Handlingsplan om bruk av e-signaturer og e-identifikasjon i offentlig tjenesteyting over landegrensene
Meddelelse fra Kommisjonen til Europaparlamentet, Rådet, Det europeiske økonomiske og sosiale utvalg og Regionskomiteen: Handlingsplan om bruk av e-signaturer og e-identifikasjon for å gøre det lettere å levere offentlige tjenesteytelser på tvers av grensene i det indre marked
Meddelelse lagt fram av Kommisjonen 28.11.2008
Nærmere omtale
BAKGRUNN (fra kommisjonsmeddelelsen, dansk utgave)
EU har i forbindelse med Lissabonstrategien forpligtet sig til at forbedre det retlige og administrative miljø for at frigøre det erhvervsmæssige potentiale. Hvis de offentlige forvaltninger gøres tilgængelige online, og virksomheder og enkeltpersoner får mulighed for at kommunikere elektronisk med de offentlige forvaltninger på tværs af grænserne, vil det bidrage til at skabe et miljø, som fremmer iværksætterkultur og letter borgernes kontakt med de offentlige myndigheder.
Den elektroniske kommunikation bliver stadig vigtigere på mange områder i det økonomiske og offentlige liv. Offentlige myndigheder i hele Europa er begyndt at tilbyde elektronisk adgang til forvaltningernes tjenesteydelser. I den forbindelse har de især fokuseret på nationale behov og midler, hvilket har medført et komplekst system med forskellige løsninger. Denne situation indebærer en risiko for, at der skabes nye hindringer for virksomhedernes og borgernes adgang til grænseoverskridende markeder og for det indre markeds funktion.
Nogle af de vigtige hindringer for grænseoverskridende adgang til de offentlige forvaltningers elektroniske tjenesteydelser er forbundet med anvendelsen af elektronisk identifikation og elektroniske signaturer. På samme måde som i et ikke-digitalt miljø kan visse elektroniske procedurer nødvendiggøre identifikation og signaturer. Således indebærer adgang til offentlige forvaltningers elektroniske procedurer ofte, at den pågældende borger skal identificere sig (dvs. give forvaltningen mulighed for at sikre sig, at personen er den, han udgiver sig for at være, ved at kontrollere visse personoplysninger [1]). Desuden skal der ofte afgives en elektronisk signatur, så forvaltningen kan identificere underskriveren og sikre sig, at de indsendte data ikke er blevet ændret under overførslen). Den vigtigste hindring i forbindelse hermed er manglen på retlig, teknisk eller organisationsmæssig interoperabilitet på tværs af grænserne.
Den nuværende EU-ramme omfatter horisontale instrumenter og sektorspecifikke instrumenter, der skal fremme og forbedre anvendelsen af e-signaturer og e-identifikation. Direktivet om elektroniske signaturer [2] indeholder bestemmelser om en retlig anerkendelse af elektroniske signaturer og en retlig ramme for at fremme interoperabiliteten heraf. For at sikre en sådan interoperabilitet skal en række praktiske, tekniske og organisationsmæssige krav være opfyldt.
Effektiv interoperabilitet er desuden nødvendig, hvis medlemsstaterne skal kunne opfylde deres retlige forpligtelser i henhold til anden EU-lovgivning, herunder især lovgivning vedrørende det indre marked. Adskillige initiativer vedrørende det indre marked tager sigte på, at virksomhederne skal kunne anvende elektroniske midler, når de kommunikerer med de offentlige myndigheder, gør brug af deres rettigheder og driver forretning på tværs af grænserne.
I henhold til tjenesteydelsesdirektivet er medlemsstaterne forpligtet til inden 2009 [3] at sikre, at leverandører af tjenesteydelser kan gennemføre alle procedurer og formaliteter i forbindelse med udøvelsen af en servicevirksomhed ad elektronisk vej og på afstand. Dette indebærer bl.a. muligheden for identifikation af serviceudbydere på tværs af grænserne og autentifikation af de overførte data.
Direktiverne om offentlige indkøb [4] sigter mod at fremme udviklingen og anvendelsen af elektroniske midler i forbindelse med offentlige indkøbsprocedurer, hvilket giver store potentielle omkostningsbesparelser for virksomhederne [5]. Medlemsstaterne kan regulere i hvilket omfang, elektroniske signaturer påkræves i overensstemmelse med bestemmelserne i direktivet om e-signaturer, og kan begrænse de kontraherende myndigheders valg til kvalificerede signaturer [6].
Elektronisk fakturering - elektronisk overførsel af faktureringsoplysninger (fakturering og betaling) mellem erhvervspartnere (leverandør og køber) - er en væsentlig del af en effektiv finansiel forsyningskæde. I forbindelse med oprettelsen af det fælles eurobetalingsområde gøres der en indsats for at forberede et initiativ om e-fakturering (Europa-Kommissionen har nedsat en ekspertgruppe, som har til opgave at etablere en europæisk ramme for elektronisk fakturering inden 2009), hvilket vil føre til yderligere besparelser for virksomhederne [7].
Formålet med denne handlingsplan er derfor at opstille en omfattende og pragmatisk ramme for opnåelse af interoperable e-signatur- og e-identifikationssystemer, hvilket vil forenkle borgernes og virksomhedernes adgang til grænseoverskridende elektroniske offentlige tjenesteydelser. For at nå dette mål fokuserer handlingsplanen på en række praktiske, organisationsmæssige og tekniske spørgsmål, som supplerer den eksisterende retlige ramme.
1 Identifikation er en proces, hvori der anvendes opgivne eller observerede oplysninger om en enhed for at udlede, hvem enheden er. Termen "identifikation" kaldes også autentifikation af enheder.
2 Direktiv 1999/93/EF, EFT L13 af 19.1.2000, s. 12 og Rapport om Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/93/EF om en fællesskabsramme for elektroniske signaturer, KOM(2006) 120 endelig.
3 Artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked. Fristen for gennemførelsen af tjenesteydelsesdirektivet er den 28. december 2009.
4 Artikel 42, stk. 5, litra b), i og bilag X til direktiv 2004/18/EF og artikel 48, stk. 5, litra b), i og bilag XXIV til direktiv 2004/17/EF om offentlige indkøb.
5 For yderligere oplysninger henvises til handlingsplan for gennemførelsen af lovgivningen om elektronisk baserede offentlige indkøbsprocedurer af 13. december 2004, KOM(2004) 841.
6 Når offentlige indkøbere foretager online-indkøb, skal de kunne modtage og behandle elektroniske udbud på tværs af grænserne. Fulde elektroniske udbud er komplekse dossierer med flere forskellige elektronisk underskrevne dokumenter og attesteringer fra forskellige kilder, nationale oprindelser og tekniske udformninger, herunder certificerede oversættelser (f.eks. for at godkende dokumentation for en serviceudbyders kvalifikationer). Dette betyder, at politiske beslutningstagere skal organisere kompleks elektronisk kommunikation i et åbent kredsløb, dvs. hvor informationsmodtageren (den offentlige indkøber) ikke på forhånd kender alle de potentielle afsendere (tilbudsgivere).
7 Ekspertgruppen om e-fakturering har bl.a. erklæret, at elektronisk fakturering ikke bør besværliggøres af uharmoniserede nationale lovgivninger om elektroniske signaturer. En vurdering af, hvilke følger anvendelsen af elektroniske signaturer har for overholdelsen af momsreglerne (i Rådets direktiv om det fælles merværdiafgiftssystem, 2006/112/EF (artikel 233), henvises der til elektroniske signaturer ved fakturering) og elektronisk fakturering eller de dermed forbundne hindringer samt de nødvendige tiltag til afhjælpning af disse hindringer, ligger uden for denne horisontale handlingsplans anvendelsesområde.
EU har i forbindelse med Lissabonstrategien forpligtet sig til at forbedre det retlige og administrative miljø for at frigøre det erhvervsmæssige potentiale. Hvis de offentlige forvaltninger gøres tilgængelige online, og virksomheder og enkeltpersoner får mulighed for at kommunikere elektronisk med de offentlige forvaltninger på tværs af grænserne, vil det bidrage til at skabe et miljø, som fremmer iværksætterkultur og letter borgernes kontakt med de offentlige myndigheder.
Den elektroniske kommunikation bliver stadig vigtigere på mange områder i det økonomiske og offentlige liv. Offentlige myndigheder i hele Europa er begyndt at tilbyde elektronisk adgang til forvaltningernes tjenesteydelser. I den forbindelse har de især fokuseret på nationale behov og midler, hvilket har medført et komplekst system med forskellige løsninger. Denne situation indebærer en risiko for, at der skabes nye hindringer for virksomhedernes og borgernes adgang til grænseoverskridende markeder og for det indre markeds funktion.
Nogle af de vigtige hindringer for grænseoverskridende adgang til de offentlige forvaltningers elektroniske tjenesteydelser er forbundet med anvendelsen af elektronisk identifikation og elektroniske signaturer. På samme måde som i et ikke-digitalt miljø kan visse elektroniske procedurer nødvendiggøre identifikation og signaturer. Således indebærer adgang til offentlige forvaltningers elektroniske procedurer ofte, at den pågældende borger skal identificere sig (dvs. give forvaltningen mulighed for at sikre sig, at personen er den, han udgiver sig for at være, ved at kontrollere visse personoplysninger [1]). Desuden skal der ofte afgives en elektronisk signatur, så forvaltningen kan identificere underskriveren og sikre sig, at de indsendte data ikke er blevet ændret under overførslen). Den vigtigste hindring i forbindelse hermed er manglen på retlig, teknisk eller organisationsmæssig interoperabilitet på tværs af grænserne.
Den nuværende EU-ramme omfatter horisontale instrumenter og sektorspecifikke instrumenter, der skal fremme og forbedre anvendelsen af e-signaturer og e-identifikation. Direktivet om elektroniske signaturer [2] indeholder bestemmelser om en retlig anerkendelse af elektroniske signaturer og en retlig ramme for at fremme interoperabiliteten heraf. For at sikre en sådan interoperabilitet skal en række praktiske, tekniske og organisationsmæssige krav være opfyldt.
Effektiv interoperabilitet er desuden nødvendig, hvis medlemsstaterne skal kunne opfylde deres retlige forpligtelser i henhold til anden EU-lovgivning, herunder især lovgivning vedrørende det indre marked. Adskillige initiativer vedrørende det indre marked tager sigte på, at virksomhederne skal kunne anvende elektroniske midler, når de kommunikerer med de offentlige myndigheder, gør brug af deres rettigheder og driver forretning på tværs af grænserne.
I henhold til tjenesteydelsesdirektivet er medlemsstaterne forpligtet til inden 2009 [3] at sikre, at leverandører af tjenesteydelser kan gennemføre alle procedurer og formaliteter i forbindelse med udøvelsen af en servicevirksomhed ad elektronisk vej og på afstand. Dette indebærer bl.a. muligheden for identifikation af serviceudbydere på tværs af grænserne og autentifikation af de overførte data.
Direktiverne om offentlige indkøb [4] sigter mod at fremme udviklingen og anvendelsen af elektroniske midler i forbindelse med offentlige indkøbsprocedurer, hvilket giver store potentielle omkostningsbesparelser for virksomhederne [5]. Medlemsstaterne kan regulere i hvilket omfang, elektroniske signaturer påkræves i overensstemmelse med bestemmelserne i direktivet om e-signaturer, og kan begrænse de kontraherende myndigheders valg til kvalificerede signaturer [6].
Elektronisk fakturering - elektronisk overførsel af faktureringsoplysninger (fakturering og betaling) mellem erhvervspartnere (leverandør og køber) - er en væsentlig del af en effektiv finansiel forsyningskæde. I forbindelse med oprettelsen af det fælles eurobetalingsområde gøres der en indsats for at forberede et initiativ om e-fakturering (Europa-Kommissionen har nedsat en ekspertgruppe, som har til opgave at etablere en europæisk ramme for elektronisk fakturering inden 2009), hvilket vil føre til yderligere besparelser for virksomhederne [7].
Formålet med denne handlingsplan er derfor at opstille en omfattende og pragmatisk ramme for opnåelse af interoperable e-signatur- og e-identifikationssystemer, hvilket vil forenkle borgernes og virksomhedernes adgang til grænseoverskridende elektroniske offentlige tjenesteydelser. For at nå dette mål fokuserer handlingsplanen på en række praktiske, organisationsmæssige og tekniske spørgsmål, som supplerer den eksisterende retlige ramme.
1 Identifikation er en proces, hvori der anvendes opgivne eller observerede oplysninger om en enhed for at udlede, hvem enheden er. Termen "identifikation" kaldes også autentifikation af enheder.
2 Direktiv 1999/93/EF, EFT L13 af 19.1.2000, s. 12 og Rapport om Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/93/EF om en fællesskabsramme for elektroniske signaturer, KOM(2006) 120 endelig.
3 Artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked. Fristen for gennemførelsen af tjenesteydelsesdirektivet er den 28. december 2009.
4 Artikel 42, stk. 5, litra b), i og bilag X til direktiv 2004/18/EF og artikel 48, stk. 5, litra b), i og bilag XXIV til direktiv 2004/17/EF om offentlige indkøb.
5 For yderligere oplysninger henvises til handlingsplan for gennemførelsen af lovgivningen om elektronisk baserede offentlige indkøbsprocedurer af 13. december 2004, KOM(2004) 841.
6 Når offentlige indkøbere foretager online-indkøb, skal de kunne modtage og behandle elektroniske udbud på tværs af grænserne. Fulde elektroniske udbud er komplekse dossierer med flere forskellige elektronisk underskrevne dokumenter og attesteringer fra forskellige kilder, nationale oprindelser og tekniske udformninger, herunder certificerede oversættelser (f.eks. for at godkende dokumentation for en serviceudbyders kvalifikationer). Dette betyder, at politiske beslutningstagere skal organisere kompleks elektronisk kommunikation i et åbent kredsløb, dvs. hvor informationsmodtageren (den offentlige indkøber) ikke på forhånd kender alle de potentielle afsendere (tilbudsgivere).
7 Ekspertgruppen om e-fakturering har bl.a. erklæret, at elektronisk fakturering ikke bør besværliggøres af uharmoniserede nationale lovgivninger om elektroniske signaturer. En vurdering af, hvilke følger anvendelsen af elektroniske signaturer har for overholdelsen af momsreglerne (i Rådets direktiv om det fælles merværdiafgiftssystem, 2006/112/EF (artikel 233), henvises der til elektroniske signaturer ved fakturering) og elektronisk fakturering eller de dermed forbundne hindringer samt de nødvendige tiltag til afhjælpning af disse hindringer, ligger uden for denne horisontale handlingsplans anvendelsesområde.