Definisjon av nanomaterialer
Kommisjonsrekommandasjon av 18.10.2011 om definisjonen av nanomaterialer
Commission Recommendation of 18 October 2011 on the definition of nanomaterial
Kommisjonsrekommandasjon publisert i EU-tidende 20.10.2011
Nærmere omtale
BAKGRUNN (fra Kommisjonens pressemelding, dansk utgave)
Hvad er et "nanomateriale"? Europa-Kommissionen udsteder som den første en fælles definition
Bruxelles, den 18. oktober 2011 – "Nanomaterialer" er materialer, hvis hovedbestanddele har en dimension på mellem 1 og 100 milliardtedel af en meter, fastslår Europa-Kommissionen i en henstilling vedtaget i dag. Denne nyhed er et vigtigt skridt i retning af at tilvejebringe en bedre beskyttelse af borgerne, idet det herved klart defineres, hvilke materialer der skal gives særbehandling i forskellige former for særlovgivning.
EU's miljøkommissær, Janez Potočnik, udtalte følgende: "Jeg er glad for at kunne sige, at EU er den første til at foreslå en overordnet definition af nanomaterialer, som kan benyttes i enhver lovregulerende sammenhæng. Vi har formuleret en solid definition, der er baseret på et videnskabeligt videngrundlag og en bred høring. Erhvervslivet har behov for klare og konsekvente lovrammer inden for dette vigtige aktivitetsområde, og forbrugerne skal have korrekt oplysning om disse materialer. Det er et vigtigt skridt hen imod at eliminere de mulige risici for miljøet og menneskers sundhed, samtidig med at det sikres, at denne nye teknologi kan leve op til sine potentielle muligheder."
Nanomaterialer benyttes allerede i hundredevis af applikationer og forbrugsvarer lige fra tandpasta til batterier, malinger og beklædning. Udviklingen af disse innovative materialer er en vigtig drivkraft bag Europas konkurrenceevne, og de frembyder store potentielle muligheder for fremskridt inden for områder som lægemidler, miljøbeskyttelse og energieffektivitet. Men da der er usikkerhed omkring, hvilke risici de frembyder, er der behov for en klar definition af dem for at sikre, at de omfattes af passende kemiske sikkerhedsregler. Definitionen vil være en hjælp for alle implicerede parter, herunder brancheorganisationerne, fordi den harmoniserer det store antal definitioner, der aktuelt benyttes inden for forskellige erhvervssektorer. Definitionen vil blive taget op til nyvurdering i 2014 i lyset af den tekniske og videnskabelige udvikling.
Henstillingen er også et svar på et tilsagn afgivet til Europa-Parlamentet i 2009 om at udstede én definition, som kan finde bred anvendelse i al EU-lovgivning, der vedrører nanomaterialer.
Den definition, der vedtages i dag, bygger på en metode, der tager højde for størrelsen af de partikler, som et materiale er sammensat af, snarere end risikoen. I den nøjagtige ordlyd beskrives et nanomateriale som "et naturligt, tilfældigt opstået eller fremstillet materiale, der består af partikler i ubundet tilstand eller som et aggregat eller som et agglomerat, og hvor mindst 50 % af partiklerne i den antalsmæssige størrelsesfordeling i en eller flere eksterne dimensioner ligger i størrelsesintervallet 1 – 100 nm".
Definitionen bygger på videnskabelig rådgivning fra Den Videnskabelige Komité for Nye og Nyligt Identificerede Sundhedsrisici (SCENIHR) og Det Fælles Forskningscenter (JRC). Definitionen blev i udkastform sendt ud i offentlig høring.
Baggrund
Nanomaterialer er på nuværende tidspunkt underlagt en lang række lovgivningsinstrumenter på EU-plan og nationalt plan. Imidlertid er der i enkeltstående tilfælde blevet formuleret definitioner, der varierer fra sektor til sektor, hvilket skaber unødige byrder for erhvervslivet og hindrer den offentlige debat om risiciene og fordelene ved disse materialer. Ved denne henstilling får EU-lovgiverne en retlig reference for nanomaterialer, når de vedtager ny lovgivning eller gennemfører gældende lovgivning.
Erfaringerne fra den første registreringsfrist (30. november 2010) under REACH, som er EU's overordnede kemikaliepolitik, viste, at virksomhederne har behov for større klarhed omkring deres forpligtelser hvad angår nanomaterialer. REACH spiller en central rolle i forbindelse med at generere information om nanomaterialers egenskaber som kemiske stoffer. Med den vedtagne definition vil det blive nemmere for virksomhederne at vurdere deres registreringssager og fastslå nøjagtigt, hvornår de bør anse deres produkter for at være nanomaterialer.
Yderligere oplysninger:
MEMO/11/704
Hvad er et "nanomateriale"? Europa-Kommissionen udsteder som den første en fælles definition
Bruxelles, den 18. oktober 2011 – "Nanomaterialer" er materialer, hvis hovedbestanddele har en dimension på mellem 1 og 100 milliardtedel af en meter, fastslår Europa-Kommissionen i en henstilling vedtaget i dag. Denne nyhed er et vigtigt skridt i retning af at tilvejebringe en bedre beskyttelse af borgerne, idet det herved klart defineres, hvilke materialer der skal gives særbehandling i forskellige former for særlovgivning.
EU's miljøkommissær, Janez Potočnik, udtalte følgende: "Jeg er glad for at kunne sige, at EU er den første til at foreslå en overordnet definition af nanomaterialer, som kan benyttes i enhver lovregulerende sammenhæng. Vi har formuleret en solid definition, der er baseret på et videnskabeligt videngrundlag og en bred høring. Erhvervslivet har behov for klare og konsekvente lovrammer inden for dette vigtige aktivitetsområde, og forbrugerne skal have korrekt oplysning om disse materialer. Det er et vigtigt skridt hen imod at eliminere de mulige risici for miljøet og menneskers sundhed, samtidig med at det sikres, at denne nye teknologi kan leve op til sine potentielle muligheder."
Nanomaterialer benyttes allerede i hundredevis af applikationer og forbrugsvarer lige fra tandpasta til batterier, malinger og beklædning. Udviklingen af disse innovative materialer er en vigtig drivkraft bag Europas konkurrenceevne, og de frembyder store potentielle muligheder for fremskridt inden for områder som lægemidler, miljøbeskyttelse og energieffektivitet. Men da der er usikkerhed omkring, hvilke risici de frembyder, er der behov for en klar definition af dem for at sikre, at de omfattes af passende kemiske sikkerhedsregler. Definitionen vil være en hjælp for alle implicerede parter, herunder brancheorganisationerne, fordi den harmoniserer det store antal definitioner, der aktuelt benyttes inden for forskellige erhvervssektorer. Definitionen vil blive taget op til nyvurdering i 2014 i lyset af den tekniske og videnskabelige udvikling.
Henstillingen er også et svar på et tilsagn afgivet til Europa-Parlamentet i 2009 om at udstede én definition, som kan finde bred anvendelse i al EU-lovgivning, der vedrører nanomaterialer.
Den definition, der vedtages i dag, bygger på en metode, der tager højde for størrelsen af de partikler, som et materiale er sammensat af, snarere end risikoen. I den nøjagtige ordlyd beskrives et nanomateriale som "et naturligt, tilfældigt opstået eller fremstillet materiale, der består af partikler i ubundet tilstand eller som et aggregat eller som et agglomerat, og hvor mindst 50 % af partiklerne i den antalsmæssige størrelsesfordeling i en eller flere eksterne dimensioner ligger i størrelsesintervallet 1 – 100 nm".
Definitionen bygger på videnskabelig rådgivning fra Den Videnskabelige Komité for Nye og Nyligt Identificerede Sundhedsrisici (SCENIHR) og Det Fælles Forskningscenter (JRC). Definitionen blev i udkastform sendt ud i offentlig høring.
Baggrund
Nanomaterialer er på nuværende tidspunkt underlagt en lang række lovgivningsinstrumenter på EU-plan og nationalt plan. Imidlertid er der i enkeltstående tilfælde blevet formuleret definitioner, der varierer fra sektor til sektor, hvilket skaber unødige byrder for erhvervslivet og hindrer den offentlige debat om risiciene og fordelene ved disse materialer. Ved denne henstilling får EU-lovgiverne en retlig reference for nanomaterialer, når de vedtager ny lovgivning eller gennemfører gældende lovgivning.
Erfaringerne fra den første registreringsfrist (30. november 2010) under REACH, som er EU's overordnede kemikaliepolitik, viste, at virksomhederne har behov for større klarhed omkring deres forpligtelser hvad angår nanomaterialer. REACH spiller en central rolle i forbindelse med at generere information om nanomaterialers egenskaber som kemiske stoffer. Med den vedtagne definition vil det blive nemmere for virksomhederne at vurdere deres registreringssager og fastslå nøjagtigt, hvornår de bør anse deres produkter for at være nanomaterialer.
Yderligere oplysninger:
MEMO/11/704