Bekjempelse av ulovlig innhold på nettet
Kommisjonsrekommandasjon (EU) 2018/334 av 1. mars 2018 om tiltak for effektiv bekjempelse av ulovlig innhold på nettet
Commission Recommendation (EU) 2018/334 of 1 March 2018 on measures to effectively tackle illegal content online
Høring om ytterligere tiltak igangsatt av Kommisjonen 30.4.2018
Nærmere omtale
BAKGRUNN (fra kommisjonsrekommandasjonen, dansk utgave)
(1) Internetudbydere og andre tjenesteydere, der er aktive på internettet, bidrager i betydelig grad til innovation, økonomisk vækst og jobskabelse i Unionen. Mange af disse tjenesteydere spiller en afgørende rolle i den digitale økonomi ved at skabe forbindelse mellem erhvervslivet og borgerne og ved at lette offentlig debat samt formidling og modtagelse af faktuelle oplysninger, synspunkter og idéer. Imidlertid misbruges deres tjenester i visse tilfælde af tredjemand til at udføre ulovlige aktiviteter på nettet, f.eks. udbredelse af terrorrelaterede oplysninger, seksuelt misbrug af børn, ulovlige hadefulde udtalelser eller overtrædelse af lovgivningen om forbrugerbeskyttelse, som kan undergrave brugernes tillid og skade tjenesteydernes forretningsmodeller. I visse tilfælde kan de berørte tjenesteydere endda opnå fordele af sådanne aktiviteter, f.eks. som følge af, at ophavsretligt beskyttet indhold gøres tilgængeligt uden tilladelse fra rettighedshaverne.
(2) Tilstedeværelsen af ulovligt indhold på nettet har alvorlige negative konsekvenser for brugerne, for andre berørte borgere og virksomheder og for samfundet som helhed. I betragtning af deres centrale rolle og de teknologiske midler og kapaciteter, der er forbundet med de tjenester, som de leverer, har udbydere af onlinetjenester et særligt samfundsmæssigt ansvar for at medvirke til at bekæmpe ulovligt indhold, der udbredes gennem brug af deres tjenester.
(3) Da en hurtig indsats for at fjerne eller deaktivere adgangen til ulovligt indhold ofte er afgørende for at begrænse større udbredelse og skade, indebærer dette ansvar blandt andet, at de pågældende tjenesteydere bør være i stand til hurtigt at træffe beslutning om mulige foranstaltninger over for ulovligt indhold på nettet. Tjenesteydernes ansvar indebærer også, at de bør indføre effektive og passende beskyttelsesforanstaltninger, navnlig for at sikre, at de handler med omhu og på en forholdsmæssigt afpasset måde, og for at forhindre utilsigtet fjernelse af indhold, der ikke er ulovligt.
(4) Mange udbydere af onlinetjenester har erkendt dette ansvar og handlet derefter. På kollektivt plan er der gjort væsentlige fremskridt gennem frivillige aftaler af forskellig art, herunder EU's internetforum om terrorrelateret indhold på nettet, adfærdskodeksen om bekæmpelse af ulovlige hadefulde udtalelser på internettet og aftalememorandummet om salg af varemærkeforfalskede varer via internettet. På trods af dette engagement og de fremskridt, der er gjort, er ulovligt indhold imidlertid fortsat et alvorligt problem i Unionen.
(5) Under indtryk af rækken af terroranslag i EU og spredningen af terrorpropaganda på internettet erklærede Det Europæiske Råd af 22.-23. juni 2017, at det forventede, at »industrien (…) udvikler nye teknologier og værktøjer til at forbedre den automatiske påvisning og fjernelse af indhold, som tilskynder til terroristiske aktiviteter«. Europa-Parlamentet opfordrede i sin beslutning af 15. juni 2017 indtrængende onlineplatformene til at »styrke foranstaltninger til bekæmpelse af ulovligt og skadeligt indhold på internettet«. Inden for rammerne af EU's internetforum har medlemsstaternes ministre gentagne gange opfordret virksomhederne til at anlægge en mere proaktiv tilgang til beskyttelse af deres brugere mod terrorrelateret indhold. Hvad angår intellektuel ejendomsret opfordrede Rådet i sine konklusioner af 4. december 2014 om håndhævelse af sådanne rettigheder Kommissionen til at overveje at anvende de eksisterende værktøjer til identifikation af personer, der krænker intellektuelle ejendomsrettigheder, samt overveje mellemleddenes rolle i bekæmpelsen af krænkelser af intellektuel ejendomsret.
(6) Den 28. september 2017 vedtog Kommissionen en meddelelse med vejledning om det ansvar, der påhviler udbydere af onlinetjenester, med hensyn til ulovligt indhold på nettet. Heri anførte Kommissionen, at den bl.a. ud fra en vurdering af fremskridtene på grundlag af frivillige ordninger ville overveje, om der var behov for yderligere foranstaltninger. Nærværende henstilling er en opfølgning på Kommissionens meddelelse; den afspejler ambitionsniveauet i meddelelsen og er et redskab til gennemførelse af den, idet der samtidig tages behørigt hensyn til og bygges videre på de betydelige fremskridt, der er gjort gennem de frivillige ordninger.
(7) Med henstillingen anerkender Kommissionen, at der bør tages behørigt hensyn til de særlige forhold i forbindelse med bekæmpelse af forskellige former for ulovligt indhold på nettet og de særlige initiativer, der måtte være nødvendige, herunder gennem målrettede lovgivningsmæssige foranstaltninger. For eksempel vedtog Kommissionen i anerkendelse af behovet for sådanne specifikke lovgivningsforanstaltninger den 25. maj 2016 et forslag om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU i betragtning af de ændrede markedsforhold. Den 14. september 2016 vedtog den også et forslag til direktiv om ophavsret på det digitale indre marked, som indeholder en forpligtelse for visse tjenesteydere til, i samarbejde med rettighedshaverne, at tage skridt til at sikre, at aftaler med rettighedshavere om anvendelsen af deres værker eller andre frembringelser fungerer efter hensigten, og forhindre, at værker eller andre frembringelser, som rettighedshaverne har udpeget gennem samarbejdet med disse tjenesteydere, er tilgængelige via sidstnævntes tjenester. Nærværende henstilling berører ikke disse lovgivningsmæssige foranstaltninger og forslag.
(8) I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF kan visse udbydere af onlinetjenester, herunder hostingtjenester, som omhandlet i direktivets artikel 14, fritages for ansvar på visse betingelser. For at være omfattet af denne ansvarsfritagelse skal hostingtjenesteyderne straks tage skridt til at fjerne ulovligt indhold, som de lagrer, så snart de får konkret kendskab hertil og, for så vidt angår erstatningskrav, kendskab til forhold eller omstændigheder, hvoraf den ulovlige aktivitet eller information fremgår. Et sådant kendskab kan de bl.a. få gennem anmeldelser, som de modtager. Som sådan udgør direktiv 2000/31/EF grundlaget for at fastlægge procedurer for fjernelse af ulovligt indhold og for deaktivering af adgangen hertil. Nævnte direktiv giver også medlemsstaterne mulighed for at kræve, at de berørte tjenesteydere udviser rettidig omhu med hensyn til ulovligt indhold, som de måtte lagre.
(9) Når der træffes foranstaltninger over for ulovligt indhold på nettet, skal medlemsstaterne respektere oprindelseslandsprincippet, der er fastsat i direktiv 2000/31/EF. Medlemsstaterne må således ikke af grunde, der henhører under det koordinerede område som defineret i samme direktiv, begrænse adgangen for tjenesteydere, der er etableret i en anden medlemsstat, til at levere informationssamfundstjenester, idet der dog er mulighed for at fravige denne bestemmelse under visse betingelser som fastsat i nævnte direktiv.
(10) Desuden fastsætter en række andre EU-retsakter en retlig ramme for visse særlige typer af ulovligt indhold, der er tilgængelige og udbredes via nettet. Navnlig kræver Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU, at medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at fjerne websider, der indeholder eller udbreder børnepornografi, og tillader dem at blokere adgangen til sådanne websider, idet der dog gælder visse sikkerhedsgarantier. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541, som skal være gennemført i national ret senest den 8. september 2018, indeholder tilsvarende bestemmelser for indhold på nettet, der udgør en offentlig opfordring til at begå en terrorhandling. Direktiv (EU) 2017/541 fastsætter også minimumsregler vedrørende definitionen af strafbare handlinger i forbindelse med terrorhandlinger, lovovertrædelser med forbindelse til en terrorgruppe og lovovertrædelser med forbindelse til terroraktiviteter. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF kan de kompetente retslige myndigheder udstede påbud over for en mellemmand, hvis tjenesteydelser anvendes af tredjemand til at krænke en intellektuel ejendomsret.
(11) Navnlig på denne baggrund har nogle medlemsstater siden vedtagelsen af direktiv 2000/31/EF indført bestemmelser om »anmeldelses- og indgrebsordninger« som supplement til de frivillige foranstaltninger, der træffes af visse udbydere af onlinetjenester. Andre medlemsstater overvejer at indføre sådanne bestemmelser. Generelt er formålet med disse ordninger at gøre det lettere at anmelde indhold, som anmelderen anser for at være ulovligt indhold, til den berørte hostingtjenesteyder (anmeldelsesdelen), som derefter afgør, om vedkommende er enig i denne vurdering og vil fjerne det pågældende indhold eller deaktivere adgangen hertil (indgrebsdelen). Der er voksende forskelle mellem disse nationale bestemmelser. Som følge heraf kan de berørte tjenesteydere være omfattet af en række retlige krav, der varierer i indhold og rækkevidde.
(12) Af hensyn til det indre marked og for at sikre en effektiv bekæmpelse af ulovligt indhold på nettet samt garantere den afbalancerede tilgang, der tilstræbes med direktiv 2000/31/EF, er det nødvendigt at fastsætte visse hovedprincipper, der bør fungere som retningslinjer for medlemsstaterne og de pågældende tjenesteydere i denne henseende.
(13) Disse principper bør fastsættes og anvendes under fuld overholdelse af de grundlæggende rettigheder, der er beskyttet i Unionens retsorden, og navnlig dem, der er sikret i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Ulovligt indhold på nettet bør bekæmpes med passende og solide beskyttelsesforanstaltninger for at sikre, at de forskellige grundlæggende rettigheder, der står på spil, beskyttes for alle berørte parter. Disse rettigheder omfatter, alt efter omstændighederne, retten til ytringsfrihed, herunder retten til at modtage og videregive oplysninger, retten til respekt for en persons privatliv og beskyttelse af personoplysninger samt retten til en effektiv retsbeskyttelse af brugerne af de pågældende tjenester. De kan også omfatte friheden til at oprette og drive egen virksomhed, herunder aftalefrihed, for hostingtjenesteydere, såvel som børns rettigheder samt beskyttelse af ejendomsretten, herunder intellektuel ejendomsret, retten til menneskelig værdighed og retten til ikkeforskelsbehandling for visse andre berørte parter. Når hostingtjenesteydere beslutter at fjerne eller deaktivere adgangen til indhold, som de lagrer, bør de tage behørigt hensyn til deres brugeres grundlæggende rettigheder og legitime interesser samt den centrale rolle, som disse tjenesteydere generelt spiller med hensyn til at fremme offentlig debat samt formidling og modtagelse af oplysninger, synspunkter og idéer i overensstemmelse med lovgivningen.
(14) I overensstemmelse med den horisontale tilgang, der ligger til grund for den ansvarsfritagelse, der er fastsat i artikel 14 i direktiv 2000/31/EF, bør denne henstilling anvendes på enhver form for indhold, som ikke er i overensstemmelse med EU-retten eller med medlemsstaternes lovgivning, uanset lovgivningens art eller særlige genstand. Det er tilstrækkeligt at tage hensyn til lovgivningen i de medlemsstater, der er berørt af den pågældende tjenesteydelse, navnlig lovgivningen i de medlemsstater, på hvis område hostingtjenesteyderen er etableret, eller hvor tjenesterne ydes. I forbindelse med gennemførelsen af denne henstilling bør der også tages behørigt hensyn til grovheden af det ulovlige indhold og enhver form for potentiel skade forårsaget af det ulovlige indhold, som kan hænge nøje sammen med, hvor hurtigt der gribes ind; desuden bør det overvejes, hvad der med rimelighed kan forventes af hostingtjenesteyderen, idet der, hvor det er relevant, tages hensyn til teknologiens udviklingsstade og anvendelsesmuligheder. Der bør endvidere tages behørigt hensyn til de relevante forskelle, der måtte være mellem forskellige former for ulovligt indhold, og de foranstaltninger, der skal træffes for at bekæmpe dem.
(15) Hostingtjenesteydere spiller en særlig vigtig rolle i bekæmpelsen af ulovligt indhold på nettet, da de lagrer oplysninger, der leveres af deres brugere og på disses anmodning, og giver andre brugere adgang hertil, ofte i stor skala. Denne henstilling vedrører derfor først og fremmest disse tjenesteyderes aktiviteter og ansvar. Hvor det er hensigtsmæssigt, kan henstillingen dog også anvendes tilsvarende på andre berørte udbydere af onlinetjenester. Da formålet med denne henstilling er at imødegå de risici, der er forbundet med ulovligt indhold på nettet, og som berører forbrugere i Unionen, vedrører den alle hostingtjenesteyderes aktiviteter, uanset om tjenesteyderne er etableret i Unionen eller i et tredjeland, forudsat at de retter deres virksomhed mod forbrugere, der har bopæl i Unionen.
(16) Ordninger for anmeldelse til hostingtjenesteydere af indhold, der anses for at være ulovligt indhold, er et vigtigt middel til bekæmpelse af ulovligt indhold på nettet. Sådanne ordninger bør gøre det let at indgive anmeldelse for alle personer og enheder, som ønsker at gøre dette. Derfor bør disse ordninger være let tilgængelige og lette at anvende for alle brugere. Hostingtjenesteyderne bør dog have frihed til at vælge, f.eks. hvilket format anmeldelserne skal have, og hvilken teknologi der skal anvendes, så de kan indføre effektive løsninger, og så de ikke pålægges uforholdsmæssigt store byrder.
(17) I overensstemmelse med Domstolens retspraksis vedrørende artikel 14 i direktiv 2000/31/EF bør anmeldelserne være tilstrækkeligt præcise og underbyggede, således at den hostingtjenesteyder, der modtager dem, kan træffe en informeret og velovervejet beslutning om, hvordan der skal følges op på anmeldelsen. Det bør derfor så vidt muligt sikres, at dette kriterium opfyldes. Men uanset om en given anmeldelse fører til et kendskab som omhandlet i direktivets artikel 14, skal den vurderes i lyset af de særlige forhold i den enkelte sag og under hensyntagen til, at et sådan kendskab også kan opnås på andre måder end gennem anmeldelser.
(18) Generelt behøver hostingtjenesteyderen ikke at kende en anmelders kontaktoplysninger for at kunne træffe en informeret og velovervejet beslutning om opfølgningen af en anmeldelse. Hvis der stilles krav om, at anmelderen skal anføre sine kontaktoplysninger, vil det kunne indebære en hindring for anmeldelse. Hvis hostingtjenesteyderen skal kunne give feedback, er kontaktoplysningerne dog nødvendige. Det bør derfor være muligt, men ikke et krav, at anmelderen også anfører sine kontaktoplysninger.
(19) For at øge gennemsigtigheden og nøjagtigheden i anmeldelses- og indgrebsordningerne og give mulighed for at klage, hvor det er nødvendigt, bør hostingtjenesteyderne, såfremt anmelderens og/eller indholdsleverandørens kontaktoplysninger er kendt, rettidigt og på passende vis underrette disse personer om, hvilke skridt der er taget som led i de nævnte ordninger, navnlig om deres beslutninger om det indhold, som anmelderen har anmodet om at få fjernet eller deaktiveret adgangen til. Hostingtjenesteyderens underretninger bør være forholdsmæssige, idet de bør svare til, hvad de berørte personer har anmeldt eller anfægtet, rumme passende og differentierede løsninger og ikke føre til uforholdsmæssigt store byrder for tjenesteyderne.
(20) For at sikre gennemsigtighed og retfærdighed og for at undgå utilsigtet fjernelse af indhold, der ikke er ulovligt indhold, bør indholdsleverandørerne principielt underrettes om en beslutning om at fjerne eller deaktivere adgangen til indhold, der lagres på deres anmodning, og få mulighed for at anfægte denne beslutning med henblik på eventuelt at få beslutningen omgjort, uanset om den blev truffet på grundlag af en anmeldelse, en indberetning eller hostingtjenesteyderens egne proaktive foranstaltninger.
(21) I betragtning af karakteren af det pågældende indhold, formålet med en sådan anfægtelsesprocedure og den ekstra byrde, den medfører for hostingtjenesteyderen, er det dog ikke berettiget at henstille, at der foretages en sådan underretning om en beslutning og muligheden for anfægtelse af beslutningen, hvis det er tydeligt, at det pågældende indhold er ulovligt indhold og vedrører alvorlige strafbare handlinger, der indebærer en trussel mod personers liv eller sikkerhed som fastsat i direktiv (EU) 2017/541 og direktiv 2011/93/EU. I visse tilfælde kan det herudover af hensyn til den offentlige orden og den offentlige sikkerhed og navnlig af hensyn til forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af strafbare handlinger være berettiget ikke direkte at underrette den pågældende indholdsleverandør. Hostingtjenesteyderne bør derfor undlade at gøre dette, hvis en kompetent myndighed har indgivet en anmodning herom, der er begrundet i hensynet til den offentlige orden og den offentlige sikkerhed, så længe denne begrundelse gælder. For så vidt dette indebærer en begrænsning af retten til at blive informeret i forbindelse med behandlingen af personoplysninger, finder de relevante betingelser fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 anvendelse.
(22) Anmeldelses- og indgrebsordningerne bør på ingen måde påvirke de berørte parters ret til at indlede en retssag i overensstemmelse med gældende lovgivning med hensyn til indhold, der anses for ulovligt indhold, eller hostingtjenesteyderes eventuelle foranstaltninger truffet i denne henseende. Ordninger for udenretslig bilæggelse af tvister, der opstår i denne forbindelse, kan være et vigtigt alternativ til retssager, især når de giver mulighed for effektiv, billig og hurtig bilæggelse af sådanne tvister. Udenretslig tvistbilæggelse bør derfor fremmes, forudsat at de relevante ordninger opfylder visse standarder, navnlig med hensyn til en retfærdig rettergang, parternes uændrede adgang til domstolsprøvelse, og at misbrug undgås.
(23) For bedre at kunne vurdere virkningen af anmeldelses- og indgrebsordningerne og hostingtjenesteydernes øvrige aktiviteter med hensyn til indhold, der anses for ulovligt indhold, og for at sikre ansvarligheden, bør der være åbenhed over for offentligheden. Hostingtjenesteyderne bør derfor regelmæssigt offentliggøre rapporter om disse ordninger og andre aktiviteter, som bør være tilstrækkeligt fyldestgørende og detaljerede, så der gives en passende indsigt. De bør også skabe forudgående klarhed i deres brugsvilkår om deres politik for fjernelse eller deaktivering af adgangen til det indhold, som de lagrer, herunder ulovligt indhold.
(24) Ud over anmeldelses- og indgrebsordningerne kan forholdsmæssige og særlige proaktive foranstaltninger, der træffes frivilligt af hostingtjenesteyderne, herunder i visse tilfælde også ved anvendelse af automatiske metoder, være et vigtigt element i bekæmpelsen af ulovligt indhold på nettet, jf. dog artikel 15, stk. 1, i direktiv 2000/31/EF. I forbindelse med sådanne proaktive foranstaltninger bør der tages hensyn til hostingtjenesteydere, som på grund af deres størrelse eller rækkevidden af deres aktiviteter har begrænsede ressourcer og begrænset ekspertise, og til behovet for, at sådanne foranstaltninger ledsages af effektive og passende beskyttelsesforanstaltninger.
(25) Det kan navnlig være hensigtsmæssigt at træffe sådanne proaktive foranstaltninger i tilfælde, hvor indholdets ulovlige karakter allerede er fastslået, eller hvor indholdet er af en sådan art, at det ikke er afgørende at kende den nærmere sammenhæng. Det kan også afhænge af de påtænkte foranstaltningers karakter, omfang og formål, af det pågældende indholds art, af hvorvidt indholdet er indberettet af de retshåndhævende myndigheder eller Europol, og af om der allerede er truffet foranstaltninger vedrørende indholdet, fordi det anses for at være ulovligt indhold. Hostingtjenesteyderne bør navnlig træffe proaktive foranstaltninger til at opdage og forhindre udbredelse af materiale vedrørende seksuelt misbrug af børn i overensstemmelse med de forpligtelser, der er indgået som led i den globale alliance mod seksuelt misbrug af børn på nettet.
(26) Kommissionen har i denne forbindelse i sin meddelelse af 28. september 2017 om bekæmpelse af ulovligt indhold på nettet givet udtryk for, at sådanne frivillige proaktive foranstaltninger ikke i sig selv fører til tab af ansvarsfritagelsen for den berørte hostingtjenesteyder som fastsat i artikel 14 i direktiv 2000/31/EF.
(27) Det er vigtigt, at enhver foranstaltning til bekæmpelse af ulovligt indhold på nettet er underlagt effektive og passende beskyttelsesforanstaltninger med henblik på at sikre, at hostingtjenesteyderne handler med omhu og på en forholdsmæssigt afpasset måde, når de fastsætter og håndhæver deres politikker vedrørende det indhold, de lagrer, herunder ulovligt indhold, således at det navnlig sikres, at brugerne frit kan modtage og videregive information på nettet i overensstemmelse med gældende lovgivning. Ud over de beskyttelsesforanstaltninger, der er fastlagt i gældende lovgivning, for eksempel vedrørende beskyttelse af personoplysninger, bør der fastlægges og anvendes særlige beskyttelsesforanstaltninger, især menneskelige tilsyns- og kontrolforanstaltninger, hvor det er relevant, i forbindelse med anvendelsen af automatiske metoder for at undgå utilsigtede og fejlagtige beslutninger.
(28) Der bør sikres et smidigt, effektivt og hensigtsmæssigt samarbejde mellem de kompetente myndigheder og hostingtjenesteyderne i bekæmpelsen af ulovligt indhold på nettet. I dette samarbejde kan der med fordel indhentes bistand fra Europol, hvor det er relevant, for eksempel i bekæmpelsen af terrorisme og seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn, børnepornografi og hvervning af børn til seksuelle formål. For at lette dette samarbejde bør medlemsstaterne og hostingtjenesteyderne udpege kontaktpunkter, og der bør fastlægges procedurer for behandling af indberetninger fra myndighederne, idet disse indberetninger gives høj prioritet, og der udvises en passende grad af tillid til deres korrekthed, i betragtning af disse myndigheders særlige ekspertise og ansvar. For effektivt at bekæmpe visse særligt alvorlige strafbare handlinger, f.eks. handlinger, der er fastsat i direktiv (EU) 2017/541 og direktiv 2011/93/EU, som hostingtjenesteyderne måtte blive opmærksomme på, når de udfører deres aktiviteter, bør medlemsstaterne tilskyndes til at gøre brug af muligheden, jf. artikel 15, stk. 2, i direktiv 2000/31/EF, for at vedtage lovgivning om indberetningskrav i overensstemmelse med gældende lovgivning, navnlig forordning (EU) 2016/679.
(29) Ud over de kompetente myndigheder kan visse personer eller enheder, herunder ikkestatslige organisationer og erhvervsorganisationer, også have særlig ekspertise og ønske om på frivillig basis at påtage sig et vist ansvar i forbindelse med bekæmpelse af ulovligt indhold på nettet. I lyset af sådanne troværdige meddeleres merværdi og det til tider høje antal anmeldelser bør samarbejdet mellem troværdige meddelere og hostingtjenesteyderne fremmes, navnlig ved, at anmeldelser fra disse meddelere gives høj prioritet, og at der udvises en passende grad af tillid til deres korrekthed. I overensstemmelse med deres særlige status bør samarbejdet imidlertid kun være åbent for fysiske personer og enheder, der respekterer de værdier, som Unionen bygger på, jf. artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union, og som opfylder visse relevante betingelser, der endvidere bør være klare og objektive og gøres offentligt tilgængeligt.
(30) Bekæmpelse af ulovligt indhold på nettet kræver en holistisk tilgang, da dette indhold ofte flyttes fra den ene hostingtjenesteyder til den anden, og der er tendens til, at det svageste led i kæden udnyttes. Det er derfor afgørende med et samarbejde, der navnlig omfatter udveksling af erfaringer på frivillig basis, teknologiske løsninger og bedste praksis. Dette samarbejde er særlig vigtigt for hostingtjenesteydere, som på grund af deres størrelse eller rækkevidden af deres aktiviteter har begrænsede ressourcer og begrænset ekspertise.
(31) Terrorisme indebærer ulovlig og vilkårlig brug af vold og intimidering af borgere. Terroristerne bruger i stadig højere grad internettet til at udbrede terrorpropaganda og anvender ofte avancerede metoder til at sikre deres propaganda en hurtig og vid udbredelse. Selv om der er sket fremskridt, navnlig inden for rammerne af EU's internetforum, er der fortsat et presserende behov for en hurtigere og mere effektiv reaktion på terrorrelateret indhold på nettet samt behov for, at hostingtjenesteydere, der deltager i EU's internetforum, fuldt ud lever op til deres tilsagn om en effektiv og fuldstændig underretning.
(32) I lyset af de særlige forhold, der gør sig gældende i forbindelse med bekæmpelse af terrorrelateret indhold på nettet, bør de generelle henstillinger vedrørende bekæmpelse af ulovligt indhold suppleres med visse henstillinger, der specifikt vedrører bekæmpelse af terrorrelateret indhold på nettet, og som bygger videre på og konsoliderer arbejdet inden for rammerne af EU's internetforum.
(33) I betragtning af de alvorlige risici, der er forbundet med terrorrelateret indhold, og hostingtjenesteydernes centrale rolle i udbredelsen af dette indhold, bør hostingtjenesteydere træffe alle rimelige foranstaltninger til at sikre, at de ikke giver adgang til terrorindhold, og om muligt forhindre, at de lagrer dette indhold, uden at dette dog indskrænker deres mulighed for at fastsætte og håndhæve deres brugsvilkår, behovet for effektive og passende beskyttelsesforanstaltninger og bestemmelserne i artikel 14 i direktiv 2000/31/EF.
(34) Disse foranstaltninger bør navnlig omfatte samarbejde med kompetente myndigheder og Europol vedrørende indberetninger, der er en bestemt form for anmeldelse til hostingtjenesteyderne, som er tilpasset de særlige forhold i forbindelse med bekæmpelse af terrorrelateret indhold. Når de kompetente myndigheder og Europol indgiver indberetninger, bør de kunne anmode hostingtjenesteyderne om at fjerne eller deaktivere adgangen til indhold, som de anser for at være terrorrelateret indhold, enten med henvisning til den relevante gældende lovgivning eller til den berørte hostingtjenesteyders brugsvilkår. Disse indberetningsordninger bør anvendes sideløbende med ordningerne for indgivelse af anmeldelser, herunder fra troværdige meddelere, som også kan anvendes til anmeldelse af indhold, der anses for at være terrorrelateret indhold.
(35) Da terrorrelateret indhold typisk forvolder mest skade inden for den første time, efter at det er offentliggjort på nettet, og i betragtning af de kompetente myndigheders og Europols særlige ekspertise og ansvarsområder, bør hostingtjenesteyderne som hovedregel vurdere indberetninger og om nødvendigt skride til handling inden for en time.
(36) Foranstaltninger til bekæmpelse af terrorrelateret indhold bør også omfatte forholdsmæssige og særlige proaktive foranstaltninger, herunder brug af automatiserede metoder, med henblik på at opdage, identificere og hurtigt fjerne eller deaktivere adgangen til terrorrelateret indhold og sikre, at indholdet ikke uploades igen, jf. dog artikel 15, stk. 1, i direktiv 2000/31/EF. I denne forbindelse bør der tages hensyn til behovet for passende og effektive beskyttelsesforanstaltninger, navnlig dem, der anbefales i kapitel II i denne henstilling.
(37) Samarbejde, både mellem hostingtjenesteyderne indbyrdes og mellem disse og de kompetente myndigheder, er af afgørende betydning i indsatsen for at bekæmpe terrorrelateret indhold på nettet. Navnlig teknologiske værktøjer, der giver mulighed for automatiseret opdagelse af indhold, som f.eks. databasen over digitale fingeraftryk, kan bidrage til at nå målet om at forhindre udbredelse af terrorindhold ud over forskellige hostingtjenester. Et sådant samarbejde samt udvikling, drift og udveksling af teknologiske værktøjer bør fremmes, idet der gøres brug af Europols ekspertise, hvor det er relevant. Disse samarbejdsbestræbelser er navnlig vigtige for at sætte hostingtjenesteydere, der på grund af deres størrelse eller rækkevidden af deres aktiviteter har begrænsede ressourcer og begrænset ekspertise, i stand til at reagere effektivt og hurtigt på indberetninger fra myndighederne og træffe proaktive foranstaltninger, således som anbefalet.
(38) Der bør deltage så mange relevante hostingtjenesteydere som muligt i disse samarbejdsbestræbelser, og alle deltagende hostingtjenesteydere bør medvirke til at sikre, at værktøjerne anvendes bedst muligt og mest muligt. Der bør også tilskyndes til indgåelse af samarbejdsaftaler mellem alle relevante parter, herunder eventuelt Europol, da sådanne aftaler kan bidrage til at sikre en konsekvent og effektiv tilgang og give mulighed for udveksling af relevante erfaringer og ekspertise.
(39) For at sikre, at den grundlæggende ret til beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og fri udveksling af personoplysninger overholdes, bør behandling af personoplysninger som led i foranstaltninger, der træffes i medfør af denne henstilling, være i fuld overensstemmelse med reglerne for databeskyttelse, navnlig forordning (EU) 2016/679 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680, og bør overvåges af de kompetente tilsynsmyndigheder.
(40) I denne henstilling overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som navnlig anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Henstillingen tilstræber navnlig fuld overholdelse af chartrets artikel 1, 7, 8, 10, 11, 16, 17, 21, 24 og 47.
(41) Kommissionen agter nøje at overvåge alle foranstaltninger, der træffes i medfør af denne henstilling. Medlemsstaterne og hostingtjenesteyderne bør derfor være rede til på Kommissionens anmodning at forelægge denne alle relevante oplysninger, som de med rimelighed kan forventes at fremlægge, for at muliggøre en sådan overvågning. På grundlag af de således indhentede oplysninger og alle andre tilgængelige oplysninger, herunder rapportering på grundlag af de forskellige frivillige ordninger, vil Kommissionen vurdere virkningerne af denne henstilling og afgøre, om yderligere foranstaltninger, herunder forslag om bindende EU-retsakter, er nødvendige. I betragtning af de særlige forhold i forbindelse med bekæmpelse af terrorrelateret indhold på nettet og opgavens hastende karakter bør overvågningen og vurderingen foretages på grundlag af detaljerede oplysninger og ske særlig hurtigt, dvs. senest tre måneder efter offentliggørelsen af denne henstilling, mens den for andre former for ulovligt indhold passende kan foretages seks måneder efter offentliggørelsen —