BAKGRUNN (fra kommisjonsforordning, dansk utgave)

(1) Formålet med Unionens politik for indre anliggender er at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed: et område uden indre grænser, som folk frit kan rejse ind i, og hvor de frit kan færdes, bo og arbejde i fuld tillid til, at deres rettigheder respekteres, og hvor de kan føle sig trygge, uden at glemme de fælles udfordringer, som hører med, såsom udvikling af en omfattende EU-indvandringspolitik, som skal øge Unionens konkurrenceevne og sociale samhørighed, oprettelse af et fælles europæisk asylsystem, forebyggelse af trusler i form af alvorlig og organiseret kriminalitet og bekæmpelse af ulovlig indvandring, menneskehandel, internetkriminalitet og terrorisme.

(2) Der er behov for en integreret tilgang til spørgsmål i forbindelse med migrationspres og asylansøgninger samt til forvaltningen af Unionens ydre grænser, idet der sikres fuld overholdelse af folkeretten og menneskerettighedslovgivningen, herunder i forbindelse med aktioner, der gennemføres i tredjelande, idet der vises solidaritet mellem alle medlemsstater, og idet der udvises opmærksomhed om behovet for at respektere nationale ansvarsområder, samtidig med at der sikres en klar fastlæggelse af opgaverne.

(3) EU-finansiering til at støtte udviklingen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed bør tilføre Unionen merværdi og være et konkret tegn på den solidaritet og ansvarsdeling, som er absolut nødvendig for at tackle fælles problemer.

(4) En fælles retlig ramme bør sikre den nødvendige sammenhæng, forenkling og ensartede gennemførelse af denne EU-finansiering inden for de pågældende politikområder.

(5) Anvendelsen af midlerne på det område, bør koordineres for at sikre komplementaritet, effektivitet og synlighed og for at opnå budgetmæssige synergier.

(6) En fælles ramme bør fastlægge bistandsprincipperne og medlemsstaternes og Kommissionens ansvar for at sikre, at disse principper anvendes, herunder forebyggelse og afsløring af uregelmæssigheder og svig.

(7) En sådan EU-finansiering ville blive mere effektiv og målrettet, hvis samfinansieringen af de støtteberettigede aktioner var baseret på en strategisk flerårig programmering, som hver medlemsstat udarbejder i dialog med Kommissionen.

(8) Foranstaltninger i og med tilknytning til tredjelande, som støttes via særforordningerne som defineret i denne forordning (»særforordningerne«), bør gennemføres i synergi og sammenhæng med andre aktioner uden for Unionen, som støttes gennem Unionens instrumenter for ekstern bistand, både geografisk og tematisk. Ved gennemførelsen af sådanne aktioner vil det navnlig blive tilstræbt at skabe fuld overensstemmelse med principperne og de generelle mål for Unionens optræden udadtil og udenrigspolitik over for det pågældende land eller den pågældende region. Hensigten med foranstaltningerne bør ikke være at støtte aktioner, som er direkte orienteret mod udvikling, og de bør, hvor det er hensigtsmæssigt, supplere den finansielle bistand, der ydes gennem instrumenter for ekstern bistand. Princippet om sammenhæng i udviklingspolitikken, jf. punkt 35 i den europæiske konsensus om udvikling, bør overholdes. Det er ligeledes vigtigt at sikre, at gennemførelsen af krisebistand hænger sammen med og, hvor dette er relevant, supplerer Unionens humanitære politik og overholder de humanitære principper, der er fastsat i den europæiske konsensus om humanitær bistand.

(9) Der bør være konsekvens og sammenhæng i optræden udadtil, jf. artikel 18, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

(10) Medlemsstaterne og Kommissionen bør føre en politisk dialog for derigennem at nå frem til en sammenhængende strategi for hver enkelt medlemsstat forud for udarbejdelsen af de flerårige programmer, som skal tjene til at opfylde målsætningerne med EU-finansieringen. Efter afslutningen af den politiske dialog bør hver medlemsstat forelægge Kommissionen et nationalt program, der beskriver, hvordan den agter at nå målsætningerne i den relevante særforordning for perioden 2014-2020. Kommissionen bør undersøge, om det nationale program stemmer overens med disse målsætninger og med resultatet af den politiske dialog. Endvidere bør Kommissionen undersøge, om fordelingen af EU-finansieringen mellem målsætningerne overholder de minimumsprocentsatser, der er fastsat for de enkelte målsætninger i den relevante særforordning. Det bør være muligt for medlemsstaterne at afvige fra disse minimumsprocentsatser, i hvilket tilfælde de bør anføre grundene til afvigelsen i deres nationale program. Såfremt de af den pågældende medlemsstat anførte grunde ikke skønnes tilstrækkelige, vil Kommissionen kunne undlade at godkende det nationale program. Kommissionen bør regelmæssigt orientere Europa-Parlamentet om resultatet af de politiske dialoger om den samlede programmeringsproces, herunder udarbejdelsen af de nationale programmer, der også omfatter overholdelsen af de for de enkelte målsætninger fastsatte minimumsprocentsatser i de relevante særforordninger som defineret i denne forordning, og om gennemførelsen af de nationale programmer.

(11) Der bør foretages en midtvejsevaluering af strategien for at sikre korrekt finansiering i perioden 2018-2020.

(12) Medlemsstaterne bør på en måde, der er forenelig med proportionalitetsprincippet og behovet for at minimere den administrative byrde, etablere et partnerskab med de relevante myndigheder og organer for at udvikle og gennemføre deres nationale programmer i hele den flerårige periode. Medlemsstaterne bør sikre, at der ikke er nogen interessekonflikter mellem partnerne i programmeringscyklussens forskellige faser. Hver medlemsstat bør nedsætte et udvalg til at overvåge det nationale program og hjælpe den med at revidere gennemførelsen og de fremskridt, der gøres med at opfylde programmålene. Hver medlemsstat bør være ansvarlig for at fastlægge de nærmere praktiske ordninger for nedsættelsen af overvågningsudvalget.

(13) Hvorvidt udgifter under de nationale programmer er støtteberettigede, bør afgøres i medfør af national ret, med forbehold af fælles principper i denne forordning. Der bør fastsættes datoer for begyndelse og udløb af de perioder, hvor udgifter er støtteberettigede, så der sikres ensartede og rimelige regler for de nationale programmer.

(14) Teknisk bistand bør sætte medlemsstaterne i stand til at støtte gennemførelsen af deres nationale programmer og hjælpe støttemodtagerne med at opfylde deres forpligtelser og overholde EU-retten. Hvor dette er relevant, kan den tekniske bistand omfatte omkostninger, som kompetente myndigheder i tredjelande har afholdt.

(15) For at sikre en hensigtsmæssig ramme, der gør det muligt hurtigt at yde krisebistand, bør denne forordning tillade støtte til aktioner, hvortil udgifterne blev afholdt, inden der blev anmodet om krisebistand, dog ikke før den 1. januar 2014, i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012​ , som tillader en sådan fleksibilitet i behørigt begrundede undtagelsestilfælde. Støtten kan udgøre 100 % af de støtteberettigede udgifter i behørigt begrundede tilfælde, hvor dette er nødvendigt for den påtænkte aktion, navnlig såfremt støttemodtageren er en international eller ikkestatslig organisation. Aktioner, der støttes med krisebistand, bør udgå direkte af krisesituationen og ikke træde i stedet for medlemsstaternes langsigtede investeringer.

(16) Beslutninger, der træffes, og som er af relevans for bidraget fra EU-budgettet, bør dokumenteres korrekt, så der fortsat sikres et passende revisionsspor.

(17) Unionens finansielle interesser bør beskyttes ved hjælp af forholdsmæssigt afpassede foranstaltninger i hele udgiftscyklussen, herunder forebyggelse, afsløring og efterforskning af uregelmæssigheder, inddrivelse af tabte, uberettiget udbetalte eller ukorrekt anvendte midler, og i givet fald administrative og finansielle sanktioner i overensstemmelse med forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012.

(18) I forbindelse med beskyttelsen af Unionens finansielle interesser kan den kontrol og revision på stedet, som gennemføres af medlemsstaterne, Kommissionen, Revisionsretten og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig nedsat ved Kommissionens afgørelse 1999/352/EF, EKSF, Euratom​ (»OLAF«), ske med eller uden varsel, i overensstemmelse med gældende ret.

(19) Den nye struktur til finansiering på området for indre anliggender har til formål at forenkle de gældende regler og mindske den administrative byrde for støttemodtagerne. Kontrolmekanismen bør dog fortsat være effektiv, og det er derfor vigtigt at minde om de gældende regler om beskyttelse af Unionens finansielle interesser, der muliggør kontrol og revision på stedet, som kan ske med eller uden varsel.

(20) Medlemsstaterne bør vedtage passende foranstaltninger til at sikre, at forvaltnings- og kontrolsystemet fungerer effektivt, og at kvaliteten af gennemførelsen af deres nationale programmer er i orden. Det er derfor nødvendigt at fastsætte de overordnede principper og nødvendige funktioner, som systemerne bør opfylde.

(21) Medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til forvaltnings- og kontrolsystemer samt forebyggelse, afsløring og korrektion af uregelmæssigheder og overtrædelser af EU-retten bør fastlægges for at sikre en effektiv og korrekt gennemførelse af deres nationale programmer.

(22) I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet bør medlemsstaterne ved hjælp af deres forvaltnings- og kontrolsystemer have det primære ansvar for gennemførelsen af og kontrollen med nationale programmer. Den støtte, der ydes i medfør af særforordningerne, bør gennemføres i tæt samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

(23) Medlemsstaterne bør udnytte den viden, ekspertise og erfaring, som offentlige og/eller private instanser har indhøstet ved anvendelsen af tidligere fonde på området for indre anliggender.

(24) Kun ansvarlige myndigheder, som medlemsstaterne har udpeget, giver tilstrækkelig forsikring om, at den fornødne kontrol er foretaget, før der ydes støtte fra EU-budgettet til støttemodtagerne. Det bør derfor udtrykkeligt fremgå, at kun udgifter, som er afholdt af udpegede ansvarlige myndigheder, kan godtgøres af EU-budgettet.

(25) Det bør fastlægges, hvilke beføjelser og hvilket ansvar Kommissionen har for at kontrollere, at forvaltnings- og kontrolsystemerne fungerer effektivt, og for at kræve, at medlemsstaterne griber ind.

(26) EU-budgetforpligtelserne bør indgås årligt. For at sikre effektiv programforvaltning skal der fastlægges fælles regler for betaling af den årlige saldo og den endelige saldo.

(27) Udbetalingen af forfinansiering ved starten af programmerne sikrer, at medlemsstaterne har midlerne til at yde støtte til støttemodtagere i forbindelse med gennemførelsen af programmet fra programmets vedtagelse. Der bør derfor fastsættes bestemmelser om de første forfinansieringsbeløb. Den første forfinansiering bør være fuldstændig udlignet ved afslutningen af programmet. De ansvarlige myndigheder bør sikre, at støttemodtagere omgående modtager det samlede skyldige beløb.

(28) Derudover bør der tilvejebringes årlig forfinansiering med henblik på at sikre, at medlemsstaterne har tilstrækkelige midler til at gennemføre deres nationale programmer. Den årlige forfinansiering bør hvert år være udlignet ved betalingen af den årlige saldo.

(29) Den revision, der foretages af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 hvert tredje år, medfører ændringer i metoden med delt forvaltning, som der skal tages hensyn til.

(30) For at styrke ansvarligheden for udgifter, som samfinansieres over EU-budgettet i et givet år, bør der etableres en hensigtsmæssig ramme for den årlige regnskabsafslutning. Ifølge denne ramme bør den ansvarlige myndighed i forbindelse med et nationalt program sende Kommissionen de dokumenter, som er nævnt i bestemmelserne om delt forvaltning med medlemsstaterne i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012.

(31) Til støtte for den erklæring, der ligger til grund for den årlige regnskabsafslutning i Unionen, bør der indføres fælles bestemmelser om, hvilken form for og grad af kontrol, medlemsstaterne skal foretage.

(32) Det kan blive nødvendigt for Kommissionen at foretage finansielle korrektioner for at sikre, at EU-midlerne forvaltes forsvarligt. For at sikre retssikkerhed for medlemsstaterne er det vigtigt at fastlægge, under hvilke omstændigheder overtrædelser af gældende EU-ret eller national ret kan føre til finansielle korrektioner fra Kommissionens side. For at sikre, at eventuelle finansielle korrektioner, som Kommissionen måtte pålægge medlemsstaterne, hænger sammen med beskyttelsen af Unionens finansielle interesser, bør de kun anvendes i tilfælde, hvor overtrædelsen af EU-retten eller den nationale ret direkte eller indirekte vedrører aktioners og de dermed forbundne udgifters støtteberettigelse, formelle rigtighed eller forvaltningen og kontrollen heraf. For at sikre proportionalitet er det vigtigt, at Kommissionen tager hensyn til overtrædelsens karakter og alvor, når den træffer afgørelse om størrelsen af en finansiel korrektion. Det er derfor hensigtsmæssigt at fastlægge kriterierne for Kommissionens anvendelse af finansielle korrektioner og den procedure, som kan føre til en beslutning om en finansiel korrektion.

(33) For at fastlægge det økonomiske forhold mellem de ansvarlige myndigheder og EU-budgettet bør Kommissionen hvert år afslutte regnskaberne for disse myndigheder. Afgørelsen om regnskabsafslutning bør omfatte fuldstændigheden, nøjagtigheden og rigtigheden af regnskabet, men ikke udgifternes overensstemmelse med EU-retten.

(34) Da Kommissionen i medfør af artikel 17 i TEU er ansvarlig for, at EU-retten anvendes korrekt, bør den afgøre, om de udgifter, medlemsstaterne har afholdt, er i overensstemmelse med EU-retten. Medlemsstaterne bør have ret til at begrunde deres afgørelser om at foretage udbetalinger. For at give medlemsstaterne retlig og økonomisk sikkerhed med hensyn til udgifter, der er afholdt i fortiden, bør der fastsættes en maksimal frist for Kommissionen til at afgøre, hvilke økonomiske konsekvenser en manglende overholdelse bør have.

(35) Det er vigtigt at sikre forsvarlig økonomisk forvaltning og effektiv gennemførelse, samtidig med at der sikres gennemsigtighed, retssikkerhed, adgang til finansiering og ligebehandling af støttemodtagere.

(36) Med henblik på at forenkle anvendelsen af midlerne og mindske risikoen for fejl, samtidig med at der gives mulighed for differentiering, når det er nødvendigt for at afspejle de særlige politikforhold, er det hensigtsmæssigt at fastlægge støtteformerne og de harmoniserede betingelser for udgifternes støtteberettigelse, herunder forenklede omkostningsmuligheder. I overensstemmelse med nærhedsprincippet bør medlemsstaterne vedtage nationale regler for udgifternes støtteberettigelse.

(37) For at tilskynde til finansiel disciplin bør der fastlægges regler for frigørelse af en given del af budgetforpligtelsen i et nationalt program, især hvis et beløb kan udelukkes fra frigørelsen, f.eks. hvis forsinkelser i gennemførelsen skyldes en retssag eller rekurs med opsættende virkning eller force majeure.

(38) For at sikre en hensigtsmæssig anvendelse af de generelle bestemmelser om frigørelse bør reglerne præcisere, hvordan fristerne for frigørelse fastsættes, og hvordan de pågældende beløb beregnes.

(39) Det er vigtigt at gøre den brede offentlighed opmærksom på de resultater, der opnås med EU-finansiering. Borgerne har ret til at vide, hvordan Unionens finansielle midler anvendes. Ansvaret for at sikre, at offentligheden får relevante oplysninger, bør ligge hos Kommissionen, de ansvarlige myndigheder og støttemodtagerne. For at sikre en mere effektiv kommunikation til den brede offentlighed og større synergieffekt mellem de kommunikationsaktiviteter, der iværksættes på Kommissionens initiativ, bør de midler, der afsættes til kommunikationsaktiviteter under denne EU-finansiering, også bidrage til at dække koncernkommunikation om Unionens politiske prioriteringer, forudsat at de vedrører de overordnede formål med EU-finansiering på området for indre anliggender.

(40) Med henblik på at sikre en bred formidling af oplysninger om EU-finansiering på området for indre anliggender og oplyse potentielle støttemodtagere om støttemuligheder bør der fastlægges nærmere regler vedrørende oplysnings- og kommunikationsforanstaltninger samt visse tekniske karakteristika ved sådanne foranstaltninger på grundlag af denne forordning, og hver medlemsstat bør oprette mindst et websted eller en webportal med de nødvendige oplysninger. Medlemsstaterne bør gennemføre mere direkte former for kommunikationskampagner med henblik på at informere potentielle støttemodtagere ved bl.a. at afholde regelmæssige offentlige begivenheder, såkaldte informationsdage og kurser.

(41) Evalueringen af de støttede aktioner og formidlingen af resultaterne er også bestemmende for, hvor virkningsfulde aktionerne er. Medlemsstaternes og Kommissionens respektive ansvar på dette område og de ordninger, der skal sikre, at evalueringen er pålidelig, og at de tilhørende oplysninger er af ordentlig kvalitet, bør formaliseres.

(42) For at ændre denne forordnings bestemmelser om de fælles principper for udgifters støtteberettigelse bør Kommissionen have beføjelse til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(43) I forbindelse med anvendelsen af denne forordning, herunder udarbejdelsen af delegerede retsakter, bør Kommissionen høre eksperter fra alle medlemsstater.

(44) For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011​ .

(45) Undersøgelsesproceduren bør anvendes ved gennemførelsesretsakter, der pålægger medlemsstaterne fælles forpligtelser, navnlig om meddelelse af oplysninger til Kommissionen, mens rådgivningsproceduren bør anvendes ved vedtagelsen af gennemførelsesretsakter, som vedrører de modeller, der skal anvendes ved meddelelse af oplysninger til Kommissionen, da de er af rent teknisk art.

(46) Målet for denne forordning, nemlig at fastlægge generelle bestemmelser for gennemførelsen af særforordningerne, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(47) For så vidt som denne forordning fastsætter generelle bestemmelser, som er en forudsætning for gennemførelsen af særforordninger, hvorved nærværende forordnings anvendelighed på disse særforordninger fastlægges, og som er retsakter, der bygger på Schengenreglerne, i forhold til lande, som de pågældende særforordninger finder anvendelse på i medfør af relevante protokoller, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, eller i medfør af relevante aftaler, bør denne forordning finde anvendelse sammen med de pågældende særforordninger. Dermed indebærer dette, at denne forordning kan etablere en sammenhæng med og indvirke direkte på bestemmelserne i de pågældende særforordninger om udvikling af Schengenreglerne og således påvirke sidstnævntes retlige ramme.

(48) I medfør af artikel 3 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, har disse medlemsstater meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(49) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(50) Det er hensigtsmæssigt at afstemme anvendelsesperioden for denne forordning med anvendelsesperioden for Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/20137 . Nærværende forordning bør derfor anvendes fra den 1. januar 2014 —