Red. anm.: Direktiv 85/337/EØF går under den engelsk betegnelsen EIA-direktivet (Environmental Impact Assessment). På dansk brukes betegnelsen VVM-direktivet.

BAKGRUNN (fra kommisjonsmeddelelsen, dansk utgave)

Målet med denne beretning er at gennemgå anvendelsen og virkningen i EU af Rådets direktiv 85/337/EØF [1] om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet ændret ved direktiv 97/11/EF [2] og 2003/35/EF [3] (i det følgende VVM-direktivet).

VVM-direktivet har tidligere været genstand for lignende regelmæssige beretninger, der var baseret på direktivets artikel 11. VVM-direktivet blev på basis af sådanne beretninger ændret i 1997. Direktiv 97/11/EF udvidede anvendelsesområdet, styrkede de proceduremæssige stadier og indarbejdede ændringerne fra FN/ECE's Espookonvention om VVM i grænseoverskridende sammenhæng. Efter Fællesskabets undertegning (i juni 1998) af Århuskonventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet skulle fællesskabslovgivningen korrekt tilpasses den pågældende konvention. VVM-direktivet blev således ændret ved direktiv
2003/35/EF, der sigtede mod at tilpasse bestemmelserne om offentlig deltagelse til Århuskonventionen.

Direktivet sigter mod at beskytte miljøet og livskvaliteten og samtidig sikre en indbyrdes tilpasning af de nationale lovbestemmelser vedrørende vurderingen af offentlige og private projekters miljøvirkninger. Det er et vigtigt instrument i integreringen af miljøet, der dækker en bred vifte af projekter og gør dem miljømæssigt bæredygtige. Hvordan dette mål skal nås, er fastsat i direktivets artikel 2, stk. 1, der siger, at der, inden der gives tilladelse, skal foretages en vurdering af indvirkningen på miljøet af offentlige og private projekter, der bl.a. på grund af deres art, dimensioner eller placering vil kunne påvirke miljøet væsentligt. Direktivet harmoniserer VVM-principperne ved at indføre mindstekrav, navnlig hvad angår typen af projekter, der bør underkastes vurderingen, bygherrens væsentligste forpligtelser, vurderingens indhold samt de kompetente myndigheders og offentlighedens inddragelse.

På nuværende tidspunkt har alle medlemsstater indført omfattende rammebestemmelser. Det forbliver imidlertid en vedvarende udfordring at sikre, at direktivet gennemføres effektivt og konsekvent i alle medlemsstater. I denne

beretning vurderes 20 års gennemførelse som et svar på denne udfordring. Hovedkilderne til beretningen er anført i bilag 1.

Beretningen kommer på et godt tidspunkt af forskellige grunde:

– efter EU's udvidelse i 2004 og 2007 begyndte direktivet at finde anvendelse i 12 nye medlemsstater

– der er voksende miljøudfordringer inden for klimaændringer og biodiversitet

– EF-Domstolen har afsagt vigtige domme, der tydeliggør nogle af VVMbestemmelserne

– det er nødvendigt at skabe synergi mellem direktivet og Espookonventionen, herunder protokollen om strategisk miljøvurdering [4]

– VVM-direktivet er blevet udpeget som en retsakt, der kunne komme på tale til en kommende forenkling [5] hvis mål er at fastlægge overlapninger, mangler og muligheder for at mindske de forskriftsmæssige og administrative byrder, navnlig hvad angår grænseoverskridende projekter (f.eks. rørledninger eller strømkabler på havbunden).

Beretningen beskriver VVM-direktivets stærke sider, fremhæver de væsentligste områder, hvor forbedringer er nødvendige, og fremsætter i givet fald henstillinger. Den konkluderer med overvejelser af, hvordan direktivet kan forbedres.

1 EFT L 175 af 5.7.1985, s. 40.
2 EFT L 73 af 14.3.1997, s. 5.
3 EUT L 156 af 25.6.2003, s. 17.
4 Den blev godkendt ved Rådets afgørelse 2008/871/EF, EUT L 308 af 19.11.2008, s. 33.
5 KOM(2009) 15.