Bakgrunn (fra Kommisjonens meddelelse, dansk utgave)

I et Europa uden indre grænser, som skal konkurrere i en global økonomi, medfører de
skiftende krav som følge af et aldrende samfund og et arbejdsmarked, der hele tiden udvikler
sig, at der er behov for et langt højere mobilitetsniveau. Arbejdstagernes mobilitet er et
nøgleinstrument, hvis man vil have et effektivt fungerende indre marked, og er af stor
betydning, hvis flere skal finde en bedre beskæftigelse, hvilket er et vigtigt mål i
Lissabon-strategien. Udvidelsen af EU i 2004 og 2007 øgede både arbejdstagernes muligheder
for at finde arbejde og arbejdsgivernes muligheder for at finde arbejdskraft. De fleste
EU-15-lande har ophævet eller lempet de begrænsninger, de anvendte over for borgere fra otte
af de medlemsstater, som blev optaget i EU i 2004, hvilket har skabt en stor potentiel
arbejdsstyrke, der kan medvirke til at tackle udfordringerne ved aldring og globalisering.

Det er nødvendigt, at arbejdstagerne bliver mere mobile, både mellem job, mellem regioner og
mellem medlemsstater. Det er nødvendigt, at de får de rette kvalifikationer og mulighed for
hyppigt at skifte job og komme videre i deres karriere. Dette er det vigtigste mål i de i
fællesskab fastlagte principper om flexicurity, et koncept, som kan hjælpe folk til med større
held at tackle overgange i deres beskæftigelsessituation i en tid, hvor de økonomiske
ændringer sker stadig hurtigere.

Arbejdstageres mobilitet hæmmes imidlertid af en række hindringer. Bortset fra en vis skepsis
med hensyn til fordelene ved mobilitet konfronteres den enkelte med en række hindringer for
sin mobilitet. Disse hindringer kan være lovmæssige eller administrative hindringer, udgifter
til bolig eller problemer med at finde bolig, ægtefællens eller partnerens arbejde, muligheden
for at overføre pensionskrav, sproglige hindringer og problemer med anerkendelse af
kvalifikationer i andre medlemsstater.