(3) Den kategori aftaler, som kan anses for normalt at opfylde betingelserne i traktatens artikel 101, stk. 3, omfatter vertikale aftaler om køb eller salg af varer eller tjenesteydelser, der indgås mellem ikke-konkurrerende virksomheder, mellem visse konkurrenter eller af visse sammenslutninger af detailhandlere, der sælger varer. Den omfatter tillige vertikale aftaler, der indeholder accessoriske bestemmelser om overdragelse eller udnyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder. Begrebet vertikale aftaler bør omfatte tilsvarende samordnet praksis.

(4) For anvendelse af traktatens artikel 101, stk. 3, ved forordning er det ikke nødvendigt at definere, hvilke vertikale aftaler der kan falde ind under traktatens artikel 101, stk. 1. Ved en individuel bedømmelse af aftaler i henhold til traktatens artikel 101, stk. 1, skal der tages hensyn til en række faktorer, navnlig markedsstrukturen på køberside og sælgerside.

(5) Fordelen ved gruppefritagelsen, der fastsættes i denne forordning, bør være begrænset til vertikale aftaler, der med tilstrækkelig sikkerhed kan antages at opfylde betingelserne i traktatens artikel 101, stk. 3.

(6) Visse typer af vertikale aftaler kan forbedre den økonomiske effektivitet inden for en produktions- eller distributionskæde ved at muliggøre bedre koordinering mellem de deltagende virksomheder. De kan navnlig medføre en reduktion af parternes transaktions- og distributionsomkostninger og optimere deres afsætnings- og investeringsniveau.

(7) Sandsynligheden for, at sådanne effektivitetsfremmende virkninger opvejer eventuelle virkninger til skade for konkurrencen, som skyldes begrænsninger indeholdt i vertikale aftaler, afhænger af den grad af markedsstyrke, som parterne i aftalen besidder, og dermed i hvilket omfang disse virksomheder er udsat for konkurrence fra andre leverandører af varer eller tjenester, som deres kunder anser for indbyrdes ombyttelige eller substituerbare på grund af deres egenskaber, pris og anvendelsesformål.

(8) Det må formodes, at hvor andelen af det relevante marked for hver af de virksomheder, der er part i aftalen, ikke overstiger 30 %, medfører vertikale aftaler, der ikke indeholder visse typer af alvorlige konkurrencebegrænsninger, generelt en forbedring af produktionen eller distributionen og sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelene herved.

(9) Over markedsandelstærsklen på 30 % er der ikke nogen formodning for, at vertikale aftaler, der falder ind under traktatens artikel 101, stk. 1, normalt medfører objektive fordele af en sådan karakter og et sådant omfang, at disse opvejer de ulemper, de har for konkurrencen. Der er heller ikke nogen formodning om, at disse vertikale aftaler enten falder ind under traktatens artikel 101, stk. 1, eller ikke opfylder betingelserne i traktatens artikel 101, stk. 3.
(10) Denne forordning bør ikke fritage vertikale aftaler, som indeholder begrænsninger, som kan begrænse konkurrencen og skade forbrugerne, eller som ikke er nødvendige til at opnå de effektivitetsfremmende virkninger. Navnlig bør vertikale aftaler, som indeholder visse former for alvorlige konkurrencebegrænsninger, såsom mindste og faste videresalgspriser samt visse former for områdebeskyttelse, ikke være omfattet af den gruppefritagelse, der indføres ved denne forordning, uanset de deltagende virksomheders markedsandel.

(11) Med henblik på at sikre konkurrerende virksomheders adgang til eller at forhindre ulovlig samordning på det relevante marked bør der knyttes visse betingelser til gruppefritagelsen. I denne forbindelse bør fritagelsen af konkurrenceklausuler begrænses til klausuler, der ikke overskrider en defineret varighed. Af samme grund bør bestemmelser, der direkte eller indirekte forpligter medlemmerne af et selektivt distributionssystem til at undlade at sælge bestemte konkurrerende leverandørers mærker, ikke kunne drage fordel af nærværende forordning.

(12) Markedsandelstærsklen, undtagelsen fra fritagelsen af visse vertikale aftaler og de betingelser, der fastsættes i forordningen, sikrer normalt, at aftaler, som er omfattet af gruppefritagelsen, ikke giver de deltagende virksomheder mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer.

(13) Kommissionen kan i medfør af artikel 29, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 ( 1 ) undlade at anvende denne forordning, hvis den i et konkret tilfælde konstaterer, at en aftale, der er omfattet af fritagelsen i denne forordning, alligevel har virkninger, som er uforenelige med betingelserne i traktatens artikel 101, stk. 3.

(14) Medlemsstaternes konkurrencemyndigheder kan i medfør af artikel 29, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003 inddrage denne forordnings gruppefritagelse på deres område eller en del heraf, når en aftale, som fritagelsen i denne forordning finder anvendelse på, i et konkret tilfælde alligevel har virkninger, som er uforenelige med traktatens artikel 101, stk. 3, på den pågældende medlemsstats område eller en del deraf , og dette område frembyder alle et særskilt geografisk markeds karakteristika.

(15) Ved afgørelsen af, om denne forordning bør erklæres uanvendelig i overensstemmelse med artikel 29 i forordning (EF) nr. 1/2003, er de virkninger til skade for konkurrencen, der kan opstå som følge af eksistensen af parallelle net af vertikale aftaler, som har ensartede virkninger, der i væsentlig grad hindrer adgangen til eller konkurrencen på et relevant marked, af særlig betydning. Sådanne kumulative virkninger kan eksempelvis opstå i tilfælde af selektiv distribution eller konkurrenceklausuler.

(16) For at styrke tilsynet med parallelle net af vertikale aftaler, som har lignende virkninger til skade for konkurrencen, og som omfatter mere end 50 % af et givet marked, kan Kommissionen ved forordning erklære denne forordning uanvendelig på vertikale aftaler, der indeholder bestemte begrænsninger, der vedrører det pågældende marked, hvorved traktatens artikel 101 i sin helhed igen finder anvendelse på sådanne aftaler.

(*) Med virkning fra den 1. december 2009 er EF-traktatens artikel 81 blevet til artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. De to bestemmelser er indholdsmæssigt identiske. I denne forordning skal henvisninger til artikel 101 traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde efter omstændighederne forstås som henvisninger til EF-traktatens artikel 81.