En felles innvandringspolitikk for Europa: prinsipper, tiltak og redskaper
Meddelelse fra Kommisjonen til Europaparlamentet, Rådet, Det europeiske økonomiske og sosiale utvalg og Regionskomiteen: - En felles innvandringspolitikk for Europa: prinsipper, tiltak og redskaper
Nærmere omtale
BAKGRUNN (fra kommisjonsmeddelelsen, dansk utgave)
Indvandring i EU er en realitet. I dag udgør indvandrerne, som i forbindelse med dette dokument betyder statsborgere fra tredjelande og ikke EU-borgere, omkring 3,8 % af den samlede befolkning i EU [1]. Siden 2002 har der været mellem 1,5 og 2 millioner nye indvandrere om året i EU. Den 1. januar 2006 var der 18,5 millioner statsborgere fra tredjelande med bopæl i EU.
Der er ingen grund til at tro, at indvandringstallet vil falde.
Europa må med udgangspunkt i sine humanitære traditioner fortsat udvise solidaritet med flygtninge og personer, der har behov for beskyttelse. Økonomiske forskelle mellem udviklede lande/regioner og udviklingslande/-regioner, globalisering, handel, politiske problemer og ustabilitet i oprindelseslande, muligheder for at finde arbejde i udviklede lande er blandt de vigtigste faktorer, der virker fremmende for den internationale mobilitet. Set på baggrund af aldringen i Europa er det potentielle bidrag fra indvandringen i EU til EU's økonomiske præstationer af en betragtelig størrelse. Europæerne lever længere, den såkaldte "babyboom-generation" nærmer sig pensionsalderen, og fødselstallene er lave. I 2007 var den erhvervsaktive befolkning i EU, dvs. det samlede antal beskæftigede og ledige, omkring 235 millioner i gennemsnit [2]. Ifølge de seneste befolkningsfremskrivninger [3] vil befolkningen i den arbejdsdygtige alder i EU være faldet med næsten 50 millioner i 2060, selv med en fortsat nettoindvandring af en størrelse som hidtil, og med omkring 110 millioner uden denne indvandring. En sådan udvikling indebærer risici for EU's pensions-, sundhedsog socialbeskyttelsesordninger og kræver øgede offentlige udgifter [4].
Indvandring er en realitet, der skal gribes effektivt an. I et åbent Europa uden indre grænser kan ingen medlemsstat styre indvandringen på egen hånd. Vi står med et område uden indre grænser, som siden den 20. december 2007 omfatter 24 lande og næsten 405 millioner mennesker, og hvor der gælder en fælles visumpolitik. EU's økonomier er dybt integreret, selv om der stadig er mange forskelle i økonomiske præstationer og arbejdsmarkedsforhold. Desuden er EU blevet en stadig vigtigere aktør på den globale scene, og dets fælles eksterne aktioner griber ind over stadig større områder. Indvandring er et af disse. Alt dette betyder, at medlemsstaternes politikker og foranstaltninger på dette område ikke længere kun påvirker deres nationale situation, men kan have indvirkninger på andre medlemsstater og på EU som helhed.
EU har arbejdet på at udforme en fælles politik siden 1999, hvor kompetencen på dette område for første gang blev klart anerkendt i EF-traktaten. Der findes nu et antal fælles instrumenter og politikker, som er møntet på indvandringen både i dens interne og eksterne dimensioner.
Disse resultater er ikke tilstrækkelige. Der er behov for en fælles politik, der bygger på allerede opnåede resultater og sigter mod at skabe sammenhængende og mere ideelle rammer for medlemsstaternes og EU's fremtidige aktioner. EU's merværdi vil være at tilvejebringe europæiske instrumenter, hvor sådanne er nødvendige, og tilvejebringe de rette rammer for at opnå sammenhæng, hvor medlemsstaterne handler på grundlag af deres beføjelser. Gennemsigtighed og gensidig tillid er i dag mere end nødvendig, for at denne fælles politik kan blive effektiv og give de ønskede resultater.
Mens indvandringen i et vist omfang kan hjælpe med at mindske omfanget af de udfordringer, som aldringen af befolkningen stiller, vil den spille en mere afgørende rolle med hensyn til at afhjælpe fremtidige mangler på arbejdskraft og færdigheder og tillige øge EU's vækstpotentiale og velstand og således supplere igangværende strukturreformer. Det er derfor, at indvandringen er blevet en vigtig faktor i udviklingen af EU's Lissabonstrategi for vækst og beskæftigelse, som erkender, at en kompetent styring af den økonomiske indvandring er et væsentligt element i EU's konkurrenceevne. Denne erkendelse kom også til udtryk på mødet i Det Europæiske Råd i foråret.
Bortset fra det økonomiske potentiale kan indvandringen også berige de europæiske samfund i form af kulturel mangfoldighed. Indvandringens positive potentiale kan imidlertid kun realiseres, hvis integrationen i værtslandene lykkes. Dette kræver en tilgang, som ikke blot ser på fordelen for værtslandet, men også tager hensyn til indvandrernes interesser: Europa er og skal fortsat være et indbydende område for dem, som har opnået ret til ophold, uanset om de er arbejdsimmigranter, familiemedlemmer, studerende eller personer, der har behov for international beskyttelse. At tage denne udfordring op rejser en kompleks række af spørgsmål.
Adgang til arbejdsmarkedet er et vigtigt element i integrationen, men aktuelle tal viser, at arbejdsløshedsprocenten for indvandrerne samlet set ofte er højere end for EU's statsborgere, selv om der er store variationer mellem medlemsstaterne. Desuden er indvandrerne ofte mere udsat for at få de mere usikre job, job af lavere kvalitet eller job, som de er overkvalificerede til, med det resultat, at deres færdigheder ikke udnyttes optimalt ("hjernespild"). Dette bidrager til at gøre indvandrere mere tilbøjelige til at tage sort arbejde. Kvindelige indvandrere fra lande uden for EU er konfronteret med særlige vanskeligheder på arbejdsmarkedet. Desuden er indvandrernes sprogkundskaber og deres børns uddannelsesstatus ofte utilfredsstillende, hvilket giver anledning til bekymringer om deres fremtidige personlige og faglige udvikling.
Der er behov for mekanismer, der er baseret på solidaritet mellem medlemsstaterne og EU ved fordelingen af byrder og den politiske koordinering. Dette kræver midler til kontrol af grænseforvaltningen, integrationspolitikker og andre formål, og der vil derfor være en indvirkning på de offentlige finanser på nationalt, regionalt og lokalt plan. En håndtering af indvandringen kræver også et snævert samarbejde med tredjelande for at finde en løsning på de situationer, der er af fælles interesse, herunder problemer, der skyldes "hjerneflugt" og politiske reaktioner såsom cirkulær migration.
En effektiv styring af indvandringen betyder også, at der skal tages fat på spørgsmål, der vedrører sikkerheden i vores samfund og for indvandrerne selv. Dette kræver, at man bekæmper den ulovlige indvandring og kriminel virksomhed i tilknytning hertil, men samtidig at man finder den rette balance mellem den personlige frihed og kollektiv sikkerhed. Der skal gøres noget ved den ulovlige beskæftigelse, da den skaber situationer med misbrug og krænkelse af grundlæggende rettigheder og friheder. Den underminerer også den lovlige indvandring og har negative følger med hensyn til sammenhængskraft og rimelig konkurrence.
Denne nye vision for den videre udvikling af den fælles europæiske indvandringspolitik blev forelagt af Kommissionen i dens meddelelse af 5. december 2007 [5]. Det Europæiske Råd erklærede på sit møde i december 2007, at udviklingen af en fælles indvandringspolitik, der supplerer medlemsstaternes politikker, fortsat er en grundlæggende prioritering, og anmodede Kommissionen om at fremsætte forslag i 2008. En fælles indvandringspolitik er en grundlæggende prioritering for EU [6], hvis vi i fællesskab skal kunne høste fordelene og gribe de udfordringer, der stilles. Denne fælles politik bør sigte mod en koordineret og integreret tilgang til indvandring både på europæisk, nationalt og regionalt plan. Dette indebærer, at man skal se på de forskellige dimensioner af fænomenet og lade indvandringen indgå som et centralt led i EU's politik - velstand, solidaritet og sikkerhed.
• Denne politik bør udformes i partnerskab og solidaritet mellem medlemsstaterne og Kommissionen som reaktion på opfordringen fra Det Europæiske Råd på mødet i december 2007 om et fornyet politisk engagement med hensyn til indvandring.
• Den bør bygge på et sæt politisk bindende fælles principper, som aftales på højeste politiske niveau og udmøntes i konkrete aktioner.
• Implementeringen af disse foranstaltninger bør følges op af en fælles metodologi og en overvågningsmekanisme.
• Den bør bygge på de universelle værdier som menneskelig værdighed, frihed, lighed og solidaritet, som EU slutter op om, herunder fuld respekt for EU's charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention. Europa vil med udgangspunkt i sine humanitære traditioner også fortsat udvise solidaritet med flygtninge og personer, der har behov for beskyttelse [7].
EU's nye, bredere funderede sociale dagsorden for bedre adgang, bedre muligheder og større solidaritet, som skal forelægges af Kommissionen før sommerferien, vil opmuntre til et integreret og åbent samfund, hvor der er lige muligheder for alle. Den vil især tilbyde nye redskaber, som også vil hjælpe med at udforme en ny fælles indvandringspolitik. Denne meddelelse vil blive vedtaget sammen med handlingsplanen om asyl. Begge dokumenter skal ses som de resterende elementer vedrørende indvandring og asyl i Haagprogrammet fra 2004.
Til næste forår agter Kommissionen at forelægge en omfattende meddelelse med specifikke forslag om, hvorledes man kommer videre med arbejdet på området retfærdighed, frihed og sikkerhed i betragtning af det nye femårsprogram på dette område, som skal vedtages i anden halvdel af 2009.
1 Tallet 3,8 % er den procentdel af EU's befolkning, der er statsborgere fra tredjelande. Det skal bemærkes, at mange af disse ikke i sig selv er indvandrere, men efterkommere af indvandrere, som ikke har taget statsborgerskab i opholdslandet.
2 Eurostat, befolkningsstatistik og statistik over sociale vilkår.
3 Eurostats befolkningsfremskrivninger EUROPOP2008, 2008-baseret konvergensscenario, konvergens år 2150.
4 Se Udvalget for Økonomisk Politik og Europa-Kommissionen (GD ECFIN), (2006): "The impact of ageing on public expenditure: projections for the EU25 Member States on pensions, health-care, longterm care, education and unemployment transfers (2004-2050)" European Economy, Special Reports No 1, 2006.
5 KOM(2007) 780 endelig.
6 Selv om udformningen af denne politik skal gå hånd i hånd med den gradvise fjernelse af de eksisterende overgangsordninger, der stadig begrænser den frie bevægelighed for statsborgere fra nogle EU-lande, tager denne meddelelse kun fat på spørgsmål, der har relation til indvandring af statsborgere fra tredjelande og kommer ikke ind på EU-statsborgeres bevægelser inden for EU eller mellem regionerne.
7 Dette aspekt vil blive yderligere konkretiseret i forbindelse med opbygningen af den anden fase i det fælles europæiske asylsystem. Se "den strategiske plan på asylområdet: En integreret tilgang til beskyttelse i hele EU", forelagt sammen med denne meddelelse - KOM(2008) 360.
Indvandring i EU er en realitet. I dag udgør indvandrerne, som i forbindelse med dette dokument betyder statsborgere fra tredjelande og ikke EU-borgere, omkring 3,8 % af den samlede befolkning i EU [1]. Siden 2002 har der været mellem 1,5 og 2 millioner nye indvandrere om året i EU. Den 1. januar 2006 var der 18,5 millioner statsborgere fra tredjelande med bopæl i EU.
Der er ingen grund til at tro, at indvandringstallet vil falde.
Europa må med udgangspunkt i sine humanitære traditioner fortsat udvise solidaritet med flygtninge og personer, der har behov for beskyttelse. Økonomiske forskelle mellem udviklede lande/regioner og udviklingslande/-regioner, globalisering, handel, politiske problemer og ustabilitet i oprindelseslande, muligheder for at finde arbejde i udviklede lande er blandt de vigtigste faktorer, der virker fremmende for den internationale mobilitet. Set på baggrund af aldringen i Europa er det potentielle bidrag fra indvandringen i EU til EU's økonomiske præstationer af en betragtelig størrelse. Europæerne lever længere, den såkaldte "babyboom-generation" nærmer sig pensionsalderen, og fødselstallene er lave. I 2007 var den erhvervsaktive befolkning i EU, dvs. det samlede antal beskæftigede og ledige, omkring 235 millioner i gennemsnit [2]. Ifølge de seneste befolkningsfremskrivninger [3] vil befolkningen i den arbejdsdygtige alder i EU være faldet med næsten 50 millioner i 2060, selv med en fortsat nettoindvandring af en størrelse som hidtil, og med omkring 110 millioner uden denne indvandring. En sådan udvikling indebærer risici for EU's pensions-, sundhedsog socialbeskyttelsesordninger og kræver øgede offentlige udgifter [4].
Indvandring er en realitet, der skal gribes effektivt an. I et åbent Europa uden indre grænser kan ingen medlemsstat styre indvandringen på egen hånd. Vi står med et område uden indre grænser, som siden den 20. december 2007 omfatter 24 lande og næsten 405 millioner mennesker, og hvor der gælder en fælles visumpolitik. EU's økonomier er dybt integreret, selv om der stadig er mange forskelle i økonomiske præstationer og arbejdsmarkedsforhold. Desuden er EU blevet en stadig vigtigere aktør på den globale scene, og dets fælles eksterne aktioner griber ind over stadig større områder. Indvandring er et af disse. Alt dette betyder, at medlemsstaternes politikker og foranstaltninger på dette område ikke længere kun påvirker deres nationale situation, men kan have indvirkninger på andre medlemsstater og på EU som helhed.
EU har arbejdet på at udforme en fælles politik siden 1999, hvor kompetencen på dette område for første gang blev klart anerkendt i EF-traktaten. Der findes nu et antal fælles instrumenter og politikker, som er møntet på indvandringen både i dens interne og eksterne dimensioner.
Disse resultater er ikke tilstrækkelige. Der er behov for en fælles politik, der bygger på allerede opnåede resultater og sigter mod at skabe sammenhængende og mere ideelle rammer for medlemsstaternes og EU's fremtidige aktioner. EU's merværdi vil være at tilvejebringe europæiske instrumenter, hvor sådanne er nødvendige, og tilvejebringe de rette rammer for at opnå sammenhæng, hvor medlemsstaterne handler på grundlag af deres beføjelser. Gennemsigtighed og gensidig tillid er i dag mere end nødvendig, for at denne fælles politik kan blive effektiv og give de ønskede resultater.
Mens indvandringen i et vist omfang kan hjælpe med at mindske omfanget af de udfordringer, som aldringen af befolkningen stiller, vil den spille en mere afgørende rolle med hensyn til at afhjælpe fremtidige mangler på arbejdskraft og færdigheder og tillige øge EU's vækstpotentiale og velstand og således supplere igangværende strukturreformer. Det er derfor, at indvandringen er blevet en vigtig faktor i udviklingen af EU's Lissabonstrategi for vækst og beskæftigelse, som erkender, at en kompetent styring af den økonomiske indvandring er et væsentligt element i EU's konkurrenceevne. Denne erkendelse kom også til udtryk på mødet i Det Europæiske Råd i foråret.
Bortset fra det økonomiske potentiale kan indvandringen også berige de europæiske samfund i form af kulturel mangfoldighed. Indvandringens positive potentiale kan imidlertid kun realiseres, hvis integrationen i værtslandene lykkes. Dette kræver en tilgang, som ikke blot ser på fordelen for værtslandet, men også tager hensyn til indvandrernes interesser: Europa er og skal fortsat være et indbydende område for dem, som har opnået ret til ophold, uanset om de er arbejdsimmigranter, familiemedlemmer, studerende eller personer, der har behov for international beskyttelse. At tage denne udfordring op rejser en kompleks række af spørgsmål.
Adgang til arbejdsmarkedet er et vigtigt element i integrationen, men aktuelle tal viser, at arbejdsløshedsprocenten for indvandrerne samlet set ofte er højere end for EU's statsborgere, selv om der er store variationer mellem medlemsstaterne. Desuden er indvandrerne ofte mere udsat for at få de mere usikre job, job af lavere kvalitet eller job, som de er overkvalificerede til, med det resultat, at deres færdigheder ikke udnyttes optimalt ("hjernespild"). Dette bidrager til at gøre indvandrere mere tilbøjelige til at tage sort arbejde. Kvindelige indvandrere fra lande uden for EU er konfronteret med særlige vanskeligheder på arbejdsmarkedet. Desuden er indvandrernes sprogkundskaber og deres børns uddannelsesstatus ofte utilfredsstillende, hvilket giver anledning til bekymringer om deres fremtidige personlige og faglige udvikling.
Der er behov for mekanismer, der er baseret på solidaritet mellem medlemsstaterne og EU ved fordelingen af byrder og den politiske koordinering. Dette kræver midler til kontrol af grænseforvaltningen, integrationspolitikker og andre formål, og der vil derfor være en indvirkning på de offentlige finanser på nationalt, regionalt og lokalt plan. En håndtering af indvandringen kræver også et snævert samarbejde med tredjelande for at finde en løsning på de situationer, der er af fælles interesse, herunder problemer, der skyldes "hjerneflugt" og politiske reaktioner såsom cirkulær migration.
En effektiv styring af indvandringen betyder også, at der skal tages fat på spørgsmål, der vedrører sikkerheden i vores samfund og for indvandrerne selv. Dette kræver, at man bekæmper den ulovlige indvandring og kriminel virksomhed i tilknytning hertil, men samtidig at man finder den rette balance mellem den personlige frihed og kollektiv sikkerhed. Der skal gøres noget ved den ulovlige beskæftigelse, da den skaber situationer med misbrug og krænkelse af grundlæggende rettigheder og friheder. Den underminerer også den lovlige indvandring og har negative følger med hensyn til sammenhængskraft og rimelig konkurrence.
Denne nye vision for den videre udvikling af den fælles europæiske indvandringspolitik blev forelagt af Kommissionen i dens meddelelse af 5. december 2007 [5]. Det Europæiske Råd erklærede på sit møde i december 2007, at udviklingen af en fælles indvandringspolitik, der supplerer medlemsstaternes politikker, fortsat er en grundlæggende prioritering, og anmodede Kommissionen om at fremsætte forslag i 2008. En fælles indvandringspolitik er en grundlæggende prioritering for EU [6], hvis vi i fællesskab skal kunne høste fordelene og gribe de udfordringer, der stilles. Denne fælles politik bør sigte mod en koordineret og integreret tilgang til indvandring både på europæisk, nationalt og regionalt plan. Dette indebærer, at man skal se på de forskellige dimensioner af fænomenet og lade indvandringen indgå som et centralt led i EU's politik - velstand, solidaritet og sikkerhed.
• Denne politik bør udformes i partnerskab og solidaritet mellem medlemsstaterne og Kommissionen som reaktion på opfordringen fra Det Europæiske Råd på mødet i december 2007 om et fornyet politisk engagement med hensyn til indvandring.
• Den bør bygge på et sæt politisk bindende fælles principper, som aftales på højeste politiske niveau og udmøntes i konkrete aktioner.
• Implementeringen af disse foranstaltninger bør følges op af en fælles metodologi og en overvågningsmekanisme.
• Den bør bygge på de universelle værdier som menneskelig værdighed, frihed, lighed og solidaritet, som EU slutter op om, herunder fuld respekt for EU's charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention. Europa vil med udgangspunkt i sine humanitære traditioner også fortsat udvise solidaritet med flygtninge og personer, der har behov for beskyttelse [7].
EU's nye, bredere funderede sociale dagsorden for bedre adgang, bedre muligheder og større solidaritet, som skal forelægges af Kommissionen før sommerferien, vil opmuntre til et integreret og åbent samfund, hvor der er lige muligheder for alle. Den vil især tilbyde nye redskaber, som også vil hjælpe med at udforme en ny fælles indvandringspolitik. Denne meddelelse vil blive vedtaget sammen med handlingsplanen om asyl. Begge dokumenter skal ses som de resterende elementer vedrørende indvandring og asyl i Haagprogrammet fra 2004.
Til næste forår agter Kommissionen at forelægge en omfattende meddelelse med specifikke forslag om, hvorledes man kommer videre med arbejdet på området retfærdighed, frihed og sikkerhed i betragtning af det nye femårsprogram på dette område, som skal vedtages i anden halvdel af 2009.
1 Tallet 3,8 % er den procentdel af EU's befolkning, der er statsborgere fra tredjelande. Det skal bemærkes, at mange af disse ikke i sig selv er indvandrere, men efterkommere af indvandrere, som ikke har taget statsborgerskab i opholdslandet.
2 Eurostat, befolkningsstatistik og statistik over sociale vilkår.
3 Eurostats befolkningsfremskrivninger EUROPOP2008, 2008-baseret konvergensscenario, konvergens år 2150.
4 Se Udvalget for Økonomisk Politik og Europa-Kommissionen (GD ECFIN), (2006): "The impact of ageing on public expenditure: projections for the EU25 Member States on pensions, health-care, longterm care, education and unemployment transfers (2004-2050)" European Economy, Special Reports No 1, 2006.
5 KOM(2007) 780 endelig.
6 Selv om udformningen af denne politik skal gå hånd i hånd med den gradvise fjernelse af de eksisterende overgangsordninger, der stadig begrænser den frie bevægelighed for statsborgere fra nogle EU-lande, tager denne meddelelse kun fat på spørgsmål, der har relation til indvandring af statsborgere fra tredjelande og kommer ikke ind på EU-statsborgeres bevægelser inden for EU eller mellem regionerne.
7 Dette aspekt vil blive yderligere konkretiseret i forbindelse med opbygningen af den anden fase i det fælles europæiske asylsystem. Se "den strategiske plan på asylområdet: En integreret tilgang til beskyttelse i hele EU", forelagt sammen med denne meddelelse - KOM(2008) 360.