Fullføring av utfasingen av stoffer som bryter ned ozonlaget
Meddelelse fra Kommisjonen til Rådet, Europaparlamentet, Det økonomiske og sosiale utvalg og Regionskomiteen: Fullføring av utfasingen av stoffer som bruter ned ozonlaget
Nærmere omtale
BAKGRUNN (fra kommisjonsforslaget, dansk utgave)
Ozonlaget i stratosfæren skærmer livet på Jorden mod skadelig ultraviolet stråling fra solen. I begyndelsen af 1980'erne iagttog forskere et kraftigt fald i ozonkoncentrationen i stratosfæren over Antarktis, populært kaldet "ozonhullet". På sit højdepunkt - hvert forår sidst i 1990'erne - var ozonhullet værst omkring polerne, men der var også betydeligt lavere koncentrationer andre steder. Forhøjet uv-stråling er sundhedsskadelig for mennesker, hvor den f.eks. øger forekomsten af hudkræft og grå stær, og for økosystemerne.
Allerede i 1987 enedes staterne om Montrealprotokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget, og dermed begyndte afviklingen af ozonlagsnedbrydende stoffer i alle de undertegnende stater efter en bestemt tidsplan. I 2007 fejrede parterne (herunder Det Europæiske Fællesskab) 20-årsdagen for Montrealprotokollen og hyldede den som en af de mest vellykkede af alle internationale miljøaftaler. På det tidspunkt havde alle 191 parter opnået en reduktion i forbruget af ozonlagsnedbrydende stoffer på 95 % i forhold til udgangspunktet [1]. Størst var reduktionen i de industrialiserede lande (99,2 %), noget lavere var den i udviklingslandene (80 %) [2].
I sin seneste rapport, udsendt i 2007, bekræftede det videnskabelige panel, der er nedsat under Montrealprotokollen, at ozonlaget gradvis er ved at komme sig takket være de kontrolforanstaltninger, som protokollen indførte - omend bedringen er 10-
15 år bagud for panelets fremskrivninger i den tidligere rapport fra 2002. De gennemsnitlige ozonniveauer og ozonkoncentrationen i Arktis forventes nu at være genetableret i 2050, mens det antarktiske ozonhul ikke lukkes før en gang mellem
2060 og 2075.
Ifølge UNEP betyder de kontrolforanstaltninger, der er indført i henhold til Montrealprotokollen, at millioner af tilfælde af hudkræft med dødelig udgang og snesevis af millioner af ikke-dødelige tilfælde af hudkræft og grå stær er blevet forebygget på verdensplan. Disse kontrolforanstaltninger bidrager desuden til at forebygge drivhusgasemissioner svarende til mere end 100 mia. ton CO2 mellem
1990 og 2010. I 2010 vil emissionerne af ozonlagsnedbrydende stoffer stå for mindre end 5 % af de forventede globale CO2-emissioner mod næsten 50 % i 1990 [3].
I rapporten fra 2007 advarede det videnskabelige panel parterne om, at trods succesen var fortsat vagtsomhed nødvendig, hvis den nye prognose for genetableringen af ozonlaget skulle holde, og fordi der stadig var mange usikkerhedsmomenter, herunder ikke mindst om, hvordan klimaændringerne ville indvirke på situationen. De vigtigste tilbageværende udfordringer er følgende:
– Frigivelse af "opsparede" beholdninger af ozonlagsnedbrydende stoffer og drivhusgasser til atmosfæren: Da protokollen har været rettet mod forbud mod produktion af ozonlagsnedbrydende stoffer, er betydelige mængder stadig oplagret eller "opsparet" i produkter og udstyr (f.eks. i isoleringsskum, kølemidler og luftkonditioneringssystemer). Det anslås, at disse opsparede beholdninger i 2015 vil beløbe sig til 2 mio. ODP-tons (ODP: ozonlagsnedbrydende potentiale) eller 13,4 mia. tons CO2-ækvivalenter i hele verden. Deraf behovet for en yderligere indsats.
– Undtagne anvendelsesformål for ozonlagsnedbrydende stoffer: Protokollen åbner for en vis fleksibilitet, hvad angår de kontrollerede ozonlagsnedbrydende stoffer, f.eks. hvor der ingen teknisk eller økonomisk levedygtige alternativer findes endnu, eller hvor der er tale om bestemte anvendelser, som f.eks. brugen af methylbromid til karantæneformål og til desinfektion inden afsendelse eller som råvare. Det videnskabelige panel har advaret parterne om, at disse undtagne anvendelsesformål må reduceres betydeligt fra deres nuværende niveau på omkring 20 000 ODP-tons per år, hvis det skal undgås, at genopbygningen af ozonlaget forsinkes endnu nogle år i forhold til tidsplanen.
– Nye ozonlagsnedbrydende stoffer: Nye videnskabelige oplysninger har vist, at visse kemiske stoffer, som ikke i øjeblikket kontrolleres af protokollen, har et væsentligt større ozonlagsnedbrydende potentiale end tidligere antaget, og at salget af disse stoffer er i stærk stigning.
Det videnskabelige panel har også udtrykt alvorlig bekymring over den stadig hurtigere vækst i produktionen af hydrochlorfluorcarboner (HCFC'er) forud for den endelige afvikling i 2040 i udviklingslandene. Parterne handlede dog hurtigt ved straks i 2007 at enes om at justere protokollen om fremrykkede tidsplaner for afviklingen af HCFC'er for at opnå reduktioner på op til 1 mio. ODP-tons og 18 mia. tons CO2-ækvivalenter på globalt plan [4].
Disse globale udfordringer (som ganske vist ikke fuldt ud gælder EU) sætter scenen for dette forslag fra Kommissionen og den analyse, der ligger bag det.
1 I Montrealprotokollens artikel 1 defineres "forbrug" som produktion plus import minus eksport af kontrollerede stoffer.
2 Takket være den multilaterale fond, som til dato har kanaliseret omkring 2,4 mia. USD ind i projekter for teknologioverførsel og lignende kapacitetsopbygning, er der også gennemført vellykkede nedskæringer i udviklingslandene. Tidsplanerne for udviklingslande er typisk et par år bagud i forhold til de industrialiserede landes planer.
3 Dette store bidrag på klimaændringsområdet skyldes de ozonlagsnedbrydende stoffers meget kraftige potentielle drivhuseffekt (nogle af dem virker 14 000 gange stærkere end CO2).
4 Jf. beslutning XIX/6 truffet på det 19. møde mellem parterne i protokollen (2007, Montreal) om at fremskynde afviklingen af HCFC'er. Bemærk, at de potentielle reduktioner af drivhusgasser er afhængige af indeslutning af emissioner fra nuværende alternativer (f.eks. til kølemidler) med en relativt stærk drivhuseffekt (HFC'er) og/eller indførelse af alternativer med svag drivhuseffekt. Disse klimaændringshensyn indgår i de afgørelser, parterne har truffet i denne sag.
Ozonlaget i stratosfæren skærmer livet på Jorden mod skadelig ultraviolet stråling fra solen. I begyndelsen af 1980'erne iagttog forskere et kraftigt fald i ozonkoncentrationen i stratosfæren over Antarktis, populært kaldet "ozonhullet". På sit højdepunkt - hvert forår sidst i 1990'erne - var ozonhullet værst omkring polerne, men der var også betydeligt lavere koncentrationer andre steder. Forhøjet uv-stråling er sundhedsskadelig for mennesker, hvor den f.eks. øger forekomsten af hudkræft og grå stær, og for økosystemerne.
Allerede i 1987 enedes staterne om Montrealprotokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget, og dermed begyndte afviklingen af ozonlagsnedbrydende stoffer i alle de undertegnende stater efter en bestemt tidsplan. I 2007 fejrede parterne (herunder Det Europæiske Fællesskab) 20-årsdagen for Montrealprotokollen og hyldede den som en af de mest vellykkede af alle internationale miljøaftaler. På det tidspunkt havde alle 191 parter opnået en reduktion i forbruget af ozonlagsnedbrydende stoffer på 95 % i forhold til udgangspunktet [1]. Størst var reduktionen i de industrialiserede lande (99,2 %), noget lavere var den i udviklingslandene (80 %) [2].
I sin seneste rapport, udsendt i 2007, bekræftede det videnskabelige panel, der er nedsat under Montrealprotokollen, at ozonlaget gradvis er ved at komme sig takket være de kontrolforanstaltninger, som protokollen indførte - omend bedringen er 10-
15 år bagud for panelets fremskrivninger i den tidligere rapport fra 2002. De gennemsnitlige ozonniveauer og ozonkoncentrationen i Arktis forventes nu at være genetableret i 2050, mens det antarktiske ozonhul ikke lukkes før en gang mellem
2060 og 2075.
Ifølge UNEP betyder de kontrolforanstaltninger, der er indført i henhold til Montrealprotokollen, at millioner af tilfælde af hudkræft med dødelig udgang og snesevis af millioner af ikke-dødelige tilfælde af hudkræft og grå stær er blevet forebygget på verdensplan. Disse kontrolforanstaltninger bidrager desuden til at forebygge drivhusgasemissioner svarende til mere end 100 mia. ton CO2 mellem
1990 og 2010. I 2010 vil emissionerne af ozonlagsnedbrydende stoffer stå for mindre end 5 % af de forventede globale CO2-emissioner mod næsten 50 % i 1990 [3].
I rapporten fra 2007 advarede det videnskabelige panel parterne om, at trods succesen var fortsat vagtsomhed nødvendig, hvis den nye prognose for genetableringen af ozonlaget skulle holde, og fordi der stadig var mange usikkerhedsmomenter, herunder ikke mindst om, hvordan klimaændringerne ville indvirke på situationen. De vigtigste tilbageværende udfordringer er følgende:
– Frigivelse af "opsparede" beholdninger af ozonlagsnedbrydende stoffer og drivhusgasser til atmosfæren: Da protokollen har været rettet mod forbud mod produktion af ozonlagsnedbrydende stoffer, er betydelige mængder stadig oplagret eller "opsparet" i produkter og udstyr (f.eks. i isoleringsskum, kølemidler og luftkonditioneringssystemer). Det anslås, at disse opsparede beholdninger i 2015 vil beløbe sig til 2 mio. ODP-tons (ODP: ozonlagsnedbrydende potentiale) eller 13,4 mia. tons CO2-ækvivalenter i hele verden. Deraf behovet for en yderligere indsats.
– Undtagne anvendelsesformål for ozonlagsnedbrydende stoffer: Protokollen åbner for en vis fleksibilitet, hvad angår de kontrollerede ozonlagsnedbrydende stoffer, f.eks. hvor der ingen teknisk eller økonomisk levedygtige alternativer findes endnu, eller hvor der er tale om bestemte anvendelser, som f.eks. brugen af methylbromid til karantæneformål og til desinfektion inden afsendelse eller som råvare. Det videnskabelige panel har advaret parterne om, at disse undtagne anvendelsesformål må reduceres betydeligt fra deres nuværende niveau på omkring 20 000 ODP-tons per år, hvis det skal undgås, at genopbygningen af ozonlaget forsinkes endnu nogle år i forhold til tidsplanen.
– Nye ozonlagsnedbrydende stoffer: Nye videnskabelige oplysninger har vist, at visse kemiske stoffer, som ikke i øjeblikket kontrolleres af protokollen, har et væsentligt større ozonlagsnedbrydende potentiale end tidligere antaget, og at salget af disse stoffer er i stærk stigning.
Det videnskabelige panel har også udtrykt alvorlig bekymring over den stadig hurtigere vækst i produktionen af hydrochlorfluorcarboner (HCFC'er) forud for den endelige afvikling i 2040 i udviklingslandene. Parterne handlede dog hurtigt ved straks i 2007 at enes om at justere protokollen om fremrykkede tidsplaner for afviklingen af HCFC'er for at opnå reduktioner på op til 1 mio. ODP-tons og 18 mia. tons CO2-ækvivalenter på globalt plan [4].
Disse globale udfordringer (som ganske vist ikke fuldt ud gælder EU) sætter scenen for dette forslag fra Kommissionen og den analyse, der ligger bag det.
1 I Montrealprotokollens artikel 1 defineres "forbrug" som produktion plus import minus eksport af kontrollerede stoffer.
2 Takket være den multilaterale fond, som til dato har kanaliseret omkring 2,4 mia. USD ind i projekter for teknologioverførsel og lignende kapacitetsopbygning, er der også gennemført vellykkede nedskæringer i udviklingslandene. Tidsplanerne for udviklingslande er typisk et par år bagud i forhold til de industrialiserede landes planer.
3 Dette store bidrag på klimaændringsområdet skyldes de ozonlagsnedbrydende stoffers meget kraftige potentielle drivhuseffekt (nogle af dem virker 14 000 gange stærkere end CO2).
4 Jf. beslutning XIX/6 truffet på det 19. møde mellem parterne i protokollen (2007, Montreal) om at fremskynde afviklingen af HCFC'er. Bemærk, at de potentielle reduktioner af drivhusgasser er afhængige af indeslutning af emissioner fra nuværende alternativer (f.eks. til kølemidler) med en relativt stærk drivhuseffekt (HFC'er) og/eller indførelse af alternativer med svag drivhuseffekt. Disse klimaændringshensyn indgår i de afgørelser, parterne har truffet i denne sag.