Omstrukturering av bedrifter og sosial endring - erfaringer og lærdom

Omstrukturering av bedrifter og sosial endring - erfaringer og lærdom

Kommisjonens grønnbok: omstrukturering og forventet endring - lærdommer fra de siste års erfaringer

Dansk departementsvurdering offentliggjort 18.6.2012

Nærmere omtale

BAKGRUNN (fra Kommisjonens pressemelding, dansk utgave)

Kommission åbner debat om omstrukturering af virksomheder: Hvad har vi lært af krisen?
Strasbourg, den 17. januar 2012 – Europa-Kommissionen har søsat en offentlig debat i hele EU om omstrukturering af virksomheder og om foregribelse af forandringer. Høringen løber indtil den 30. marts 2012. Målet er at få identificeret praksis og politikker, der giver resultater inden for omstruktureringer og tilpasning til forandringer. Resultaterne vil blive brugt som input til den beskæftigelsespakke, der er i støbeskeen, og kan forventes at ville bidrage til at forbedre og udvide samarbejdet mellem arbejdstagernes og arbejdsgivernes repræsentanter, regeringerne, de lokale og regionale myndigheder og EU-institutionerne. Høringen vil desuden medvirke til at få indkredset specifikke omstruktureringstiltag, der vil kunne styrke indsatsen for at håndtere de beskæftigelsesmæssige og sociale udfordringer og hjælpe de europæiske virksomheder til at forbedre deres konkurrenceevne via innovation og hurtig, men gnidningsløs tilpasning til forandringer.

Omstruktureringer er en del af det at drive virksomhed og et vigtigt middel til at sikre, at virksomheden forbliver konkurrencedygtig. Den økonomiske og finansielle krise har sat erhvervslivet under øget pres: Fra 2002 til 2010 registrerede Den Europæiske Overvågning af Omstrukturering (European Restructuring Monitor) over 11 000 tilfælde af omstruktureringer, hvor næsten to job gik tabt for hver nyoprettet stilling (1,8:1). Dette forhold steg i perioden 2008-2010 til 2,5:1. Mange virksomheder og deres arbejdstagere har udviklet innovative ordninger for at begrænse tabet af job. Arbejdsmarkedets parter har spillet en central rolle i denne forbindelse. De initiativer, der har været tale om, har varieret fra ændrede arbejdstider over øget social dialog til tilpasningsforanstaltninger eller initiativer fra de offentlige arbejdsformidlingers side. Disse foranstaltninger vil imidlertid i nogle tilfælde kunne være mindre effektive i en situation med vedvarende svag efterspørgsel.

EU-kommissær med ansvar for beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold og inklusion, László Andor, præsenterede den nye grønbog med ordene: "For at kunne reagere bedre i fremtiden er vi nødt til at forstå grundene til, at visse tiltag gav de ønskede resultater i visse lande eller sektorer under krisen. Vi må se på, hvordan forskellige tiltag, som f.eks. nedsat arbejdstid, kan bruges til at håndtere de udfordringer, vi kan forvente at ville stå over for i den kommende tid". Han tilføjede: "Vi ønsker også at undersøge, hvordan vi bedst kan forudsige de fremtidige behov for beskæftigelse og kvalifikationer, især på baggrund af de nye udfordringer og voksende sociale uligheder EU-landene imellem. Sidst, men ikke mindst, vil vi se på, hvordan de sociale konsekvenser af omstruktureringer kan begrænses."

Kommissæren understregede også, at EU er parat til at hjælpe og støtte EU-landene gennem samhørighedspolitikken, navnlig Den Europæiske Socialfond og Globaliseringsfonden.

Grønbogens indhold:
Grønbogen omhandler en række emner. Først og fremmest rejses følgende spørgsmål:

• Erfaringerne fra krisen – Er de nuværende politikker og praksisser hensigtsmæssige? Hvad er succesfaktorerne, og hvilke udfordringer står vi over for i fremtiden? Hvordan har ordningerne med nedsat arbejdstid fungeret under krisen, og i hvilken udstrækning har de gjort det muligt at håndtere en vedvarende svag efterspørgsel?

• Økonomisk og industriel tilpasning – Hvilke rammebetingelser bør være til stede, og hvad er god praksis mht. adgang til finansiering i forbindelse med strukturtilpasninger?

• Virksomhedernes tilpasningsevne og arbejdstagernes beskæftigelsesegnethed – Er foregribelse af udviklingen den bedste strategi? Er der eventuelt behov for at ajourføre de eksisterende retningslinjer for omstrukturering og metoderne til at sikre, at de bliver gennemført?

• Skabelse af synergi i den industrielle omstillingsproces – Hvordan forbedres synergierne mellem virksomhederne, de lokale myndigheder og andre lokale aktører? Hvorledes kan man udvikle uddannelse som et permanent element i forvaltningen af menneskelige ressourcer?

• De regionale og lokale myndigheders rolle – Hvordan tilskyndes de offentlige myndigheder til at spille en støtterolle under hensyntagen til de forskellige nationale traditioner?

• Virkningerne af omstruktureringstiltag – Hvad kan virksomheder og ansatte gøre for at begrænse de beskæftigelsesmæssige og sociale konsekvenser af omstruktureringer mest muligt, og hvilken rolle kan det offentliges politikker spille for at lette de relevante ændringer?

Grønbogen understøttes af arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene om omstrukturering i Europa 2011 ("Restructuring in Europe 2011"), som bygger på de nøgleerfaringer, der gjort i de senere år for så vidt angår foregribelse og håndtering af forandringer og omstruktureringer.

Høringsperioden løber indtil den 30. marts 2012. I dette tidsrum kan enhver, der har interesse i emnet, indsende sine synspunkter pr. e-mail eller brev.

Baggrund
Europa-Kommissionen har behandlet omstruktureringsspørgsmålet i sit industripolitiske flagskibsinitiativ fra oktober 2010 og i flagskibsinitiativet "En dagsorden for nye kvalifikationer og nye job" samt i akten for det indre marked. Kommission ønsker at forny debatten om omstruktureringer i lyset af de erfaringer, der er gjort i den senere tid.

Resultaterne af denne høring vil blive brugt som input til den kommende beskæftigelsespakke og indgå i den fornyede dagsorden for flexicurity. Høringen vil kunne føre til en ny debat på EU-niveau om en eventuel ny ramme for omstruktureringer.

Yderligere oplysninger:

Grønbog: Omstruktureringer og foregribelse af forandringer: Hvilken lære kan vi drage af den økonomiske krise?
http://ec.europa.eu/social/BlobServlet?docId=7310&langId=en

Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene: Restructuring in Europe 2011
http://ec.europa.eu/social/BlobServlet?docId=7311&langId=en
http://ec.europa.eu/social/main.jsp?catId=333&langId=da

Høring om omstruktureringer og foregribelse af forandringer:
http://ec.europa.eu/social/main.jsp?langId=da&catId=699&consultId=9&furtherConsult=yes

Se også:

Nøgledokumenter om omstrukturering:
http://ec.europa.eu/social/main.jsp?catId=782&langId=da