Innovasjon i Europa: statusrapport 2015

Innovasjon i Europa: statusrapport 2015

Innovation Union Scoreboard 2015

Rapport lagt fram av Kommisjonen 7.5.2015

Nærmere omtale

BAKGRUNN (fra Kommisjonens pressemelding 07.05.2015, dansk utgave)

Slip innovationen løs og sæt gang i væksten i Europa
Hvis EU's innovationsevne og globale konkurrenceevne skal blive bedre, skal der gøres mere for at fremme udviklingen og den kommercielle udnyttelse af revolutionerende ideer. Det er nogle af konklusionerne fra den seneste rangordning af innovationsresultaterne i Europa.

Europa-Kommissionens resultattavle for innovation i EU i 2015 viser, at EU's overordnede innovationsniveau stadig er stabilt. Krisen har dog sat sine spor på den private sektors innovative aktiviteter: Antallet af innovative virksomheder er i tilbagegang, og det samme er venturekapitalinvestering, innovation i SMV'er, patentansøgninger, eksport af højteknologiske produkter og salg af innovative produkter. Selv om der er sket fremskridt inden for menneskelige ressourcer, erhvervsinvesteringer i forskning og udvikling samt kvaliteten af forskning, er dette ikke nok til at medføre stærkere innovationsresultater.

På den overordnede rangliste er Sverige endnu en gang førende på innovationsområdet, fulgt af Danmark, Finland og Tyskland. De hurtigst voksende innovatorer er Malta, Letland, Bulgarien, Irland, Storbritannienog Polen. I global sammenhæng halter EU fortsat efter USA, Japan og Sydkorea.

Carlos Moedas, kommissær for forskning, innovation og videnskab, udtaler: "Vi har brug for flere investeringer, der kan styrke EU's innovationsresultater. Dette bør gå hånd i hånd med bedre betingelser og et indre marked for innovative produkter og tjenester i Europa. Vi arbejder på dette på EU-plan og står klar til at hjælpe medlemsstaterne med at gennemføre de reformer, der skal til for at forbedre effekten af deres offentlige investeringer."

Den europæiske fond for strategiske investeringer vil være afgørende for forskning og innovation, navnlig med henblik på at få venturefinansiering op på det niveau, som det lå på før krisen. Gennem kapitalmarkedsunionen sigter Kommissionen desuden mod yderligere at forbedre virksomheders og især SMV'ers adgang til finansiering. En bedre synergi mellem strukturfondene og Horisont 2020, EU's program til finansiering af forskning, vil også spille en vigtig rolle i stimuleringen af investeringsniveauet.

Gennem den nye facilitet til understøttelse af politikkerne vil Kommissionen hjælpe medlemsstaterne med at reformere deres nationale forsknings- og innovationssystemer samt at udnytte erhvervsinnovation.

Som led i strategien for det indre marked vil der senere i år blive præsenteret yderligere initiativer, som skal bidrage til et mere innovationsvenligt erhvervsmiljø. Desuden vil der blive gjort en indsats for at få enhedspatentet til at fungere og for at gøre standarderne mere befordrende for innovation.

Parallelt med dette skrider Kommissionen ind for at fremskynde den digitale omstilling af industrien og skabe et erhvervsmiljø, hvor innovative virksomheder kan blomstre og lettere få økonomisk overkommelig beskyttelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder til deres innovationer.

Resultattavlens sammenfattende innovationsindeks med rangordning og individuelle resuméer af innovationsresultaterne i alle 28 medlemsstater og i andre europæiske lande findes i faktabladet.

Baggrund
Den årlige resultattavle for innovation i EU giver en sammenlignende vurdering af resultaterne inden for forskning og innovation i EU's medlemsstater. Resultattavlen er et nyttigt, ikke-bindende værktøj, der hjælper medlemsstaterne med at vurdere styrkerne og svaghederne ved deres forsknings- og innovationssystemer og at se, hvor de skal koncentrere indsatsen for at forbedre deres innovationsresultater. Ud over EU's medlemsstater omfatter resultattavlen Serbien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Tyrkiet, Island, Norge og Schweiz. På et mere begrænset antal indikatorer, der er internationalt tilgængelige, omfatter den også Australien, Brasilien, Canada, Kina, Indien, Japan, Rusland, Sydafrika, Sydkorea og USA. Resultattavlen ledsages af en supplerende analyse, der opstiller medlemsstaterne i en rangorden baseret på individuelle indikatorer (bilag H).

Resultattavlen for innovation i EU omfatter innovationssystemet som helhed, dvs. innovationsevnen inden for både den offentlige og den private sektor. Resultattavlen omfatter i alt 25 forskellige indikatorer, der dækker de eksterne betingelser for innovation, virksomhedernes eget niveau af innovationsaktiviteter, og hvorledes dette kommer hele økonomien til gode.