Rapport om trygdeordninger og sosial integrasjon 2009
Meddelelse fra Kommisjonen til Europaparlamentet, Rådet, Det europeiske økonomiske og sosiale utvalg og Regionskomiteen: Forslag til felles rapport om trygdeordninger og sosial integrasjon 2009
Meddelelse lagt fram av Kommisjonen 13.2.2009
Nærmere omtale
BAKGRUNN (fra kommisjonsmeddelelsen, dansk utgave)
Mellem 2001 og 2007 var den gennemsnitlige økonomiske vækst i EU-27 2,1 % pr. år. Beskæftigelsesfrekvensen var i 2007 vokset til 65,4 %, navnlig takket være højere beskæftigelse blandt kvinder og ældre arbejdstagere. Nye job medvirkede til, at andelen af husholdninger uden job dalede fra 10,2 % i 2005 til 9,3 % i 2007, men kom kun marginalt børnefamilier uden job til gode. De nyeste tal viser, at 16 % af EU's befolkning stadig lever med risikoen for fattigdom. Det bedste værn mod fattigdom er et godt job, men fattigdom hos 8 % af arbejdstagerne viser, at det ikke er alle job, som giver den sikkerhed. Samtidig viser tal, at i en række medlemsstater forbedrede høj vækst de fattiges absolutte levestandarder, mens deres relative situation forbedredes eller forblev den samme.
De økonomiske udsigter har ændret sig grundlæggende. Skønt arbejdsmarkederne har udvist fleksibilitet i de fleste medlemsstater, er arbejdsløsheden vokset betydeligt i nogle af dem, og der er udsigt til yderligere tab af arbejdspladser forude.
På den baggrund er socialpolitikkens bidrag afgørende. Hensigtsmæssige socialpolitikker vil ikke blot begrænse den negative sociale indvirkning på de mest udsatte, men også afbøde virkningen af krisen på økonomien som helhed. Social sikring er et betydeligt konjunkturudlignende og automatisk stabiliserende element i de offentlige udgifter. Velfungerende systemer i en ramme af fortsatte bæredygtighedsforøgende reformer kan medvirke til at stabilisere den samlede efterspørgsel, understøtte forbrugernes tillid og bidrage til jobskabelse.
Krisens hårdest ramte ofre bliver de husholdninger, hvor forsørgerne er dårligt stillet på arbejdsmarkedet og i samfundet. Deraf behovet for sociale sikkerhedsnet, der er tætmaskede nok til at forhindre folk i at falde igennem og effektive nok til at sende dem tilbage til aktiv arbejdsmarkeds- og social deltagelse.
Passende flexicurityforanstaltninger vil benytte aktive arbejdsmarkedspolitikker til at lette overgange, undgå, at folk bliver langtidsledige, undgå at bruge førtidspensionering til at regulere udbuddet af arbejdskraft, udbygge kvalifikationerne og sikre overgangsperioder. Der er behov for omfattende aktive integrationsforanstaltninger for at tackle situationen for dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet.
Det betyder også i givet fald at tilpasse ydelser for at sikre passende støtte til modtagerne. Medlemsstaterne gør allerede en indsats for at bevare minimumsydelsers og grundpensioners købekraft. Recessionens alvorlige karakter medfører et behov for nøjere overvågning af de sociale konsekvenser.
Det meste af pensionsindkomsten for folk, der går på pension i dag, hidrører fra lovpligtige pensioner, som finansieres af nuværende bidrag. I et par lande er indkomsten fra finansierede private pensioner betydelig. Da pensionskasser investerer en del af deres beholdninger i aktier, er de blevet berørt af det drastiske fald på de finansielle markeder. Langsigtede strategier, lovrammer og indsats fra myndighedernes side har medvirket til at begrænse virkningerne for de fleste af dem, der går på pension i dag. Finansierede ordninger skal ikke desto mindre redesignes for at sikre, at de er tilstrækkelige og bæredygtige.
Effektive sundhedsydelser og forebyggende sundhedsydelser er af særlig betydning under en økonomisk afmatning, når indkomsten daler og arbejdsløsheden vokser, men der er en betydelig risiko for, at investeringer i sundhedsydelser og langtidspleje vil blive ramt. Det kan forventes, at planerne om at modernisere og udvikle lokale sundhedsydelser og langtidspleje udsættes. Sådanne forsinkelser ville være meget uvelkomne i lande, hvis sundhedssektorer er meget uligeligt fordelt over det nationale territorium og får tildelt for få ressourcer.
Adskillige medlemsstater har bestræbt sig på at inddrage berørte parter og i et vist omfang borgerne i forberedelsen af fornyede strategier. Lokale og regionale myndigheder inddrages i stigende grad, men der skal gøres en yderligere indsats. Kønsaspekter inddrages i højere grad end tidligere, men dette kunne ske mere konsekvent. Der er en række eksempler på god praksis inden for rådgivning, f.eks. bestræbelser på at sikre en interaktiv tovejsdialog og give feedback på resultaterne. Visse lande har givet et generelt tilsagn om at bibeholde inddragelse af berørte parter på alle trin i den politiske proces og gennem hele rapporteringscyklussen. De deltagende organer på de forskellige niveauer kunne bidrage til at overvåge sociale strukturreformer og dermed fremme muligheder, adgang og solidaritet i den nuværende krise.
Politiske prioriteter understøttes i stigende grad af kvantificerede mål. Hvis de bygger på grundige analyser, tilstrækkelige ressourcer og klare politiske forpligtelser, kan de føre til resultater på bestemte politiske områder.
Mellem 2001 og 2007 var den gennemsnitlige økonomiske vækst i EU-27 2,1 % pr. år. Beskæftigelsesfrekvensen var i 2007 vokset til 65,4 %, navnlig takket være højere beskæftigelse blandt kvinder og ældre arbejdstagere. Nye job medvirkede til, at andelen af husholdninger uden job dalede fra 10,2 % i 2005 til 9,3 % i 2007, men kom kun marginalt børnefamilier uden job til gode. De nyeste tal viser, at 16 % af EU's befolkning stadig lever med risikoen for fattigdom. Det bedste værn mod fattigdom er et godt job, men fattigdom hos 8 % af arbejdstagerne viser, at det ikke er alle job, som giver den sikkerhed. Samtidig viser tal, at i en række medlemsstater forbedrede høj vækst de fattiges absolutte levestandarder, mens deres relative situation forbedredes eller forblev den samme.
De økonomiske udsigter har ændret sig grundlæggende. Skønt arbejdsmarkederne har udvist fleksibilitet i de fleste medlemsstater, er arbejdsløsheden vokset betydeligt i nogle af dem, og der er udsigt til yderligere tab af arbejdspladser forude.
På den baggrund er socialpolitikkens bidrag afgørende. Hensigtsmæssige socialpolitikker vil ikke blot begrænse den negative sociale indvirkning på de mest udsatte, men også afbøde virkningen af krisen på økonomien som helhed. Social sikring er et betydeligt konjunkturudlignende og automatisk stabiliserende element i de offentlige udgifter. Velfungerende systemer i en ramme af fortsatte bæredygtighedsforøgende reformer kan medvirke til at stabilisere den samlede efterspørgsel, understøtte forbrugernes tillid og bidrage til jobskabelse.
Krisens hårdest ramte ofre bliver de husholdninger, hvor forsørgerne er dårligt stillet på arbejdsmarkedet og i samfundet. Deraf behovet for sociale sikkerhedsnet, der er tætmaskede nok til at forhindre folk i at falde igennem og effektive nok til at sende dem tilbage til aktiv arbejdsmarkeds- og social deltagelse.
Passende flexicurityforanstaltninger vil benytte aktive arbejdsmarkedspolitikker til at lette overgange, undgå, at folk bliver langtidsledige, undgå at bruge førtidspensionering til at regulere udbuddet af arbejdskraft, udbygge kvalifikationerne og sikre overgangsperioder. Der er behov for omfattende aktive integrationsforanstaltninger for at tackle situationen for dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet.
Det betyder også i givet fald at tilpasse ydelser for at sikre passende støtte til modtagerne. Medlemsstaterne gør allerede en indsats for at bevare minimumsydelsers og grundpensioners købekraft. Recessionens alvorlige karakter medfører et behov for nøjere overvågning af de sociale konsekvenser.
Det meste af pensionsindkomsten for folk, der går på pension i dag, hidrører fra lovpligtige pensioner, som finansieres af nuværende bidrag. I et par lande er indkomsten fra finansierede private pensioner betydelig. Da pensionskasser investerer en del af deres beholdninger i aktier, er de blevet berørt af det drastiske fald på de finansielle markeder. Langsigtede strategier, lovrammer og indsats fra myndighedernes side har medvirket til at begrænse virkningerne for de fleste af dem, der går på pension i dag. Finansierede ordninger skal ikke desto mindre redesignes for at sikre, at de er tilstrækkelige og bæredygtige.
Effektive sundhedsydelser og forebyggende sundhedsydelser er af særlig betydning under en økonomisk afmatning, når indkomsten daler og arbejdsløsheden vokser, men der er en betydelig risiko for, at investeringer i sundhedsydelser og langtidspleje vil blive ramt. Det kan forventes, at planerne om at modernisere og udvikle lokale sundhedsydelser og langtidspleje udsættes. Sådanne forsinkelser ville være meget uvelkomne i lande, hvis sundhedssektorer er meget uligeligt fordelt over det nationale territorium og får tildelt for få ressourcer.
Adskillige medlemsstater har bestræbt sig på at inddrage berørte parter og i et vist omfang borgerne i forberedelsen af fornyede strategier. Lokale og regionale myndigheder inddrages i stigende grad, men der skal gøres en yderligere indsats. Kønsaspekter inddrages i højere grad end tidligere, men dette kunne ske mere konsekvent. Der er en række eksempler på god praksis inden for rådgivning, f.eks. bestræbelser på at sikre en interaktiv tovejsdialog og give feedback på resultaterne. Visse lande har givet et generelt tilsagn om at bibeholde inddragelse af berørte parter på alle trin i den politiske proces og gennem hele rapporteringscyklussen. De deltagende organer på de forskellige niveauer kunne bidrage til at overvåge sociale strukturreformer og dermed fremme muligheder, adgang og solidaritet i den nuværende krise.
Politiske prioriteter understøttes i stigende grad af kvantificerede mål. Hvis de bygger på grundige analyser, tilstrækkelige ressourcer og klare politiske forpligtelser, kan de føre til resultater på bestemte politiske områder.