Insolvens, restrukturering og ny sjanse
Fortolkningsdom avsagt av EU-domstolen 7.11.2024
Tidligere
- Europaparlaments- og rådsdirektiv publisert i EU-tidende 26.6.2019
Nærmere omtale
BAKGRUNN (fra Kommisjonens pressemelding 22.11.2016, dansk utgave)
Europa-Kommissionen foreslår en ny europæisk tilgang til virksomheders insolvens: tidlig rekonstruktion for at støtte væksten og beskytte beskæftigelsen
Europa-Kommissionen fremlægger i dag for første gang europæiske regler for virksomheders insolvens.
Velfungerende regler for insolvens og rekonstruktion er afgørende for at støtte den økonomiske vækst og jobskabelsen. Dette initiativ giver virksomheder i økonomiske vanskeligheder øgede muligheder for at rekonstruere på et tidligt tidspunkt og derved forhindre konkurs og afskedigelser. Det vil sikre, at iværksættere får "en ny chance" for at drive virksomhed efter en konkurs. Det vil også føre til mere effektive procedurer for insolvens i hele EU.
Førstenæstformand Frans Timmermans udtaler: "Vi vil hjælpe virksomhederne med at rekonstruere i tide, så arbejdspladser kan reddes og virksomhedsværdier bevares. Vi ønsker også at støtte iværksættere, så de hurtigere kan komme på fode igen og gøre et nyt forsøg på baggrund af deres indhøstede erfaringer."
Kommissær med ansvar for retlige anliggender, forbrugere og ligestilling mellem mænd og kvinder, Věra Jourová, udtaler: "Hvert år går 200 000 virksomheder konkurs i EU, og 1,7 millioner arbejdspladser går tabt som følge heraf. Dette ville ofte kunne undgås, hvis vi havde mere effektive procedurer for insolvens og rekonstruktion. Det er på høje tid, at iværksættere får en ny chance for at genstarte en virksomhed gennem en fuld sanering af deres gæld inden for højst tre år."
Dette initiativ er en vigtig del af handlingsplanen for etablering af en kapitalmarkedsunion og strategien for det indre marked. Det vil bidrage til at fjerne væsentlige hindringer for udviklingen af kapitalmarkeder i EU, da det skaber retssikkerhed for grænseoverskridende investorer og virksomheder med aktiviteter i hele EU. De nye regler vil bidrage til at tiltrække investorer, skabe og bevare arbejdspladser samt hjælpe økonomierne med at dæmpe virkningerne af økonomiske chok. For øjeblikket ender alt for mange levedygtige virksomheder med finansielle vanskeligheder i en likvidation, der kunne have været undgået gennem en tidlig rekonstruktion, og alt for få iværksættere får en ny chance.
Forslaget er også er en god nyhed for den finansielle stabilitet, da effektive rekonstruktionsprocedurer vil forhindre, at virksomheder misligholder deres lån hos bankerne, og da det vil bidrage til at tackle problemet med det store antal misligholdte lån i dele af EU's banksektor. Derved vil bankerne kunne øge udlånene til forbrugere og virksomheder.
I direktivforslaget er der fokus på tre centrale elementer:
• Fælles principper for anvendelsen af ordninger for tidlig rekonstruktion, hvilket vil hjælpe virksomhederne med at fortsætte deres aktiviteter og bevare arbejdspladser.
• Regler, der giver iværksættere en ny chance, da de opnår en fuld gældssanering inden for højst tre år. På nuværende tidspunkt angiver halvdelen af europæerne, at de ikke tør starte en virksomhed op på grund af frygten for at gå konkurs.
• Målrettede foranstaltninger, som skal få medlemsstaterne til at øge effektiviteten af procedurerne for insolvens, rekonstruktion og gældssanering. Det vil mindske de urimeligt langvarige og dyre procedurer i mange af medlemsstaterne, der fører til retlig usikkerhed for kreditorer og investorer og lave inddrivelsesprocenter for restgælden.
I de nye regler fastlægges følgende vigtige principper, som skal sikre, at ordningerne for konkurs og rekonstruktion er konsekvente og effektive i hele EU:
• Virksomheder i økonomiske vanskeligheder, særligt SMV'er, får adgang til værktøjer til tidlig varsling for at spore en forværring i deres økonomiske situation og sikre en rekonstruktion på et tidligt stadium.
• Fleksible ordninger for forebyggende omstrukturering vil forenkle langvarige, komplekse og bekostelige retssager. Om nødvendigt skal de nationale domstole inddrages for at beskytte de berørte parters interesser.
• Debitoren vil få et tidsbegrænset "pusterum" på op til fire måneder uden håndhævelsesforanstaltninger for at lette forhandlinger og en vellykket rekonstruktion.
• Et mindretal af kreditorer og aktionærer med en afvigende mening vil ikke kunne blokere planer for rekonstruktion, men deres legitime interesser vil være sikret.
• Nye finansieringsmidler vil være særligt beskyttede, hvilket øger mulighederne for en vellykket rekonstruktion.
• Arbejdstagerne vil under den forebyggende omstruktureringsprocedure være omfattet af fuld arbejdsretlig beskyttelse i overensstemmelse med den gældende EU-lovgivning.
• Uddannelse, specialisering af insolvensbehandlere og anvendelse af teknologi (f.eks. anmeldelse af fordringer og meddelelser til kreditorer foretaget online) vil forbedre effektiviteten og forkorte varigheden af procedurerne for insolvens, rekonstruktion og en ny chance.
Baggrund
I forordningen om insolvensbehandling fra 2015 fokuseres der på at løse konflikter mellem kompetence og retsregler ved grænseoverskridende insolvensbehandling, og forordningen sikrer anerkendelse af retsafgørelser relateret til insolvens i hele EU. Den harmoniserer ikke materiel ret vedrørende insolvens i medlemsstaterne.
Evalueringer af gennemførelsen af henstillingen fra 2014 om en ny tilgang til virksomheders konkurs og insolvens har vist, at reglerne på trods af reformer på insolvensområdet fortsat er meget forskellige og ineffektive i nogle lande. I flere medlemsstater er det ikke muligt at rekonstruere en virksomhed, før den er insolvent. Hvad angår en ny chance, er der stadig store forskelle med hensyn til varigheden af gældssaneringen.
Disse forskelle i medlemsstaternes retlige rammer fører til retlig usikkerhed, ekstraomkostninger for investorerne, når de skal vurdere deres risici, mindre udviklede kapitalmarkeder og vedvarende hindringer for en effektiv rekonstruktion af levedygtige virksomheder i EU, herunder grænseoverskridende virksomhedskoncerner.
I den forbindelse blev der i handlingsplanen for etablering af en kapitalmarkedsunion fra 2015 meddelt et lovgivningsinitiativ om virksomheders insolvens, herunder tidlig rekonstruktion og en ny chance. Initiativet skal på baggrund af velfungerende nationale ordninger fjerne de væsentligste barrierer for frie kapitalbevægelser. I strategien for det indre marked blev det meddelt, at der vil blive ydet støtte til iværksættere, ved at der fastlægges en lovramme, der kan rumme fejlslagne forsøg, uden at det afholder iværksættere fra at forsøge sig med nye idéer.
Ifølge "de fem formænds rapport" fra juni 2015 med titlen "Gennemførelse af Europas Økonomiske og Monetære Union" er insolvenslovgivningen en af de vigtigste flaskehalse, der forhindrer integration af kapitalmarkederne i og uden for euroområdet.
Yderligere oplysninger:
Forslag
Spørgsmål og svar
Faktablad om EU
Landespecifikke faktablade
Handlingsplan for etablering af en kapitalmarkedsunion fra 2015
Meddelelse fra Kommissionen fra 2016: Kapitalmarkedsunionen – En fremskyndelse af reformprocessen
Kommissionens opstartsinitiativ