BAKGRUNN (fra kommisjonsmeddelelsen, dansk utgave)

1.1. Retsgrundlaget for EU's indsats
Ifølge artikel 11 i Rådets forordning (EØF) nr. 1728/74 af 27. juni 1974 skal "Kommissionen […] med regelmæssige mellemrum [forelægge] Europa-Parlamentet og Rådet en beretning om samordningen af landbrugsforskningen". Formålet med denne beretning er at give en oversigt over udviklingen i landbrugsforskningen inden for Fællesskabet og at pege på strategiske tiltag, der er ønskelige i "landbrugsforskningen i medlemsstaterne og [i samordningen] på fællesskabsplan af denne forskning under hensyn til den fælles landbrugspolitiks mål".

I henhold til artikel 7 i ovennævnte forordning er der nedsat en stående komité for landbrugsforskning (SCAR, i det følgende "Landbrugsforskningskomitéen") bestående af repræsentanter for medlemsstaterne, der har mandat til at rådgive Kommissionen og medlemsstaterne om koordineringen af landbrugsforskningen i Europa.

Indholdet af denne meddelelse og det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene er baseret på resultatet af de forskellige initiativer, som Landbrugsforskningskomitéen har iværksat i løbet af de sidste fire år med henblik på at udpege tendenser og behov i denne sektor. Desuden bygger det på resultaterne af det EUstøttede projekt "EU-Agri-Mapping", der har analyseret landbrugs- og fødevareforskningen i Europa.

1.2. Nye udfordringer for europæisk landbrug
Landbruget i EU er ved at gennemgå en demografisk forandring: antallet af landbrugere falder, mens landbrugsarealet forbliver konstant. Aldersgennemsnittet i arbejdsstyrken er stigende, og der er ikke tilstrækkelig diversificering af aktiviteterne ud over produktion. Ikke desto mindre er landbrugets samfundsøkonomiske og miljømæssige betydning uændret. Den samlede landbrugsfødevaresektor er stadig en vigtig arbejdsgiver og velstandskilde (med en omsætning på 900 mia. EUR og 20 mio. arbejdstagere), og landbrug er stadig den vigtigste form for arealudnyttelse og spiller en central rolle i samfundsstrukturen i landdistrikterne. Moderne landbrugsmetoder og hermed udviklingen fra små til store bedrifter, særlig i EU-12, kan føre til øget arbejdsløshed, og forskningen bør ikke ignorere de deraf følgende samfundsøkonomiske udfordringer.

Reformen af den fælles landbrugspolitik er fortsat en vigtig drivkraft bag forandringerne i sektoren. Siden den første større reform i 1992 har landbruget i EU været nødt til at gøre en indsats for at øge konkurrenceevnen, samtidig med at det har stået over for problemet med de moderne produktionsmetoders mulige negative følger for miljøet. Landbruget har også måttet reagere på forbrugernes øgede bekymring for og bevidsthed om fødevaresikkerhed, kvalitet og rimelige priser, samt i den senere tid den stigende efterspørgsel efter en sundere kost.

Mens tilstrækkelige fødevareforsyninger til rimelige priser for forbrugerne stadig spiller en afgørende rolle, indførte agenda 2000-reformerne forbindelsen til bæredygtig udvikling. 2003-reformpakken brød forbindelsen mellem offentlig støtte og produktion og indførte princippet om krydsoverensstemmelse med EU-lovgivningen vedrørende landbrugsproduktionsmetoder. Resultatet er, at markedsorienteringen er blevet bragt på linje med miljøvenlige og andre produktionsnormer som afgørende faktorer, når det gælder en bæredygtig fremtid for EU's landbrugssektor.

Endvidere har den anden søjle i den fælles landbrugspolitik forskudt vægten i EU's politiske rammer henimod udviklingen af landdistrikterne. Dette har skabt flere muligheder for at målrette støtten mod specifikke mål af samfundsmæssig betydning, herunder miljøbeskyttelse og forbedring af livskvaliteten i landdistrikterne såvel som en række produkter ud over de sædvanlige landbrugsvarer, såsom naturadgang, rekreative tilbud, bevarelse af natur- og kulturarven, herlighedsværdier og turismeprodukter.

Sideløbende med denne reformproces har ydre kræfter på verdensplan også medført ændringer i EU's fødevare- og landbrugssektor. Vi har oplevet en stigende efterspørgsel efter fødevarer som følge af befolkningstilvæksten på verdensplan, den øgede indsats for at begrænse underernæring og en stigning i forbruget af kød, der hænger sammen med stigende velstand i tredjelande og øget international handel. EU er nu verden største importør og eksportør af landbrugsvarer og langt det største marked for udviklingslandene.

Herudover står EU's landbrugssektor over for en bred vifte af fremtidige udfordringer såsom yderligere globalisering, stramninger i energiforsyningerne, klimaændringer, uholdbart forbrug af naturressourcer og den seneste stigningen i fødevarepriserne.