Håndheving av EU-retten

Håndheving av EU-retten

Meddelelse fra Kommisjonen til Europaparlamentet, Rådet, Den europeiske økonomiske og sosiale komite og Regionsutvalget. Håndheving av EU-retten for et Europa som leverer
Communication from the Commission to the European Parliament, the Council, the European Economic and Social Committee and the Committee of the Regions. Enforcing EU law for a Europe that delivers

Svensk departementsnotat offentliggjort 15.11.2022

Nærmere omtale

BAKGRUNN (fra Kommisjonens pressemelding 13.10.2022)



Håndhævelse af EU-retten sikring af borgernes fordele





Europa-Kommissionen har i dag vedtaget en meddelelse om håndhævelse af EU-retten, hvori den redegør for sin indsats for at sikre, at EU-retten overholdes, og for at borgere og virksomheder kan nyde godt af de samme rettigheder i hele EU. Det er takket være den korrekte anvendelse af EU-retten, at folk kan indånde renere luft, rejse og arbejde frit overalt i EU eller få godtgjort udgifter til sundhedsydelser modtaget i udlandet. EU-retten har en reel indvirkning på europæernes dagligdag. Håndhævelse af EU-retten er derfor en topprioritet for Kommissionen.



 Kommissionens bestræbelser på at fremme overholdelse af reglerne begynder på et tidligt tidspunkt, når EU-lovgivningen udformes og vedtages. Kommissionen har truffet en række foranstaltninger til støtte for medlemsstaterne, herunder praktisk vejledning, finansiering og overvågning, for at hindre, at tilsidesættelser af EU-retten overhovedet finder sted. Samtidig tøver Kommissionen, når EU-retten tilsidesættes, ikke med at tage retlige skridt ved at indlede traktatbrudsprocedurer. I de seneste år har Kommissionen iværksat banebrydende procedurer for at beskytte de grundlæggende værdier: lighed, retfærdighed og medborgerskab.



Europa-Kommissionens formand Ursula Ursula von der Leyen udtaler: "EU-retten er det, der gør EU frit, retfærdigt og lige. Det er drivkraften bag et grønnere, mere velstående og digitalt Europa, hvor borgerne kan føle sig sikre og beskyttede. Retten til at leve i et sådant Europa bør tilkomme alle europæere uden undtagelser. Derfor har vi brug for en effektiv, intelligent og strategisk håndhævelse af EU-retten for at sikre, at europæerne og erhvervslivet kan høste det fulde udbytte af, hvad EU kan tilbyde."



Meddelelsen:




  1. Samarbejde med medlemsstaterne



Som traktaternes vogter har Kommissionen det overordnede ansvar for håndhævelse af EU-retten. Samarbejdet med medlemsstaterne er imidlertid afgørende for denne håndhævelse. Anvendelsen og håndhævelsen af EU-retten er resultatet af en samlet indsats fra forskellige aktører såsom nationale domstole, parlamenter, tilsynsmyndigheder, forbruger- eller databeskyttelsesmyndigheder samt civilsamfundet og borgerne. Navnlig de nationale domstole, som er EU-domstole, når de anvender EU-retten, spiller en særlig vigtig rolle i håndhævelseskæden, da det er via dem, at borgerne kan få effektiv adgang til domstolsprøvelse.




  1. Overvågning og tidlig opdagelse af tilsidesættelser af EU-retten



Øget gennemsigtighed og overvågning har vist sig at være effektivt med hensyn til at tilskynde medlemsstaterne til at bevæge sig hurtigere i retning af overholdelse og øge bevidstheden i den brede offentlighed. Resultattavlen for det indre marked, EU's resultattavle for retlige anliggender, det europæiske semesters landespecifikke rapporter, retsstatsrapporten, revisionen af gennemførelsen af miljøreglerne eller Schengenevalueringen er kun nogle af de værktøjer, der bidrager til at identificere potentielle problemer, hvor der kan være behov for håndhævelse af EU-retten. 




  1. Intelligent håndhævelse og forebyggelse af overtrædelser fra begyndelsen



For at forhindre divergerende fortolkninger af nyligt vedtaget EU-lovgivning og for at fremme en fælles forståelse af de gældende regler giver Kommissionen medlemsstaterne praktisk vejledning, afholder møder og tilbyder undervisning. Ud over den tekniske bistand yder Kommissionen også økonomisk støtte. Selv om de midler, der er til rådighed inden for rammerne af de europæiske regional- og strukturfonde eller genopretnings- og resiliensfaciliteten, ikke er håndhævelsesværktøjer, kan de være drivkraften bag forandring og fremskynde gennemførelsen af EU-retten.




  1. Strategisk håndhævelse og traktatbrudsproceduren (EU Pilot)



Kommissionens mål er at sikre, at borgerne og virksomhederne drager fordel af EU-retten så hurtigt som muligt. Dette er grunden til, at Kommissionen i nogle tilfælde, også de mere teknisk prægede, kan beslutte at anvende en procedure forud for traktatbrudsproceduren, kendt som EU Pilot-proceduren, som sandsynligvis vil føre til hurtigere overholdelse af EU-retten end en formel traktatbrudsprocedure ville gøre det. Med tiden har EU Pilot-proceduren vist sin værdi. I 2021 mundede over 80% af EU Pilot-procedurerne ud i et positivt resultat. I de sager, hvor det ikke er tilfældet, indleder Kommissionen traktatbrudsprocedurer.




  1. Håndtering af overtrædelser af EU-retten ved hjælp af retlige skridt



Kommissionens anvendelse af traktatbrudsprocedurer har udviklet sig med tiden, idet man har givet håndteringen af tilsidesættelser med den største indvirkning på borgernes og virksomhedernes interesser højest prioritet. Kommissionen skred ind i spørgsmål vedrørende miljø, digital omstilling og grundlæggende rettigheder. Kommissionen har faktisk taget hidtil usete retlige skridt for at beskytte EU's grundlæggende værdier, herunder ikkeforskelsbehandling af LGBT-personer, mediefrihed, bekæmpelse af racisme og fremmedhad og retsvæsenets uafhængighed. En stor del af sagerne blev desuden indledt på grundlag af Kommissionens egne undersøgelser, hvis antal er steget støt inden for de seneste fem år på trods af diverse kriser. Overordnet set fører traktatbrudsprocedurerne til et positivt resultat, idet over 90 % af sagerne afsluttes, før Kommissionen ser sig nødsaget til at indbringe sagen for EU-Domstolen.




  1. Hurtige og effektive reaktioner på kriser



Kriser eller nødsituationer såsom covid-19-pandemien og den russiske angrebskrig mod Ukraine sætter medlemsstaternes fulde overholdelse af reglerne på prøve. Kommissionen har taget en lang række skridt til at hjælpe medlemsstaterne med at tilpasse sig skiftende omstændigheder, lige fra at foreslå ny lovgivning og tilpasse de gældende regler og til at tilbyde vejledning og økonomisk støtte. Tilsidesættelsesprocedurer er også blevet iværksat, hvor det er nødvendigt, f.eks. for at forhindre eksportrestriktioner og beskytte forbrugernes rettigheder.



Næste skridt



Håndhævelse af EU-retten er ikke en enkeltstående begivenhed, men kræver en støt og vedvarende indsats fra medlemsstaternes og Kommissionens side for at fremme en konsekvent og effektiv anvendelse af EU-reglerne. Kommissionen og medlemsstaterne er i øjeblikket i gang med at gøre status for at sikre, at de bedst mulige håndhævelsesværktøjer er til rådighed, så EU-lovgivningen kan fungere i praksis. Der lægges særlig vægt på bedre overvågning af den korrekte anvendelse af forordningerne og på yderligere at øge gennemsigtigheden i vores håndhævelsesaktiviteter. Kommissionen vil aflægge rapport om resultaterne i 2023.



Baggrund



Medlemsstaternes fuldstændige, hurtige og konsekvente gennemførelse og anvendelse af EU-retten er afgørende for at sikre, at borgere og virksomheder i EU så hurtigt som muligt nyder godt af fordelene ved de regler, som de i fællesskab har vedtaget. Det sikrer, at folk til enhver tid kan regne med, at deres rettigheder respekteres, uanset hvor de bor i EU. Dette gælder især, når det drejer sig om vores fælles værdier, retsstatsprincippet, vores sikkerhed, EU's fire friheder og det indre markeds funktion.



Europa-Kommissionen håndhæver EU-lovgivningen og opretholder traktaterne i sin egenskab af "traktaternes vogter". Denne overordnede rolle giver Kommissionen et centralt ansvar for håndhævelsen. Dette er grundlaget for, at EU kan få mest muligt ud af det indre marked, fremme vores omstilling til et grønnere og mere digitalt Europa, beskytte og fremme vores værdier og sikkerheden i vores Union og garantere lige rettigheder for alle. Centrale arbejdsområder, såsom de årlige retsstatsrapporter, handlingsplanen for europæisk demokrati og den fornyede strategi for gennemførelsen af chartret om grundlæggende rettigheder, udgør tilsammen en betydelig intensivering af indsatsen for at styrke EU's retlige og demokratiske grundlag.



Yderligere oplysninger



Meddelelse: Håndhævelse af EU-lovgivningen for et Europa, der leverer resultater



Faktablad



Anvendelse af EU-retten