EUs konkurransepolitikk i 2020
Bakgrunn
BAKGRUNN (fra Kommisjonens pressemelding 8.7.2021)
Konkurrence: Kommissionen giver vejledning om, hvornår den vil tillade begrænset samarbejde mellem virksomheder, navnlig i forbindelse med kritisk hospitalsmedicin under coronavirusudbruddet
Europa-Kommissionen har offentliggjort en meddelelse om midlertidige rammebestemmelser med henblik på at vejlede virksomheder om konkurrencespørgsmål i forbindelse med samarbejde, der indledes som reaktion på akutte situationer under det nuværende coronavirusudbrud. I den forbindelse udsteder Kommissionen også et såkaldt comfort letter vedrørende et specifikt samarbejdsprojekt til at undgå en situation med mangler på kritisk hospitalsmedicin.
Ledende næstformand for Kommissionen, Margrethe Vestager, der er ansvarlig for konkurrencepolitikken, udtaler: "Vi skal sørge for en tilstrækkelig forsyning af kritisk hospitalsmedicin, som anvendes i behandlingen af patienter med coronavirus. For at undgå at der opstår mangel på væsentlige og knappe produkter og ydelser på grund af den hidtil usete stigning i efterspørgslen som følge af pandemien, skal vi sørge for, at virksomhederne samarbejder og gør det i overensstemmelse med EU-reglerne. For at sikre forsyningen vil vi derfor give virksomhederne den vejledning og sikkerhed, der skal til for at fremme samarbejdsinitiativer til at øge produktionen af produkter, der er stor efterspørgsel på. I de midlertidige rammebestemmelser, der vedtages i dag, redegøres der for, hvornår og hvordan virksomhederne kan opnå vejledning eller uformel godkendelse i form af et comfort letter i overensstemmelse med konkurrencereglerne."
Kommissær med ansvar for sundhed og fødevaresikkerhed, Stella Kyrakides, fremlægger ligeledes i dag retningslinjer til at optimere forsyningen af og adgangen til lægemidler under coronavirusudbruddet.
Meddelelsen om midlertidige rammebestemmelser
Coronavirusudbruddet har ført til dels et generelt udbudschok som følge af afbrydelser i forsyningskæderne og dels en efterspørgselsstigning, som primært skyldes en kraftig stigning i efterspørgslen efter bestemte produkter og ydelser, navnlig inden for sundhedssektoren.
Disse forhold risikerer at føre til mangel på kritiske medicinske produkter, og situationen risikerer at blive endnu værre, efterhånden som pandemien udvikler sig. Det drejer sig især om lægemidler og medicinsk udstyr, der bruges i behandlingen af patienter med coronavirus. Coronavirusudbruddet kan også føre til forsyningskriser inden for andre væsentlige produkter og ydelser uden for sundhedssektoren.
For at imødegå disse usædvanlige chok og undgå mangler i tide kan der være behov for, at virksomhederne hurtigt koordinerer deres adfærd med henblik på at få bugt med, eller i det mindre afbøde konsekvenserne af krisen, i sidste instans til fordel for borgerne. Dette kan på sin side kræve, at produktionen enten omlægges eller opskaleres på den mest effektive måde. For eksempel kan virksomhederne se sig nødsaget til at koordinere deres produktion, lagerstyring og eventuelt distribution, så alle virksomhederne ikke fokuserer på et enkelt eller få udvalgte lægemidler, mens der er underproduktion af andre. En sådan koordinering er under normale omstændigheder i strid med konkurrencereglerne. I forbindelse med en pandemi såsom coronavirusudbruddet kan en sådan koordinering imidlertid medføre betydelige fordele for borgerne, forudsat at de er omfattet af passende sikkerhedsklausuler.
Formålet med de midlertidige rammebestemmelser er at yde vejledning inden for konkurrencespørgsmål til virksomheder, som er villige til at samarbejde og koordinere deres aktiviteter med henblik på at øge produktionen på mest effektiv vis og optimere forsyningen af især yderst tiltrængt hospitalsmedicin.
Der redegøres navnlig for de vigtigste kriterier, som Kommissionen vil basere sig på ved vurderingen af de mulige samarbejdsprojekter.
Virksomhederne er selv ansvarlige for at vurdere lovligheden af deres aftaler og praksis. Kommissionen erkender dog, at der i øjeblikket er tale om en helt særlig situation, og har været i kontakt med virksomheder og brancheorganisationer for at hjælpe dem med at vurdere lovligheden af deres samarbejdsplaner og indføre passende sikkerhedsklausuler mod de konkurrencebegrænsende virkninger på længere sigt.
I de fleste tilfælde er det tilstrækkeligt for Kommissionen at yde mundtlig vejledning, ligesom den har gjort det i de seneste uger. Kommissionen er dog også parat til helt exceptionelt at udstede administrative skrivelser (et såkaldt comfort letter) til virksomheder i forbindelse med specifikke samarbejdsprojekter, der skal gennemføres hurtigt for effektivt at tackle coronavirusudbruddet, navnlig i de tilfælde, hvor der kan være usikkerhed om foreneligheden med EU's konkurrenceregler.
Et comfort letter
Kommissionen anvender i dag også for første gang den procedure, der er beskrevet i meddelelsen, og udsteder et comfort letter til Medicines for Europe, den europæiske sammenslutning for generiske lægemidler (tidligere "European Generics Medicines Association", EGA). Dette comfort letter vedrører et specifikt frivilligt samarbejde mellem lægemiddelproducenter — både medlemmer og ikke-medlemmer af sammenslutningen — der har til formål at imødegå risikoen for mangler på kritiske lægemidler til behandling af patienter med coronavirus på hospitalerne. Producenterne af generiske lægemidler fremstiller langt størstedelen af den kritiske hospitalsmedicin, der i øjeblikket er akut behov for i store mængder for at undgå mangler.
I den nuværende situation synes dette midlertidige samarbejde i lyset af dets mål og de sikkerhedsklausuler, der er indført for at forhindre konkurrenceproblemer, at være berettiget efter EU's konkurrenceregler, så længe det foregår inden for de rammer, der er meddelt Kommissionen.
Ingen overtrædelse af konkurrencereglerne under påskud af krisen
Samtidig understreger Kommissionen, at det under de nuværende særlige omstændigheder er endnu vigtigere, at virksomhederne og forbrugerne beskyttes af konkurrencereglerne. Den vil derfor fortsætte med aktivt at følge relevante markedsudviklinger nøje for at afsløre tilfælde, hvor virksomheder udnytter den aktuelle situation til at overtræde EU's konkurrenceregler ved enten at indgå i konkurrencebegrænsende aftaler eller misbruge deres dominerende stilling.
Baggrund
Kommissionen vil anvende denne meddelelse fra og med den 8. april.
På DG COMP's særlige websted kan interesserede parter hente alle aktuelle oplysninger om anvendelsen af konkurrencereglerne under coronaviruspandemien. Webstedet indeholder også de nærmere detaljer om, hvordan interesserede parter kan indhente vejledning hos DG COMP vedrørende påtænkte specifikke samarbejdsinitiativers forenelighed med EU's konkurrenceregler.