Rapport om bilforsikring
Rapport fra Kommisjonen til Europaparlamentet og Rådet om visse spørsmål vedrørende motorkjøretøysforsikring
Europaparlamentets uttalelse 02.09.08
Nærmere omtale
Bakgrunn (fra Kommisjonens rapport, dansk utgave)
Et af formålene med fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv 2000/26/EF (i det følgende benævnt "direktivet") er at sikre, at motorkøretøjsforsikringskrav afvikles hurtigt i tilfælde, hvor en ulykke indtræffer uden for ofrets bopælsland (den såkaldte "besøgende skadelidte"). Via skadebehandlingsrepræsentanten (1) (der skal udpeges en skadebehandlingsrepræsentant af alle motorkøretøjsansvarsforsikringsselskaber i alle andre medlemsstater) skal besøgende ulykkesofre kunne afvikle erstatningskrav på deres eget sprog og opnå erstatning hurtigere og med mindre omkostninger. Skadebehandlingsrepræsentanten er ansvarlig for at behandle og afvikle erstatningskrav ved at repræsentere skadevolders udenlandske forsikringsselskab (2).
Endvidere skal medlemsstaterne pålægge sanktioner for at fremskynde betaling af erstatning. Forsikringsselskaber, over for hvilke der fremsættes erstatningskrav, eller deres skadebehandlingsrepræsentant, som ikke inden for tre måneder har givet et begrundet svar
(den såkaldte "procedure med begrundet erstatningstilbud/begrundet svar") på et erstatningskrav, kan idømmes en bøde af en størrelse, som fastsættes af den medlemsstat, hvori forsikringsselskabet er registreret, og der betales renter af det skyldige erstatningsbeløb (3).
Artikel 4, stk. 7, i direktivet fastsætter, at Kommissionen skal aflægge rapport til Europa- Parlamentet og Rådet (inden den 20. januar 2006 (4)) om gennemførelsen og virkningen af de nationale sanktioner, der indføres som led i proceduren med begrundet erstatningstilbud/begrundet svar, samt om deres ækvivalens og om nødvendigt forelægge forslag (hvis disse nationale sanktioner ikke giver de forventede resultater) (5).
I forbindelse med udarbejdelsen af rapporten hørte Kommissionens tjenestegrene (6) medlemsstaterne i marts 2006 (7) og forsikringsbranchen i april 2006 (8). Der blev også gennemført en offentlig onlinehøring fra den 6. april 2006 til den 5. juni 2006 på Kommissionens websted (9) for at høre alle interesserede parter om, hvorvidt de er bekendt med ordningen med skadebehandlingsrepræsentanter, og om dens virkning (10).
Kommissionens rapport behandler de nationale sanktionsbestemmelsers gennemførelse og virkning samt deres ækvivalens, jf. artikel 4, stk. 6, i direktivet, i lyset af de bemærkninger, der blev fremsat af medlemsstaterne, forsikringsbranchen og andre interesserede parter.
1 Ifølge artikel 4, stk. 1, i direktivet skal hver medlemsstat sikre, at alle forsikringsselskaber udpeger en skadebehandlingsrepræsentant i alle andre medlemsstater end den, hvori de har fået tilladelse til at udbyde motorkøretøjsforsikring (hjemlandet).
2 Ifølge artikel 4, stk. 4 og 5, i direktivet skal skadebehandlingsrepræsentanten indsamle alle de oplysninger, der er nødvendige for at afvikle erstatningskrav, og tage de nødvendige skridt til at forhandle en afgørelse af sådanne sager. De skal også have tilstrækkelig bemyndigelse til at repræsentere forsikringsselskaber over for skadelidte og til fuldt ud at imødekomme skadelidtes krav. De skal være i stand til at behandle sager på det eller de officielle sprog i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat.
3 Ifølge artikel 4, stk. 6, i direktivet skal medlemsstaterne via effektive og systematiske økonomiske eller lignende administrative sanktioner sikre, at skadelidte modtager et begrundet erstatningstilbud eller et begrundet svar i tilfælde af afvisning af erstatningskravet senest tre måneder efter den dato, hvor erstatningskravet blev fremsat over for enten skadevolders forsikringsselskab eller dets skadebehandlingsrepræsentant.
4 Rapporten vedrørende artikel 4(6) kunne ikke forelægges inden den dato, der er fastsat i direktivet, fordi det under forhandlingerne om det femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv i 2005 blev aftalt, at Kommissionen skulle bruge denne rapport til også at rapportere om spørgsmålet om retshjælp (se del 2 i denne rapport).
5 I denne forbindelse skal det bemærkes, at der forekom en fejl i ordlyden af artikel 4, stk. 7, idet henvisningen i denne bestemmelse skulle have været til stk. 6, første afsnit, som drejer sig om de nationale sanktionsbestemmelser, og ikke til stk. 4, som beskriver skadebehandlingsrepræsentantens opgaver ved afviklingen af erstatningskrav.
6 Denne rapport er udarbejdet af GD for det Indre Marked og Tjenesteydelser.
7 Der blev udsendt er spørgeskema til de 25 faste repræsentationer i marts 2006, og der indkom svar fra alle medlemsstaterne undtagen Italien i løbet af maj 2006.
8 CEA ("Comité Européen des Assurances") blev hørt i marts 2006.
9 Se webstedet "Your Voice in Europe" om alle Kommissionens offentlige høringer, hvor der benyttes et interaktivt politikformuleringsredskab (IPM) til at forbedre Kommissionens forvaltning ved brug af webbaserede spørgeskemaer til at indsamle og analysere reaktioner.
10 [foreldet lenke]
Europaparlamentets komiteinnstilling: begrunnelse (dansk utgave)
Den grænseoverskridende bilkørsel i Europa er stigende som følge af borgernes frie bevægelighed. Dette øger behovet for en klar, præcis og effektiv lovgivning om motorkøretøjsforsikring på EU-plan. Beskyttelsen af ulykkesofre har altid været en prioritet, og der er i denne forbindelse en række problemer, der skal løses.
Kommissionens rapport fra juni 2007 (KOM 2007(0207)) om visse spørgsmål vedrørende motorkøretøjsforsikring behandler flere vigtige spørgsmål, herunder navnlig gennemførelsen af det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv om de nationale sanktionsbestemmelser og disse bestemmelsers effektivitet, effektiviteten af ordningen med skadebehandlingsrepræsentanter og de eksisterende muligheder for potentielle ofre for trafikulykker for at tegne retshjælpsforsikring.
Kommissionens rapport omhandler hovedsageligt en særlig bestemmelse i det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv. Denne bestemmelse vedrører proceduren med begrundet erstatningstilbud. I henhold til det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv har ofre for trafikulykker i udlandet (eller grænseoverskridende trafikulykker) ret til at fremsætte erstatningskrav over for forsikringsselskabets skadebehandlingsrepræsentant udpeget i ofrets bopælsland. Forsikringsselskabet skal svare ofret inden for tre måneder, og hvis dette ikke sker, vil selskabet blive pålagt sanktioner. Anden del af Kommissionens rapport omhandler spørgsmålet om retshjælpsomkostninger, der bæres af den skadelidte, og om disse skal dækkes af skadevolderens forsikringsselskab.
Medlemsstaternes nationale sanktionsbestemmelser og effektiviteten af gennemførelsen i markedsmekanismerne bliver stadig undersøgt af Kommissionen. Der kan pålægges sanktioner, hvis fristen på tre måneder for fremsendelse af et begrundet svar/begrundet erstatningstilbud ikke overholdes. Kommissionen har fremsendt spørgeskemaer til medlemsstaterne, og Kommissionens eksperter arbejder stadig på at opsummere resultaterne og ajourføre en oversigt over alle sanktioner.
Høringer af nationale myndigheder, herunder i de nye medlemsstater, har bekræftet, at de nuværende sanktionsbestemmelser er tilstrækkelige, og at de gennemføres effektivt i hele EU. I rapporten forslås det, at Kommissionen fortsat overvåger situationen, koordinerer og yder støtte i nødvendigt omfang, når nationale myndigheder anmoder om hjælp, navnlig i lyset af det hastigt voksende antal europære, der rejser til andre EU-medlemsstater efter udvidelsen af EU og Schengenområdet.
Endvidere foreslås det i rapporten, at det overlades til medlemsstaterne at pålægge og vælge passende sanktioner i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, og at det derfor ikke er nødvendigt at harmonisere nationale sanktionsbestemmelser. Medlemsstaterne har indført forskellige systemer, og de nationale tilsynsmyndigheder kan i højere grad sikre, at forbrugerne beskyttes bedst muligt på de nationale markeder.
Ordningen med skadebehandlingsrepræsentanter er kendt i alle medlemsstater. Alle medlemsstater skal ifølge artikel 5 i det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv have etableret informationscentre. Disse informationscentre skal oplyse alle ofre for grænseoverskridende trafikulykker (bilens fører, passagerer og fodgængere) om, hvordan de kan gøre deres krav gældende over for udenlandske parter. De vil om nødvendigt ved hjælp af den udenlandske nummerplade opspore den udenlandske parts forsikringsselskab og den ansvarlige skadebehandlingsrepræsentant. Alle informationscentre kan generelt kontaktes pr. telefon eller e-mail, og mange har ligeledes oprettet deres egen hjemmeside med oplysninger til forbrugerne. De relevante oplysninger opdateres løbende. Hvis forsikringstageren kontakter sit eget forsikringsselskab i tilfælde af en grænseoverskridende trafikulykke, hjælper forsikringsselskabet ofte med at finde kontaktoplysninger til det ansvarlige informationscenter.
Det ville øge forbrugernes tillid, hvis medlemsstaterne havde mulighed for at forsyne forbrugerne med kontaktoplysninger til de nationale informationscentre i de tilfælde, hvor der er behov for yderligere forbrugeroplysninger. Forbrugerne skal desuden i forbindelse med de oplysninger, de modtager forud for indgåelsen af en aftale, have udførlige oplysninger om, hvordan ordningen med en skadebehandlingsrepræsentant virker, og hvordan den anvendes, og hvilke fordele den indebærer for forsikringstageren.
Der kan tegnes retshjælpsforsikring i de fleste medlemsstater (undtagen i Malta og Cypern). Tallene viser, at mere end 90 % af alle sager afgøres udenretligt, og at udgifter til retshjælp i mange medlemsstater tilbagebetales. De nye markeder i de nye medlemsstater er i fortsat vækst. I en række af disse medlemsstater er retshjælpsforsikring imidlertid et relativt nyt produkt, der skal fremmes. Befolkningen i de nye medlemsstater har fortsat ringe kendskab til retshjælpsforsikring, og der er derfor behov for at udbrede dette kendskab.
Det vigtigste spørgsmål her er, om den mest driftssikre og effektive løsning vil være at indføre obligatoriske retshjælpsforsikringer i hele EU, eller om den frivillige ordning skal bibeholdes. Den første mulighed har en række fordele, navnlig for forbrugerne i de nye medlemsstater. Den vil sandsynligvis øge forbrugernes tillid, navnlig når de gør brug af deres klagemuligheder, idet forbrugerne i mange nye medlemsstater er bange for at blive pålagt store sagsomkostninger. Det vil imidlertid lægge et yderligere pres på domstolene og komplicere deres arbejde, hvilket vil forsinke bilæggelsen af tvister og indebære en risiko for flere uberettigede krav og højere præmier, navnlig i lande hvor forsikringsselskaberne i øjeblikket tilbyder en billigere dækning, der ikke allerede omfatter retshjælpsforsikring. Det vil ikke mindst gøre det mindre attraktivt at afvikle krav udenretligt. Det ville endvidere destabilisere det eksisterende marked for retshjælpsforsikringer. Den negative indvirkning af indførelsen af obligatorisk retshjælpsforsikring vil overordnet set veje tungere end de potentielle fordele.
Der skal gøres en yderligere indsats for at udbrede kendskabet til retshjælpsforsikring, navnlig i de nye medlemsstater. Forbrugerne skal oplyses om fordelene ved at få tilbudt og have denne forsikringsdækning. De nationale tilsynsmyndigheder spiller en afgørende rolle i forbindelse med gennemførelsen af bedste praksis fra andre medlemsstater.
Det er vigtigt, at de nationale myndigheder, private forsikringsselskaber og forbrugerorganisationer lancerer offentlige kampagner med henblik på at sikre en hensigtsmæssig udvikling af de nationale markeder. Formidlere bør være forpligtet til at oplyse kunderne om mulige risici og om behovet for retshjælpsforsikring. De medlemsstater, der ikke har indført nationale alternative ordninger for afvikling af krav, bør desuden opfordres til at gennemføre eksempler på bedste praksis fra andre medlemsstater.
Et af formålene med fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv 2000/26/EF (i det følgende benævnt "direktivet") er at sikre, at motorkøretøjsforsikringskrav afvikles hurtigt i tilfælde, hvor en ulykke indtræffer uden for ofrets bopælsland (den såkaldte "besøgende skadelidte"). Via skadebehandlingsrepræsentanten (1) (der skal udpeges en skadebehandlingsrepræsentant af alle motorkøretøjsansvarsforsikringsselskaber i alle andre medlemsstater) skal besøgende ulykkesofre kunne afvikle erstatningskrav på deres eget sprog og opnå erstatning hurtigere og med mindre omkostninger. Skadebehandlingsrepræsentanten er ansvarlig for at behandle og afvikle erstatningskrav ved at repræsentere skadevolders udenlandske forsikringsselskab (2).
Endvidere skal medlemsstaterne pålægge sanktioner for at fremskynde betaling af erstatning. Forsikringsselskaber, over for hvilke der fremsættes erstatningskrav, eller deres skadebehandlingsrepræsentant, som ikke inden for tre måneder har givet et begrundet svar
(den såkaldte "procedure med begrundet erstatningstilbud/begrundet svar") på et erstatningskrav, kan idømmes en bøde af en størrelse, som fastsættes af den medlemsstat, hvori forsikringsselskabet er registreret, og der betales renter af det skyldige erstatningsbeløb (3).
Artikel 4, stk. 7, i direktivet fastsætter, at Kommissionen skal aflægge rapport til Europa- Parlamentet og Rådet (inden den 20. januar 2006 (4)) om gennemførelsen og virkningen af de nationale sanktioner, der indføres som led i proceduren med begrundet erstatningstilbud/begrundet svar, samt om deres ækvivalens og om nødvendigt forelægge forslag (hvis disse nationale sanktioner ikke giver de forventede resultater) (5).
I forbindelse med udarbejdelsen af rapporten hørte Kommissionens tjenestegrene (6) medlemsstaterne i marts 2006 (7) og forsikringsbranchen i april 2006 (8). Der blev også gennemført en offentlig onlinehøring fra den 6. april 2006 til den 5. juni 2006 på Kommissionens websted (9) for at høre alle interesserede parter om, hvorvidt de er bekendt med ordningen med skadebehandlingsrepræsentanter, og om dens virkning (10).
Kommissionens rapport behandler de nationale sanktionsbestemmelsers gennemførelse og virkning samt deres ækvivalens, jf. artikel 4, stk. 6, i direktivet, i lyset af de bemærkninger, der blev fremsat af medlemsstaterne, forsikringsbranchen og andre interesserede parter.
1 Ifølge artikel 4, stk. 1, i direktivet skal hver medlemsstat sikre, at alle forsikringsselskaber udpeger en skadebehandlingsrepræsentant i alle andre medlemsstater end den, hvori de har fået tilladelse til at udbyde motorkøretøjsforsikring (hjemlandet).
2 Ifølge artikel 4, stk. 4 og 5, i direktivet skal skadebehandlingsrepræsentanten indsamle alle de oplysninger, der er nødvendige for at afvikle erstatningskrav, og tage de nødvendige skridt til at forhandle en afgørelse af sådanne sager. De skal også have tilstrækkelig bemyndigelse til at repræsentere forsikringsselskaber over for skadelidte og til fuldt ud at imødekomme skadelidtes krav. De skal være i stand til at behandle sager på det eller de officielle sprog i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat.
3 Ifølge artikel 4, stk. 6, i direktivet skal medlemsstaterne via effektive og systematiske økonomiske eller lignende administrative sanktioner sikre, at skadelidte modtager et begrundet erstatningstilbud eller et begrundet svar i tilfælde af afvisning af erstatningskravet senest tre måneder efter den dato, hvor erstatningskravet blev fremsat over for enten skadevolders forsikringsselskab eller dets skadebehandlingsrepræsentant.
4 Rapporten vedrørende artikel 4(6) kunne ikke forelægges inden den dato, der er fastsat i direktivet, fordi det under forhandlingerne om det femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv i 2005 blev aftalt, at Kommissionen skulle bruge denne rapport til også at rapportere om spørgsmålet om retshjælp (se del 2 i denne rapport).
5 I denne forbindelse skal det bemærkes, at der forekom en fejl i ordlyden af artikel 4, stk. 7, idet henvisningen i denne bestemmelse skulle have været til stk. 6, første afsnit, som drejer sig om de nationale sanktionsbestemmelser, og ikke til stk. 4, som beskriver skadebehandlingsrepræsentantens opgaver ved afviklingen af erstatningskrav.
6 Denne rapport er udarbejdet af GD for det Indre Marked og Tjenesteydelser.
7 Der blev udsendt er spørgeskema til de 25 faste repræsentationer i marts 2006, og der indkom svar fra alle medlemsstaterne undtagen Italien i løbet af maj 2006.
8 CEA ("Comité Européen des Assurances") blev hørt i marts 2006.
9 Se webstedet "Your Voice in Europe" om alle Kommissionens offentlige høringer, hvor der benyttes et interaktivt politikformuleringsredskab (IPM) til at forbedre Kommissionens forvaltning ved brug af webbaserede spørgeskemaer til at indsamle og analysere reaktioner.
10 [foreldet lenke]
Europaparlamentets komiteinnstilling: begrunnelse (dansk utgave)
Den grænseoverskridende bilkørsel i Europa er stigende som følge af borgernes frie bevægelighed. Dette øger behovet for en klar, præcis og effektiv lovgivning om motorkøretøjsforsikring på EU-plan. Beskyttelsen af ulykkesofre har altid været en prioritet, og der er i denne forbindelse en række problemer, der skal løses.
Kommissionens rapport fra juni 2007 (KOM 2007(0207)) om visse spørgsmål vedrørende motorkøretøjsforsikring behandler flere vigtige spørgsmål, herunder navnlig gennemførelsen af det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv om de nationale sanktionsbestemmelser og disse bestemmelsers effektivitet, effektiviteten af ordningen med skadebehandlingsrepræsentanter og de eksisterende muligheder for potentielle ofre for trafikulykker for at tegne retshjælpsforsikring.
Kommissionens rapport omhandler hovedsageligt en særlig bestemmelse i det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv. Denne bestemmelse vedrører proceduren med begrundet erstatningstilbud. I henhold til det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv har ofre for trafikulykker i udlandet (eller grænseoverskridende trafikulykker) ret til at fremsætte erstatningskrav over for forsikringsselskabets skadebehandlingsrepræsentant udpeget i ofrets bopælsland. Forsikringsselskabet skal svare ofret inden for tre måneder, og hvis dette ikke sker, vil selskabet blive pålagt sanktioner. Anden del af Kommissionens rapport omhandler spørgsmålet om retshjælpsomkostninger, der bæres af den skadelidte, og om disse skal dækkes af skadevolderens forsikringsselskab.
Medlemsstaternes nationale sanktionsbestemmelser og effektiviteten af gennemførelsen i markedsmekanismerne bliver stadig undersøgt af Kommissionen. Der kan pålægges sanktioner, hvis fristen på tre måneder for fremsendelse af et begrundet svar/begrundet erstatningstilbud ikke overholdes. Kommissionen har fremsendt spørgeskemaer til medlemsstaterne, og Kommissionens eksperter arbejder stadig på at opsummere resultaterne og ajourføre en oversigt over alle sanktioner.
Høringer af nationale myndigheder, herunder i de nye medlemsstater, har bekræftet, at de nuværende sanktionsbestemmelser er tilstrækkelige, og at de gennemføres effektivt i hele EU. I rapporten forslås det, at Kommissionen fortsat overvåger situationen, koordinerer og yder støtte i nødvendigt omfang, når nationale myndigheder anmoder om hjælp, navnlig i lyset af det hastigt voksende antal europære, der rejser til andre EU-medlemsstater efter udvidelsen af EU og Schengenområdet.
Endvidere foreslås det i rapporten, at det overlades til medlemsstaterne at pålægge og vælge passende sanktioner i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, og at det derfor ikke er nødvendigt at harmonisere nationale sanktionsbestemmelser. Medlemsstaterne har indført forskellige systemer, og de nationale tilsynsmyndigheder kan i højere grad sikre, at forbrugerne beskyttes bedst muligt på de nationale markeder.
Ordningen med skadebehandlingsrepræsentanter er kendt i alle medlemsstater. Alle medlemsstater skal ifølge artikel 5 i det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv have etableret informationscentre. Disse informationscentre skal oplyse alle ofre for grænseoverskridende trafikulykker (bilens fører, passagerer og fodgængere) om, hvordan de kan gøre deres krav gældende over for udenlandske parter. De vil om nødvendigt ved hjælp af den udenlandske nummerplade opspore den udenlandske parts forsikringsselskab og den ansvarlige skadebehandlingsrepræsentant. Alle informationscentre kan generelt kontaktes pr. telefon eller e-mail, og mange har ligeledes oprettet deres egen hjemmeside med oplysninger til forbrugerne. De relevante oplysninger opdateres løbende. Hvis forsikringstageren kontakter sit eget forsikringsselskab i tilfælde af en grænseoverskridende trafikulykke, hjælper forsikringsselskabet ofte med at finde kontaktoplysninger til det ansvarlige informationscenter.
Det ville øge forbrugernes tillid, hvis medlemsstaterne havde mulighed for at forsyne forbrugerne med kontaktoplysninger til de nationale informationscentre i de tilfælde, hvor der er behov for yderligere forbrugeroplysninger. Forbrugerne skal desuden i forbindelse med de oplysninger, de modtager forud for indgåelsen af en aftale, have udførlige oplysninger om, hvordan ordningen med en skadebehandlingsrepræsentant virker, og hvordan den anvendes, og hvilke fordele den indebærer for forsikringstageren.
Der kan tegnes retshjælpsforsikring i de fleste medlemsstater (undtagen i Malta og Cypern). Tallene viser, at mere end 90 % af alle sager afgøres udenretligt, og at udgifter til retshjælp i mange medlemsstater tilbagebetales. De nye markeder i de nye medlemsstater er i fortsat vækst. I en række af disse medlemsstater er retshjælpsforsikring imidlertid et relativt nyt produkt, der skal fremmes. Befolkningen i de nye medlemsstater har fortsat ringe kendskab til retshjælpsforsikring, og der er derfor behov for at udbrede dette kendskab.
Det vigtigste spørgsmål her er, om den mest driftssikre og effektive løsning vil være at indføre obligatoriske retshjælpsforsikringer i hele EU, eller om den frivillige ordning skal bibeholdes. Den første mulighed har en række fordele, navnlig for forbrugerne i de nye medlemsstater. Den vil sandsynligvis øge forbrugernes tillid, navnlig når de gør brug af deres klagemuligheder, idet forbrugerne i mange nye medlemsstater er bange for at blive pålagt store sagsomkostninger. Det vil imidlertid lægge et yderligere pres på domstolene og komplicere deres arbejde, hvilket vil forsinke bilæggelsen af tvister og indebære en risiko for flere uberettigede krav og højere præmier, navnlig i lande hvor forsikringsselskaberne i øjeblikket tilbyder en billigere dækning, der ikke allerede omfatter retshjælpsforsikring. Det vil ikke mindst gøre det mindre attraktivt at afvikle krav udenretligt. Det ville endvidere destabilisere det eksisterende marked for retshjælpsforsikringer. Den negative indvirkning af indførelsen af obligatorisk retshjælpsforsikring vil overordnet set veje tungere end de potentielle fordele.
Der skal gøres en yderligere indsats for at udbrede kendskabet til retshjælpsforsikring, navnlig i de nye medlemsstater. Forbrugerne skal oplyses om fordelene ved at få tilbudt og have denne forsikringsdækning. De nationale tilsynsmyndigheder spiller en afgørende rolle i forbindelse med gennemførelsen af bedste praksis fra andre medlemsstater.
Det er vigtigt, at de nationale myndigheder, private forsikringsselskaber og forbrugerorganisationer lancerer offentlige kampagner med henblik på at sikre en hensigtsmæssig udvikling af de nationale markeder. Formidlere bør være forpligtet til at oplyse kunderne om mulige risici og om behovet for retshjælpsforsikring. De medlemsstater, der ikke har indført nationale alternative ordninger for afvikling af krav, bør desuden opfordres til at gennemføre eksempler på bedste praksis fra andre medlemsstater.