BAKGRUNN (fra kommisjonsrapporten, dansk utgave)

Den 20. december 2006 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet forordning (EF) nr. 1931/2006 om fastsættelse af regler for lokal grænsetrafik ved medlemsstaternes ydre landgrænser (forordningen om lokal grænsetrafik) [1]. Denne forordning giver medlemsstaterne mulighed for at fravige de generelle regler om grænsekontrol, som er fastsat i Schengengrænsekodeksen [2], for personer, der bor i et grænseområde, for at undgå, at der skabes hindringer for handel, social og kulturel udveksling eller regionalt samarbejde med nabolandene. Med henblik på gennemførelsen af ordningen for lokal grænsetrafik kan medlemsstaterne indgå bilaterale aftaler med nabolandene for at opfylde specifikke behov i forbindelse med deres respektive nabolande, da disse behov varierer på grund af de forskellige lokale, geografiske, sociale og økonomiske forhold. Disse bilaterale aftaler skal fuldt ud være i overensstemmelse med de parametre, som er fastsat for ordninger for lokal grænsetrafik i forordningen om lokal grænsetrafik. Parametrene og især definitionen af grænseområdet blev fastsat efter vanskelige forhandlinger i Rådet og anses for at være udtryk for en hårfin balance mellem ønsket om at lette grænsepassagen for personer, der bor i et grænseområde og har brug for hyppigt at passere grænsen, og sikkerhedskravene for hele Schengenområdet.

Ifølge artikel 13 i forordningen om lokal grænsetrafik skal medlemsstaterne rådføre sig med Kommissionen, før de indgår en bilateral aftale om lokal grænsetrafik, så det kan kontrolleres, om den er forenelig med forordningen. Hvis Kommissionen finder aftalen uforenelig med forordningen, underrettes den pågældende medlemsstat. Denne skal så træffe alle passende foranstaltninger til, at udkastet til aftalen inden for en rimelig frist ændres på en sådan måde, at de konstaterede uoverensstemmelser fjernes. De samme principper om, at medlemsstaterne skal rådføre sig med Kommissionen, gælder for bilaterale aftaler, som allerede eksisterede, inden forordningen om lokal grænsetrafik trådte i kraft, og som skal tilpasses til forordningen.

Det skal understreges, at når Fællesskabet har lovgivet på et bestemt område, får det eksklusiv ekstern kompetence på det område, som lovgivningen omfatter. Medlemsstaterne har således ikke længere beføjelser til at forhandle om aftaler med tredjelande på de områder, der er omfattet af den pågældende lovgivning (AETR-doktrinen). Dette princip kan fraviges, hvis det fællesskabsretlige instrument, som giver Fællesskabet ekstern kompetence, specifikt bemyndiger medlemsstaterne til at indgå sådanne aftaler. En sådan tilladelse fungerer som en omdelegering af beføjelser, som i princippet er tabt for Fællesskabet, og der må derfor anlægges en snæver fortolkning.

I henhold til artikel 18 i forordningen om lokal grænsetrafik er Kommissionen forpligtet til to år efter forordningens ikrafttræden at forelægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om, hvordan ordningen for lokal grænsetrafik gennemføres og fungerer. Nærværende rapport opfylder denne forpligtelse.

1 EUT L 29 af 3.2.2007, s. 3.

2 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 af 15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks), EUT L 105 af 13.4.2006, s. 1.