EU-strategi for internasjonalt forskningssamarbeid
Meddelelse fra Kommisjonen til Europaparlamentet, Rådet, Den europeiske økonomiske og sosiale komite og Regionsutvalget. Styrket og mer målrettet samarbeid mellom EU og internasjonale parter innenfor forskning og innovasjon: En strategisk tilnærming
Meddelelse fra Kommisjonen til Europaparlamentet, Rådet, Den europeiske økonomiske og sosiale komite og Regionsutvalget. Enhancing and focusing EU international cooperation in research and innovation: A strategic approach
Gjennomføringsrapport lagt fram av Kommisjonen 13.10.2016
Nærmere omtale
BAKGRUNN (fra kommisjonsmeddelelsen, dansk utgave)
1. EN VERDEN I FORANDRING
Den Europæiske Union er førende i verden inden for forskning og innovation. EU således er ansvarlig for 24 % af de globale udgifter til forskning, 32 % af de globale publikationer på højt niveau og 32 % af patentansøgningerne, mens EU kun repræsenterer 7 % af verdens befolkning [1].
Situationen har dog ændret sig meget hurtigt i løbet af de sidste ti år. Indtil for nylig var forsknings- og innovationsområdet domineret af EU, USA og Japan. Efterhånden som vækstøkonomierne styrker deres forsknings- og innovationssystemer, udvikler der sig et system med flere forskningspoler, hvor lande som Brasilien, Kina, Indien og Sydkorea udøver en stadig større indflydelse. BRICS-landenes andel i de globale udgifter til forskning og udvikling er således fordoblet fra 2000 til 2009. EU har også en klar interesse i, at nabolandene udvikler deres kapacitet inden for forskning og innovation.
Forskning og innovation hænger i stadigt større grad sammen på tværs af grænserne, og denne tendens hjælpes godt på vej af informations- og kommunikationsteknologier i rivende udvikling. Både antallet af publikationer med forfattere af forskellig nationalitet og forskernes mobilitet er stigende. Forskningsorganisationerne åbner kontorer i udlandet, og virksomhederne investerer uden for deres hjemlande, specielt i lande i vækst.
De globale udfordringer er vigtige incitamenter til forskning og innovation. Vores planet har begrænsede ressourcer, som vi skal værne om på en bæredygtig måde. Klimaforandringer og smitsomme sygdomme stopper ikke ved de nationale grænser, og vi skal sørge for fødevaresikkerhed på verdensplan. EU er nødt til at styrke dialogen med sine internationale samarbejdspartnere for at skabe en kritisk masse til at kunne klare disse udfordringer.
Eftersom der foregår mere forskning og innovation i tredjelande [2], har EU brug for adgang til denne viden. Hvis Unionen skal blive ved med at spille en rolle på globalt plan, må den fremstille sig selv som en attraktiv ramme for forskning og innovation og have succes i konkurrencen om at tiltrække talent fra hele verden, samtidig med at der tages hensyn til EU's egne økonomiske interesser, for eksempel hvad angår intellektuel ejendomsret.
De institutionelle rammer for EU's tiltag på den internationale scene er ændret ved traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
(TEUF). Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og næstformand for Kommissionen sikrer konsekvens i EU’s eksterne tiltag. Den højtstående repræsentant får assistance fra Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil. Eftersom forskning er en parallel kompetence, skal EU og medlemsstaterne sørge for at koordinere deres respektive aktiviteter for at sikre, at national politik og unionspolitik er indbyrdes konsekvente.
På baggrund af denne udvikling, forpligtelserne ifølge meddelelsen "Innovation i EU" [3], det europæiske forskningsrum [4], og anbefalingerne i den foreløbige evaluering af det 7. rammeprogram (RP7) [5] foreslår Kommissionen en strategisk tilgang med det formål at styrke og målrette EU’s internationale samarbejdsaktiviteter inden for forskning og innovation, særligt med henblik på at forberede gennemførelsen af Horisont 2020 [6].
1 Yderligere oplysninger findes i det vedlagte arbejdsdokument fra Kommissionen.
2 I denne meddelelse er ”et tredjeland” et land, der hverken er en medlemsstat eller et land, der er tilknyttet forskningsrammeprogrammerne, medmindre andet er angivet.
3 KOM(2010) 546.
4 COM(2012) 392.
5 http://ec.europa.eu/research/evaluations/index_en.cfm?pg=fp7
6 KOM(2011) 809.
1. EN VERDEN I FORANDRING
Den Europæiske Union er førende i verden inden for forskning og innovation. EU således er ansvarlig for 24 % af de globale udgifter til forskning, 32 % af de globale publikationer på højt niveau og 32 % af patentansøgningerne, mens EU kun repræsenterer 7 % af verdens befolkning [1].
Situationen har dog ændret sig meget hurtigt i løbet af de sidste ti år. Indtil for nylig var forsknings- og innovationsområdet domineret af EU, USA og Japan. Efterhånden som vækstøkonomierne styrker deres forsknings- og innovationssystemer, udvikler der sig et system med flere forskningspoler, hvor lande som Brasilien, Kina, Indien og Sydkorea udøver en stadig større indflydelse. BRICS-landenes andel i de globale udgifter til forskning og udvikling er således fordoblet fra 2000 til 2009. EU har også en klar interesse i, at nabolandene udvikler deres kapacitet inden for forskning og innovation.
Forskning og innovation hænger i stadigt større grad sammen på tværs af grænserne, og denne tendens hjælpes godt på vej af informations- og kommunikationsteknologier i rivende udvikling. Både antallet af publikationer med forfattere af forskellig nationalitet og forskernes mobilitet er stigende. Forskningsorganisationerne åbner kontorer i udlandet, og virksomhederne investerer uden for deres hjemlande, specielt i lande i vækst.
De globale udfordringer er vigtige incitamenter til forskning og innovation. Vores planet har begrænsede ressourcer, som vi skal værne om på en bæredygtig måde. Klimaforandringer og smitsomme sygdomme stopper ikke ved de nationale grænser, og vi skal sørge for fødevaresikkerhed på verdensplan. EU er nødt til at styrke dialogen med sine internationale samarbejdspartnere for at skabe en kritisk masse til at kunne klare disse udfordringer.
Eftersom der foregår mere forskning og innovation i tredjelande [2], har EU brug for adgang til denne viden. Hvis Unionen skal blive ved med at spille en rolle på globalt plan, må den fremstille sig selv som en attraktiv ramme for forskning og innovation og have succes i konkurrencen om at tiltrække talent fra hele verden, samtidig med at der tages hensyn til EU's egne økonomiske interesser, for eksempel hvad angår intellektuel ejendomsret.
De institutionelle rammer for EU's tiltag på den internationale scene er ændret ved traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
(TEUF). Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og næstformand for Kommissionen sikrer konsekvens i EU’s eksterne tiltag. Den højtstående repræsentant får assistance fra Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil. Eftersom forskning er en parallel kompetence, skal EU og medlemsstaterne sørge for at koordinere deres respektive aktiviteter for at sikre, at national politik og unionspolitik er indbyrdes konsekvente.
På baggrund af denne udvikling, forpligtelserne ifølge meddelelsen "Innovation i EU" [3], det europæiske forskningsrum [4], og anbefalingerne i den foreløbige evaluering af det 7. rammeprogram (RP7) [5] foreslår Kommissionen en strategisk tilgang med det formål at styrke og målrette EU’s internationale samarbejdsaktiviteter inden for forskning og innovation, særligt med henblik på at forberede gennemførelsen af Horisont 2020 [6].
1 Yderligere oplysninger findes i det vedlagte arbejdsdokument fra Kommissionen.
2 I denne meddelelse er ”et tredjeland” et land, der hverken er en medlemsstat eller et land, der er tilknyttet forskningsrammeprogrammerne, medmindre andet er angivet.
3 KOM(2010) 546.
4 COM(2012) 392.
5 http://ec.europa.eu/research/evaluations/index_en.cfm?pg=fp7
6 KOM(2011) 809.