Åpen konsultasjon om revisjon av tobakksdirektivet

Åpen konsultasjon om revisjon av tobakksdirektivet

Rapport om høringsresultatene lagt fram 27.7.2011

Nærmere omtale

BAKGRUNN (fra Kommisjonens pressemelding 27.7.2011, dansk utgave)

Tobaksvarer: Kommissionen offentliggør rapport om høring, der fremkaldte 85 000 reaktioner
– Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Sundhed og Forbrugere offentliggør i dag resultaterne af den offentlige høring om den kommende revision af direktivet om tobaksvarer. Høringen resulterede i ikke mindre end 85 000 svar, hvilket er et hidtil uset højt antal. Langt hovedparten af bidragene kommer fra private borgere og viser den store interesse i EU's tobakskontrolpolitik. Andre svar kommer fra tobaksbranchen, ikke-statslige organisationer, regeringer og offentlige myndigheder.

Tobak er den primære årsag til de fleste undgåelige sygdomme i EU, og det anslås, at tobak er skyld i 650 000 dødsfald i EU hvert år. På verdensplan skønner Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at tobak alene i år vil være årsag til næsten 6 millioner dødsfald. Dette tal kan nå op på 8 millioner i 2030, hvis der ikke gøres noget for at vende denne bekymrende tendens. Der er derfor klart behov for handling på EU-plan.

Sidste efterår blev der iværksat en offentlig høring om revision af tobaksvaredirektivet, hvorunder respondenterne blev bedt om at tilkendegive deres synspunkter om en række mulige politiske tiltag, blandt andet:

• obligatoriske sundhedsadvarsler med billeder – eventuelt hårdtslående billeder – på tobakspakker

• neutral eller generisk indpakning

• regulering af tobaksvarernes indhold af skadelige og fristende stoffer

• begrænsning af eller forbud mod salg af tobaksvarer via internettet og i salgsautomater.

Der er stor forskel på høringssvarene. For eksempel understreger de respondenter, der går ind for obligatoriske sundhedsadvarsler med billeder og neutral indpakning, at sådanne tiltag i høj grad vil svække indpakningens reklamemæssige effekt og sikre alle europæiske borgere en ensartet beskyttelse. Modstanderne har på den anden side juridiske betænkeligheder og hævder, at disse tiltag kun vil få begrænset eller slet ingen effekt på rygningens udbredelse.

De, der går ind for at regulere ingredienserne, mener, at begrænsninger for visse tilsætningsstoffer og smagsstoffer, der giver tobakken en sødlig, frugtagtig, blomsteragtig eller slikagtig smag, kan forhindre unge mennesker i at begynde at ryge. Desuden vil det lette handelen i EU, hvis de gældende nationale regler om ingredienser samordnes. Modstanderne hævder, at regler om ingredienser og tilsætningsstoffer ikke spiller nogen større rolle i unges beslutning om at begynde at ryge og vil kunne føre til forskelsbehandling mod visse tobakssorter og ?mærker.

John Dalli, EU-kommissær for sundhed og forbrugerpolitik, udtaler: "Jeg vil gerne takke alle, der har indsendt bidrag. Resultaterne af denne brede offentlige debat vil være med til at forme vores indsats mod tobaksrelaterede problemer og ikke mindst vores tiltag for at forhindre unge i at begynde at ryge."

Rapporten offentliggøres af Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Sundhed og Forbrugere. Resultaterne vil indgå i den igangværende konsekvensanalyse, der redegør for de økonomiske, sociale og sundhedsmæssige virkninger såvel som gennemførligheden af de forskellige mulige politiske tiltag. Resultatet af konsekvensanalysen vil blive forelagt næste år sammen med et lovforslag.

Baggrund
Tobak er den primære årsag til de fleste undgåelige sygdomme i EU og tegner sig hvert år for omkring 650 000 for tidlige dødsfald.

Det nuværende direktiv om tobaksvarer (2001/37/EF) blev vedtaget i 2001. Siden da er der gjort væsentlige videnskabelige fremskridt og sket en vigtig udvikling på internationalt plan. Blandt andet har EU og 26 af medlemsstaterne skrevet under på WHO-rammekonventionen om tobakskontrol, der trådte i kraft i februar 2005.

Revisionen af tobaksvaredirektivet er en reaktion på denne udvikling. Nogle af direktivets nuværende bestemmelser er forældede, og dette har ført til betydelige forskelle mellem medlemsstaternes love om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer.

Revisionen er også et svar på anmodninger fra Europa-Parlamentet og Ministerrådet såvel som på Kommissionens egen rapport fra november 2007 om anvendelsen af tobaksvaredirektivet, der påpegede en række muligheder for forbedring.

Den offentlige høring varede fra den 24. september 2010 til den 17. december 2010. Interesserede parter blev opfordret til at kommentere de forskellige mulige politiske tiltag og komme med bidrag vedrørende seks centrale aspekter: anvendelsesområdet, røgfri tobak, forbrugeroplysning, rapportering af ingredienser, regulering af ingredienser og adgang til tobaksvarer.

Procedure og næste skridt
Resultatet af den offentlige høring spiller en vigtig rolle i det igangværende arbejde med revisionen af tobaksvaredirektivet.

Mange deltagere har indsendt meget detaljerede svar, hvoraf nogle indeholder nye informationskilder. En stor del af dette arbejde vil indgå i den igangværende konsekvensanalyse, der redegør for de økonomiske, sociale og sundhedsmæssige virkninger såvel som den retlige gennemførlighed af de forskellige mulige politiske tiltag. Resultatet af konsekvensanalysen vil blive forelagt sammen med et lovforslag i løbet af næste år.