Liste over reisedokumenter som kan utstyres med Schengen-visum
Avtalegrunnlag
Europaparlaments- og rådsforordning publisert i EU-tidende 4.11.2011
Mangel på systematisk overvåking av listene over reisedokumenter som utstedes med visa av tredjeland, gjør at personer risikerer å bli avvist ved innreise til Schengen-området, eventuelt at visumet bare gjelder i visse land. Gjennom en forordning som ble publisert i EU-tidende 4. november 2011 etableres det en mekanisme som kan sikre at listen over reisedokumenter utstedt av tredjeland hele tiden blir oppdatert.
Nærmere omtale
BAKGRUNN (fra kommisjonsforslaget, dansk utgave)
I artikel 17, stk. 3, litra a), i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen er det fastsat, at "Eksekutivkomitéen træffer endvidere de nødvendige afgørelser om … hvilke rejsedokumenter der kan forsynes med visum. I overensstemmelse med nævnte artikel blev der i 1998 og 1999 truffet to afgørelser af eksekutivkomitéen om "indførelse af en håndbog over dokumenter, der kan forsynes med visum" (SCH/Com-ex (98)56 og SCH/Com-ex (99) 14), og derefter blev der udarbejdet den nuværende "Oversigt over rejsedokumenter, som tredjelandsstatsborgere skal forelægge ved visumudstedelse og grænsepassage". I bilag 11 til de fælles konsulære instrukser er det anført, hvilke forudsætninger der skal til, for at et "rejsedokument kan forsynes med visum". Men ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 810/2009 om en fællesskabskodeks for visa (i det følgende benævnt "visumkodeksen") blev både artikel 17, stk. 3, i Schengenaftalen, som var retsgrundlaget for SCH/Com-ex (98)56, SCH/Com-ex (99)14 og de fælles konsulære instrukser ophævet den 5. april 2010.
Af artikel 2, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 789/2001 fremgår det, at "Hver medlemsstat meddeler Rådets generalsekretær, hvilke ændringer den ønsker at foretage i ... håndbogen over dokumenter, som kan forsynes med visum ...". Af artikel 3 i samme forordning fremgår det, at "Generalsekretariatet for Rådet er ansvarligt for udarbejdelsen af reviderede udgaver af ... håndbogen over dokumenter, som kan forsynes med visum ...". Også forordning 789/2001 blev ophævet ved visumkodeksen.
Den nuværende "Oversigt over rejsedokumenter, som tredjelandsstatsborgere skal forelægge ved visumudstedelse og grænsepassage" (i det følgende benævnt "oversigten"), består af fem dele:
I: Rejsedokumenter, der kan forsynes med visum, og som omfatter dokumenter, der udstedes af alle tredjelande, hvis statsborgere har visumpligt, de tredjelande, hvis statsborgere ikke har en sådan pligt, og medlemsstater, som endnu ikke anvender Schengenreglerne i fuld udstrækning.
II: Fremmedpas, der udstedes af Schengenstaterne, og som kan forsynes med visum, omfattende de fremmedes rejsedokument (eller fremmedpas eller pas for ikkestatsborgere) flygtninges rejsedokument (Genèvekonventionen af 28. juli 1951) og statsløses rejsedokument (New York-konventionen af 28. september 1954).
III: En liste over rejsedokumenter, der udstedes af internationale organisationer.
IV: Gradvis opbygning af en dokumentsamling, der indeholder kopier af originale dokumenter (denne del er aldrig blevet til noget).
V: Information om kendte fantasipas.
Oversigten bliver regelmæssigt opdateret ud fra medlemsstaternes meddelelser til Rådets Generalsekretariat. Der bliver en gang om året offentliggjort konsoliderede versioner. Der er to formål med oversigten: på den ene side giver den grænsekontrolmyndighederne mulighed for at verificere, om et givet dokument er anerkendt til formålet med at passere ydre grænser, og på den anden side giver den det konsulære personale mulighed for at verificere, om alle medlemsstater, der benytter den fælles visumpolitik, anerkender et givet dokument som grundlag for påføring af visummærkatet. Den territoriale gyldighed af det udstedte og påførte visum skal svare til territoriet for de medlemsstater, som anerkender rejsedokumentet, dvs. at hvis en medlemsstat ikke anerkender et givet rejsedokument, får indehaveren af rejsedokumentet ikke adgang til den pågældende medlemsstats område. Reglerne for udstedelse af visa i disse tilfælde fremgår af artikel 25, stk. 3, i visumkodeksen. Ifølge artikel 5, stk. 1, litra a), i Schengengrænsekodeksen skal tredjelandsstatsborgere "være i besiddelse af et gyldigt rejsedokument eller dokumenter, der tillader grænsepassage".
Begrundelse og formål
Det er blevet nødvendigt at tilpasse den eksisterende "Oversigt over rejsedokumenter", som kan dateres tilbage til den mellemstatslige periode af Schengensamarbejdet, til den institutionelle og retlige ramme for Den Europæiske Union. Retsgrundlaget for Schengenbestemmelserne om visumpolitik og om "standarder og procedurer, som medlemsstaterne skal følge ved udøvelse af personkontrol ved disse grænser" er artikel 77, stk. 2, litra a) og b), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
Nogle af bestemmelserne i visumkodeksen omhandler medlemsstaternes anerkendelse eller ikke-anerkendelse af rejsedokumenter udstedt af tredjelande. Der er blot én implicit henvisning i Schengengrænsekodeksen til medlemsstaternes anerkendelse eller ikkeanerkendelse af rejsedokumenter, som skal forelægges af tredjelandsstatsborgere, når de ønsker at passere de ydre grænser. I den nuværende oversigt er der også dokumenter, der giver indehaveren ret til at passere de ydre grænser.
Der har hidtil ikke været nogen systematisk overvågning af listerne over rejsedokumenter, som udstedes af tredjelande. Derfor skal medlemsstaterne ikke nødvendigvis angive deres holdning til anerkendelse eller ikke-anerkendelse af alle de på listen anførte dokumenter. Det indebærer, at indehavere af visse rejsedokumenter ikke har sikkerhed for, at de ikke vil blive afvist ved indrejse, eller at de måske har fået et visum med begrænset territorial gyldighed, som kun tillader dem at rejse til de medlemsstater, som anerkender deres rejsedokument. Desuden er "ikke-anerkendelse" i oversigten ofte ikke et udtryk for en beslutning, som den pågældende medlemsstat konkret har taget om ikke at anerkende rejsedokumentet, men snarere at den ikke har taget stilling til det pågældende rejsedokument.
Eftersom medlemsstaterne har enekompetence med hensyn til anerkendelse af rejsedokumenter, er det ikke muligt at fastsætte regler for harmonisering af anerkendelsen af rejsedokumenter. Formålet med dette forslag er derfor udelukkende at få indført en mekanisme, der kan sikre, at listen over rejsedokumenter, som udstedes af tredjelande hele tiden bliver opdateret, at få indført en central mekanisme til teknisk vurdering af sådanne rejsedokumenter og endelig at sikre, at medlemsstaterne angiver deres holdning med hensyn til anerkendelse eller ikke-anerkendelse af alle de på listen anførte rejsedokumenter. Men forslaget giver også mulighed for, at der kan ske udveksling af information i et rådgivende udvalg, således at der kan opnås en fælles holdning blandt medlemsstaterne til anerkendelse eller ikke-anerkendelse af et givet rejsedokument.