EUs konkuranserett: definisjonen av relevant marked
Nærmere omtale
BAKGRUNN (fra Kommisjonens pressemelding 8.11.2022)
Konkurrence: Kommissionen søger feedback på udkastet til den reviderede meddelelse om markedsafgrænsning
Europa-Kommissionen har i dag iværksat en offentlig høring, hvor alle interesserede parter opfordres til at fremsætte bemærkninger til udkastet til den reviderede meddelelse om markedsafgrænsning. Markedsafgrænsning er et vigtigt første skridt i vurderingen af fusioner og de fleste kartelsager. Afgrænsningen fastlægger grænserne for konkurrencen mellem virksomheder. Meddelelsen om markedsafgrænsning revideres for første gang, siden den blev vedtaget i 1997, under hensyntagen til den betydelige udvikling i de mellemliggende år, navnlig digitaliseringen og nye måder at udbyde varer og tjenesteydelser på, samt for at afspejle den indbyrdes forbundne og globaliserede karakter af kommercielle udvekslinger.
Udkastet til den reviderede meddelelse om markedsafgrænsning følger en grundig revisionsproces, som blev indledt i april 2020. I juli 2021 offentliggjorde Kommissionen resultaterne af sin evaluering, som viste, at selv om den nuværende meddelelse fortsat er yderst relevant og generelt er egnet til formålet, så er der behov for visse ajourføringer og præciseringer for at bringe den i overensstemmelse med udviklingen i Kommissionens praksis, EU-Domstolenes retspraksis og nye markedsrealiteter. Mere end 100 interessenter gav udtryk for deres synspunkter, og dem er der taget hensyn til i det udkast, der er blevet fremlagt til høring i dag.
De foreslåede ændringer
Hovedformålet med udkastet til den reviderede meddelelse om markedsafgrænsning er at give virksomhederne mere vejledning, gennemsigtighed og retssikkerhed, så de lettere kan overholde reglerne, bl.a. ved hjælp af konkrete eksempler. Udkastet skal også bidrage til en mere effektiv håndhævelse fra Kommissionens og de nationale konkurrencemyndigheders side.
De foreslåede ændringer giver ny eller yderligere vejledning om forskellige centrale spørgsmål vedrørende markedsafgrænsning:
- Forklaringer vedrørende principperne for markedsafgrænsning og den måde, hvorpå markedsafgrænsning anvendes med henblik på konkurrencereglerne
- Større vægt på ikkeprismæssige elementer såsom innovation og kvaliteten af produkter og tjenesteydelser
- Præciseringer vedrørende den fremadrettede anvendelse af markedsafgrænsning, navnlig på markeder, der forventes at gennemgå strukturelle omstillinger såsom teknologiske eller lovgivningsmæssige ændringer
- Ny vejledning om markedsafgrænsning på digitale markeder, f.eks. flersidede markeder og "digitale økosystemer" (f.eks. produkter, der er bygget op omkring et mobilt styresystem)
- Nye principper for innovationsintensive markeder, der præciserer, hvordan markeder bør vurderes, når virksomhederne konkurrerer på innovation, herunder på produkter under udvikling
- Mere vejledning om geografisk markedsafgrænsning, herunder betingelserne for afgrænsning af globale markeder, tilgangen til vurdering af import samt Kommissionens tilgang til lokale markeder, der er afgrænset efter handelsområder (f.eks. inden for detailhandel med forbrugsvarer)
- Præciseringer med hensyn til de kvantitative teknikker, f.eks. SSNIP-test vedrørende en lille, men betydningsfuld og ikke forbigående prisstigning ("small but significant and non-transitory increase in price"), som Kommissionen kan anvende i forbindelse med afgrænsningen af et marked
- Udvidet vejledning om mulige beviskilder og deres værdi på grundlag af Kommissionens materielle erfaring og faktabaserede tilgang til markedsafgrænsning.
Næste skridt
Interesserede parter opfordres til at fremsætte deres bemærkninger til udkastet til den reviderede meddelelse senest den 13. januar 2023.
Yderligere oplysninger, herunder hvordan du indsender dit bidrag, kan findes her.
På grundlag af den dokumentation, der er indsamlet under revisionen, herunder de bemærkninger, der modtages i forbindelse med denne offentlige høring, vil Kommissionen revidere og færdiggøre det udkast, der offentliggøres i dag, med henblik på at en ny meddelelse om markedsafgrænsning vil foreligge i tredje kvartal af 2023.
Baggrundsinformation om revisionsprocessen
I april 2020 iværksatte Kommissionen en evaluering af den nuværende meddelelse om markedsafgrænsning. Som led i evalueringen offentliggjorde Kommissionen resultaterne af en åben offentlig høring, herunder et sammendrag af de modtagne bidrag og et sammendrag af de nationale konkurrencemyndigheders bidrag samt resultaterne af en støtteundersøgelse.
I juli 2021 offentliggjorde Kommissionen et arbejdsdokument med resultaterne af evalueringen.
Efter evalueringen behandlede Kommissionen spørgsmålet om markedsafgrænsning under hensyntagen til bredere konkurrencepolitiske overvejelser i sin meddelelse "En konkurrencepolitik egnet til nye udfordringer" i november 2021 og bebudede en revision af den nuværende meddelelse. Den offentliggjorde en opfordring til indsendelse af dokumentation i januar 2022 for at indlede revisionen.
Baggrund for meddelelsen om markedsafgrænsning
Markedsafgrænsning er en metode til fastlæggelse af grænserne for konkurrencen mellem virksomheder. Formålet med at afgrænse det relevante produktmarked og geografiske marked er at identificere de faktiske og eventuelle konkurrenter, der begrænser de berørte virksomheders forretningsmæssige beslutninger om eksempelvis priser. Ud fra dette perspektiv gør markedsafgrænsning det bl.a. muligt at beregne markedsandele, der er nyttige oplysninger, når man skal vurdere markedsstyrken.
Markedsafgrænsning bidrager til at forstå det konkurrenceprægede miljø, som virksomhederne opererer i, både på et givet tidspunkt og mere dynamisk set. Da markederne ikke er statiske, skal analysen gentages for hvert enkelt tilfælde for at tage hensyn til ændringer i produktionsprocesser, forbrugerpræferencer og andre særlige markedsforhold såsom innovationscyklusser, forsyningskæder, særlige forhold, der gør sig gældende for digitale markeder og relaterede forretningsmodeller, samt lettere adgang for nye leverandører. Analysen skal også gentages som reaktion på lovgivningsmæssige ændringer. På samme måde skal der i hvert enkelt tilfælde foretages en ny vurdering af et markeds geografiske udstrækning, hvilket kan føre til, at markederne går fra at være defineret som lokale (f.eks. detailsalg af forbrugsgoder) til globale (f.eks. salg af luftfartskomponenter), afhængigt af hvordan de rent faktisk fungerer i praksis, navnlig set fra forbrugernes og kundernes synspunkt.
Meddelelsen om markedsafgrænsning indeholder vejledning om bedste praksis i forhold til, hvordan Kommissionen benytter begrebet relevant produktmarked og relevant geografisk marked i forbindelse med håndhævelsen EU's konkurrencelovgivning.
Yderligere oplysninger
Se Generaldirektoratet for Konkurrences særlige websted, som indeholder et link til udkastet til den reviderede meddelelse om markedsafgrænsning samt anvisning om, hvordan du kan indsende bemærkninger.
Quote(s)
EU's regelsæt skal være klart, præcist og ajourført for at garantere retssikkerhed og forudsigelighed for erhvervslivet. Som verden er blevet mere digitaliseret, og økonomierne er indbyrdes forbundne, fungerer nogle markeder anderledes i dag, end de gjorde tidligere. Udkastet til den reviderede meddelelse om markedsafgrænsning har til formål at styrke sunde principper, der har stået deres prøve, give de nødvendige præciseringer og udfylde huller i vejledningen. Interesserede parter opfordres i dag til at fremsætte bemærkninger til de foreslåede ændringer.
Margrethe Vestager, ledende næstformand med ansvar for konkurrencepolitik - 08/11/2022