dette direktiv ikke findes en ordning i forbindelse med udbud af teletjenester eller etablering og/eller drift af telenet i de pågældende medlemsstater;

(5) direktivet vil således som et led i udviklingen af informationssamfundet yde et betydeligt bidrag til at hjælpe nye operatører ind på markedet;

(6) medlemsstaterne kan opstille og udstede forskellige kategorier af tilladelser; dette må dog ikke forhindre virksomheder i at bestemme, hvilken type teletjenester eller -net de vil udbyde, så længe de blot overholder de gældende bestemmelser;

(7) for at lette et EF-dækkende udbud af teletjenester bør der først og fremmest opstilles ordninger for markedsadgang, som ikke forudsætter, eller som er baseret på generelle tilladelser, der om nødvendigt kan suppleres med rettigheder og forpligtelser, hvori der kræves individuelle tilladelser for de områder, hvor generelle tilladelser ikke er hensigtsmæssige;

(8) generelle tilladelser gør det muligt at udbyde en tjeneste og etablere og/eller drive et net, uden at den nationale tilsynsmyndighed skal træffe eksplicit afgørelse herom; generelle tilladelser kan have form af enten en række særlige vilkår, der fastlægges generelt på forhånd, som f.eks. en gruppetilladelse, eller en generel lovgivning, som kan gøre det muligt at udbyde vedkommende tjeneste og etablere og/eller drive det pågældende net;

(9) medlemsstaterne kan knytte vilkår til tilladelserne for at sikre overholdelse af væsentlige krav; de kan derudover fastsætte andre vilkår i overensstemmelse med bilaget til dette direktiv;

(10) vilkår, som knyttes til udstedelsen af tilladelser bør være objektivt begrundede for den pågældende tjeneste, ikke-diskriminerende, forholdsmæssigt afpassede og gennemsigtige; tilladelser kan være en måde at gennemføre vilkår, som er fastlagt i fællesskabslovgivningen, f.eks. i forbindelse med tilrådighedsstillelse af åbne net (ONP);

(11) harmonisering af procedurerne for udstedelse af tilladelser og af vilkårene for sådanne tilladelser bør gøre det betydelig lettere at udbyde teletjenester frit i Fællesskabet;

(12) eventuelle gebyrer eller afgifter, der pålægges virksomhederne som led i procedurer for udstedelse af tilladelser, skal være baseret på objektive, ikke-diskriminerende og gennemsigtige kriterier;

(13) der må kun indføres ordninger med individuelle tilladelser i bestemte, forud afgrænsede situationer; medlemsstaterne må kun begrænse antallet af individuelle tilladelser for en given kategori af teletjenester, hvis det er nødvendigt for at sikre effektiv udnyttelse af radiofrekvenser eller i den tid, der er nødvendig for at kunne stille et tilstrækkeligt antal numre til rådighed i overensstemmelse med EF-retten;

(14) medlemsstaterne bør i visse tilfælde kunne opstille særlige vilkår for virksomheder, der udbyder offentlige telenet og teletjenester, hvis disse virksomheder har en stærk markedsposition; en virksomheds markedsposition defineres i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne, i det følgende benævnt »trafikdirektivet«;

(15) teletjenester kan medvirke til at styrke den sociale og økonomiske samhørighed, bl.a. ved at bidrage til sikring af forsyningspligten, især i afsides beliggende eller vanskeligt tilgængelige områder, randområder og landbrugsdistrikter samt på øer; medlemsstaterne bør derfor kunne pålægge forsyningspligt gennem individuelle tilladelser, hvori tilladelsens indehaver pålægges en række forsyningspligtydelser; forpligtelse til at bidrage til finansieringen af forsyningspligten kan ikke alene begrunde et krav om individuel tilladelse;

(16) der bør etableres en »étstedsbestillingsordning« for at gøre det lettere for virksomheder at ansøge om og opnå individuelle tilladelser i flere medlemsstater samt for at lette anmeldelsesprodurer i forbindelse med en generel tilladelse;

(17) de nationale tilsynsmyndigheder bør, for at imødekomme forretningsmæssige behov, i forbindelse med étstedsbestillingsordningen så vidt muligt bestræbe sig på at afkorte den tid, det tager at træffe afgørelse om meddelelse af individuelle tilladelser for bestemte kategorier af tjenester;

(18) étstedsbestillingsordningen bør gennemføres, uden at de nationale bestemmelser om brug af sprog i de relevante procedurer derved berøres;

(19) dette direktiv omfatter allerede en vis harmonisering af procedurerne; en yderligere harmonisering kan vise sig ønskelig med henblik på at opnå et mere integreret telemarked; Kommissionen bør foretage en vurdering af denne mulighed i den beretning, den udarbejder;

(20) der bør i forbindelse med tilladelsesordninger tages hensyn til etableringen af transeuropæiske telenet, jf. afsnit XII i traktaten; medlemsstaterne bør i den forbindelse sikre, at deres nationale tilsynsmyndigheder så vidt muligt samordner deres tilladelsesprocedurer på anmodning af en virksomhed, som agter at udbyde en teletjeneste eller at etablere ét telenet i mere end én medlemsstat, herunder at stille et sådant til rådighed;

(21) virksomheder i Fællesskabet bør have effektiv og tilsvarende adgang til tredjelandsmarkeder og bør i tredjelande behandles på samme måde, som Fællesskabet behandler virksomheder, der ejes helt af eller kontrolleres af en majoritet af eller faktisk kontrolleres af statsborgere i det pågældende tredjeland;

(22) der bør nedsættes et udvalg til at bistå Kommissionen;

(23) da de oplysninger, som de nationale tilsynsmyndigheder måtte få i forbindelse med udstedelse, forvaltning og håndhævelse af samt kontrol med licenser, kan være særligt kommercielt følsomme, må der fastlægges fælles principper for disse nationale tilsynsmyndigheder med hensyn til forretningshemmeligheder; på den anden side har medlemmerne af Fællesskabets institutioner, medlemmerne af udvalgene samt Fællesskabets tjenestemænd og øvrige ansatte i henhold til fællesskabslovgivningen og især traktatens artikel 214 allerede forpligtelse til ikke at videregive oplysninger, som er omfattet af tavshedspligt, navnlig oplysninger om virksomheder og om disses forretningsforbindelser eller omkostningsforhold;

(24) det bør efter en vis tid vurderes, hvordan direktivet fungerer, sammenholdt med telesektorens og de transeuropæiske nets udvikling samt den erfaring, der opnås i forbindelse med direktivets harmoniseringsprocedurer og étstedsbestillingsordninger;

(25) vedtagelsen af nærværende direktiv vil, på grundlag af den fuldstændige gennemførelse af en konkurrencemæssig ramme med henblik på at nå det væsentlige mål, det er at sikre udviklingen af det indre marked på telekommunikationsområdet, og navnlig det frie udbud af teletjenester og -net i hele Fællesskabet, bidrage væsentligt til at nå dette mål; medlemsstaterne bør, navnlig gennem deres nationale tilsynsmyndigheder, gennemføre denne fælles ramme;

(26) dette direktiv gælder både for allerede udstedte og for fremtidige tilladelser; nogle tilladelser er meddelt for perioder, som udløber senere end den 1. januar 1999; hvis bestemmelser i sådanne tilladelser strider mod fællesskabslovgivningen, navnlig bestemmelser, som giver tilladelsens indehaver særlige eller eksklusive rettigheder, er de ifølge Domstolens retspraksis ugyldige fra den dato, der er angivet i de relevante EF-foranstaltninger; for så vidt angår andre rettigheder, der ikke berører andre virksomheders interesser i henhold til fællesskabslovgivningen, kan medlemsstaterne forlænge deres gyldighed for at undgå erstatningskrav;

(27) forpligtelser i forbindelse med tilladelser, der allerede er udstedt, når direktivet træder i kraft, og som ikke er bragt i overensstemmelse med direktivets bestemmelser inden den 1. januar 1999, er principielt ugyldige; Kommissionen kan efter anmodning indrømme medlemsstaterne en forlængelse af denne frist -