Forsyningssikkerhet for naturgass og vilkår for tilgang til overføringsnett for naturgass: endringsbestemmelser
Europaparlaments- og rådsforordning publisert i EU-tidende 30.6.2022
Redaksjonens kommentar
Forordningen er merket 'EØS-relevant tekst', men forordning (EU) 2017/1938 om forsyningssikkerhet for naturgass ble av EFTA/EØS-landene vurdert til ikke å være EØS-relevant.
Nærmere omtale
BAKGRUNN (fra Rådets pressemelding 27.6.2022)
Rådet vedtager forordning om gaslagring
Rådet har endeligt vedtaget forordningen, der skal sikre, at gaslagringskapaciteten i EU på trods af forstyrrelserne på gasmarkedet udnyttes i fuldt omfang inden vintersæsonen, og at gassen kan deles mellem medlemsstaterne i en ånd af solidaritet. Dette er et vigtigt skridt i retning af at styrke Den Europæiske Unions energiforsyningssikkerhed i forbindelse med krigen i Ukraine.
Takket være et forhandlingsforløb på mindre end to måneder står Unionen nu med et redskab, der pålægger hver medlemsstat at gå vinterperioden i møde med tilstrækkelige lagre af gas og at lette deling mellem landene. Jeg glæder mig over denne meget funktionelle forordning, som på den internationale baggrund, vi alle sammen kender, gør det muligt at styrke den europæiske energimodstandsdygtighed og den praktiske solidaritet mellem medlemsstaterne.
Agnès Pannier-Runacher, energioomstillingsminister
Forordningen fastsætter, at de underjordiske gaslagre på medlemsstaternes område skal fyldes op til mindst 80 % af deres kapacitet inden vinteren 2022/2023 og til 90 % før begyndelsen af de følgende vinterperioder. Overordnet vil Unionen i fællesskab forsøge at opnå et fyldningsniveau på 85 % af Unionens samlede underjordiske gaslagringskapacitet i 2022.
Da gaslagringskapaciteten og de nationale forhold varierer meget, kan medlemsstaterne afhængigt af situationen delvist opfylde oplagringsmålene ved at medtage lagre af flydende naturgas (LNG) eller alternative brændstoffer. For at tage hensyn til situationen i medlemsstater med meget stor lagerkapacitet i forhold til deres nationale gasforbrug begrænses forpligtelsen for deres vedkommende til at fylde de underjordiske lagre op til 35 % af de pågældende medlemsstaters gennemsnitlige årlige gasforbrug gennem de seneste fem år.
Eftersom nogle medlemsstater ikke har lagerfaciliteter på deres område, fastsættes det i forordningen, at disse medlemsstater skal oplagre 15 % af deres årlige nationale gasforbrug i lagre i andre medlemsstater og dermed have adgang til gasreserver, der er oplagret i andre medlemsstater. Ved hjælp af denne mekanisme styrkes deres gasforsyningssikkerhed, samtidig med at den finansielle byrde ved at opfylde Unionens lagerkapacitet fordeles.
Forordningen indeholder også bestemmelser om obligatorisk certificering af alle operatører af underjordiske gaslagre ved myndighederne i de berørte medlemsstater. Certificeringen har til formål at undgå potentielle risici for ekstern påvirkning af kritisk lagringsinfrastruktur, der kan bringe Unionens energiforsyningssikkerhed eller andre væsentlige sikkerhedsinteresser i fare. Der er fastlagt en fremskyndet certificeringsprocedure for lagringsanlæg med en kapacitet på over 3,5 TWh, som er blevet fyldt til niveauer under EU-gennemsnittet i 2020 og 2021.
Forpligtelserne til at opfylde lagerkapaciteten udløber 31. december 2025, mens lageroperatørernes certificeringsforpligtelser fortsætter efter denne dato. I forordningen fastsættes det også at give Cypern, Malta og Irland en fritagelse, så længe de ikke er direkte forbundet med gassystemet i andre medlemsstater.
Baggrund og næste skridt
Kommissionen fremlagde forslaget 23. marts 2022. Forslaget ændrer to eksisterende forordninger om gasforsyningssikkerhed og adgang til naturgastransmissionsnet.
I sine konklusioner af 24.-25. marts 2022 pålagde Det Europæiske Råd Rådet at gennemgå arbejdet med Kommissionens forslag under behørig hensyntagen til og med respekt for interesserne hos medlemsstater med betydelig lagringskapacitet for at sikre en rimelig balance mellem medlemsstaterne. Det Europæiske Råd mente, at genopfyldningen af gaslagrene i hele Unionen bør begynde hurtigst muligt, idet der fuldt ud tages hensyn til de nationale beredskabsforanstaltninger.
Rådet og Europa-Parlamentet nåede til enighed under de interinstitutionelle forhandlinger, der fandt sted 19. maj. Europa-Parlamentet vedtog forordningen 23. juli. Rådets vedtagelse afslutter proceduren. Forordningen bliver inden længe offentliggjort i EU-Tidende og træder i kraft dagen efter offentliggørelsen.
- Forordning om ændring af forordning (EU) 2017/1938 og (EF) nr. 715/2009 for så vidt angår gasoplagring
- Gaslagring: Rådet og Parlamentet indgår foreløbig aftale (pressemeddelelse, 19. maj 2022)
- Kommissionens forslag til forordning om gaslagring
- Det Europæiske Råds konklusioner af 24.-25. marts 2022
- Energipriser og forsyningssikkerhed (baggrundsinformation)
- EU's reaktion på Ruslands invasion af Ukraine (baggrundsinformation)