Meddelelse fra Kommisjonen til Europaparlamentet, Rådet, Den europeiske økonomiske og sosiale komite og Regionsutvalget. Europeisk klimapakt
Europeisk klimapakt
Dansk departementsnotat offentliggjort 8.1.2021
Bakgrunn
BAKGRUNN (fra Kommisjonens pressemelding 9.12.2020)
Den europæiske klimapagt: et grønnere Europa gennem borgerindflydelse
Europa-Kommissionen lancerede i dag den europæiske klimapagt — et initiativ, der omfatter hele EU, og som giver borgere, lokalsamfund og organisationer mulighed for at deltage i klimaindsatsen og opbygge et grønnere Europa. Klimapagten, som er en del af den europæiske grønne pagt, giver alle borgere mulighed for at deltage i informationsudveksling, debattere og gøre noget ved klimakrisen som del af en stadig voksende europæisk klimabevægelse.
Europa-Kommissionens ledende næstformand med ansvar for den europæiske grønne pagt, Frans Timmermans, udtaler: "Den europæiske klimapagt vil samle alle, der ønsker at gøre en indsats for vores planet. Med klimapagten vil vi hjælpe alle i Europa med at gøre noget i deres hverdag, og give alle mulighed for at involvere sig i den grønne omstilling og inspirere hinanden. Når det gælder om at tackle klimaforandringerne, kan enhver gøre noget, og alle kan bidrage med noget."
Kommissionen lancerede for et år siden den europæiske grønne pagt for at omdanne EU til et retfærdigt, sundt, bæredygtigt og velstående samfund, og for at genoprette den måde, vi interagerer med naturen på. Kommissionen udarbejder og gennemfører den politik og lovgivning, der er nødvendig for systemiske ændringer, men den grønne pagts løsninger kan kun lykkes, hvis alle er med og bidrager aktivt.
Bevidstgørelse og handling
Den europæiske klimapagt skaber et rum, hvor mennesker fra alle samfundslag kan mødes og sammen udvikle og gennemføre klimaløsninger — store såvel som små. Ved at udveksle idéer og inspirere hinanden, kan vi mangedoble vores kollektive gennemslagskraft. Klimapagten er et åbent, inkluderende og stadigt voksende klimainitiativ. Regioner, lokalsamfund, virksomheder, skoler og civilsamfund indbydes til at udveksle oplysninger om klimaændringer og miljøforringelser, og om hvordan de imødegår disse eksistentielle udfordringer. Gennem en onlineplatform og dialoger og udveksling mellem borgerne vil pagten sammenkæde den digitale og den grønne omstilling.
I dag iværksætter Kommissionen en åben indkaldelse med en invitation til borgere og organisationer om at blive klimapagtambassadører. Klimapagtambassadører går foran med et godt eksempel og engagerer deres lokalsamfund i klimaindsatsen.
Klimapagtens mål er at udbrede videnskabeligt velfunderede oplysninger om klimaændringer og give praktisk rådgivning om gode valg i hverdagen. Pagten støtter lokale initiativer og opfordrer til individuelle og kollektive klimaforpligtelser, og den bidrager til at mobilisere støtte og deltagelse.
I pagtens indledende fase prioriteres handling på fire områder, der giver umiddelbare fordele, ikke bare for klima og miljø, men også for borgernes sundhed og velfærd: grønne områder, grøn mobilitet, energieffektive bygninger og grønne færdigheder. Klimapagten har et åbent mandat, og dens anvendelsesområde vil udvikle sig på grundlag af idéerne og bidragene fra de mennesker og organisationer, der bliver en del af pagten. En årlig klimapagt-event bringer deltagerne sammen om at udveksle erfaringer og viden.
Lanceringen af klimapagten
Lanceringen af klimapagten finder sted online med deltagelse af Europa-Kommissionens ledende næstformand Frans Timmermans den 16. december kl. 9.00-11.00. Der vil være en præsentation af EU's første klimapagtambassadører, en debat om de kommende forpligtelser inden for klimapagten og præsentationer fra specielt indbudte gæster om, hvad vi hver især kan gøre for at bekæmpe klimaændringerne.
Som afspejling af den rige og forskelligartede klimaindsats i Europa opfordrer Europa-Kommissionen individer, virksomheder og civilsamfundsorganisationer til at afholde deres egne klimapagt-events. Sådanne satellitevents vil give mulighed for debat på mange sprog for bedre at nå ud i lokalsamfundene, og de vil kunne fokusere på enkelte emner, grupper eller sektorer inden for klimapagten.
Baggrund
Europa-Kommissionen annoncerede den europæiske klimapagt som en del af kommissionsformand Ursula von der Leyens politiske retningslinjer i juli 2019. Der kom flere detaljer om klimapagtens målsætninger i meddelelsen om den europæiske grønne pagt i december 2019. Resultaterne af en offentlig høring fra marts til juni 2020 bidrog til udarbejdelsen af meddelelsen, der blev offentliggjort i dag.