Det europeiske system for innreiseinformasjon og -tillatelse: bestemmelser om nettjenesten søkere kan benytte for å gi ytterligere opplysninger
Delegert kommisjonsbeslutning (EU) 2019/971 av 26. februar 2019 om fastsettelsene av kravene til den sikre kontotjenesten som setter søkere i stand til å gi ytterligere opplysninger eller dokumentasjon som kreves, i henhold til artikkel 6 nr. 4 i europaparlaments- og rådsforordning (EU) 2018/1240
Commission Delegated Decision (EU) 2019/971 of 26 February 2019 on the definition of the requirements of the secure account service pursuant to Article 6(4) of Regulation (EU) 2018/1240 of the European Parliament and of the Council, enabling applicants to provide any additional information or documentation required
Avtalegrunnlag
Schengen-avtalen
Kommisjonsforordning publisert i EU-tidende 13.6.2019
Bakgrunn
BAKGRUNN (fra kommisjonsbeslutningen, dansk utgave)
(1) Ved forordning (EU) 2018/1240 blev der oprettet et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS), der er et system for tredjelandsstatsborgere, der er fritaget fra visumpligten, når de passerer de ydre grænser. I forordningen fastsættes betingelserne og procedurerne for udstedelse af eller afslag på rejsetilladelser.
(2) De nationale ETIAS-enheder kan, når de foretager manuel behandling af ETIAS-ansøgninger, anmode ansøgerne om at indgive yderligere oplysninger eller dokumentation. I denne afgørelse fastsættes betingelserne for, hvordan ansøgerne kan indgive disse yderligere oplysninger eller den yderligere dokumentation vedbrug af et særligt værktøj.
(3) Den sikre kontotjeneste bør kunne tilgås via et særligt offentligt websted og en app til mobilenheder samt via et sikkert link.
(4) Den sikre kontotjeneste skal gøre det muligt at bekræfte ansøgerens identitet og sikre en sikker adgang til værktøjet. Det er derfor nødvendigt at fastsætte autentifikationskrav, bl.a. en bestemmelse om en entydig kode til ansøgeren.
(5) Det er også nødvendigt at fastsætte proceduren for indgivelse af yderligere oplysninger eller dokumentation samt uddata fra den sikre kontotjeneste.
(6) Ansøgere bør kunne indgive yderligere oplysninger eller dokumentation på et hvilket som helst tidspunkt inden for den frist, der er fastsat i artikel 27, stk. 2, eller artikel 44, stk. 3, fra modtagelsen af anmodningen om yderligere oplysninger eller dokumentation. Ansøgere bør kunne gemme de indlæste oplysninger og den uploadede dokumentation og fortsætte, hvor de standsede inden for den fastsatte tidsfrist. Efter denne frist bør ansøgere ikke længere have adgang til den sikre kontotjeneste.
(7) Det bør fastsættes, hvilke kommunikationskanaler der kan anvendes mellem den sikre kontotjeneste og det centrale ETIAS-system. Derudover bør meddelelsesformat og -standarder og protokoller samt sikkerhedskravene fastsættes.
(8) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af forordning (EU) 2017/2226 som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Da forordning (EU) 2018/1240 imidlertid bygger på Schengenreglerne, meddelte Danmark i henhold til artikel 4 i nævnte protokol den 21.december 2018 sin beslutning om at gennemføre forordning (EU) 2018/1240 i sin nationale lovgivning.
(9) Denne afgørelse udgør en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF; Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.
(10) Denne afgørelse udgør en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF; Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.
(11) For så vidt angår Island og Norge udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i Rådets afgørelse 1999/437/EF.
(12) For så vidt angår Schweiz udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i Rådets afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF.
(13) For så vidt angår Liechtenstein udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, henhørende under det område, der er nævnt i artikel1, litra A, i Rådets afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU.
(14) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse blev hørt den 28. januar 2019 og afgav udtalelse den 8. februar 2019 —
(1) Ved forordning (EU) 2018/1240 blev der oprettet et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS), der er et system for tredjelandsstatsborgere, der er fritaget fra visumpligten, når de passerer de ydre grænser. I forordningen fastsættes betingelserne og procedurerne for udstedelse af eller afslag på rejsetilladelser.
(2) De nationale ETIAS-enheder kan, når de foretager manuel behandling af ETIAS-ansøgninger, anmode ansøgerne om at indgive yderligere oplysninger eller dokumentation. I denne afgørelse fastsættes betingelserne for, hvordan ansøgerne kan indgive disse yderligere oplysninger eller den yderligere dokumentation vedbrug af et særligt værktøj.
(3) Den sikre kontotjeneste bør kunne tilgås via et særligt offentligt websted og en app til mobilenheder samt via et sikkert link.
(4) Den sikre kontotjeneste skal gøre det muligt at bekræfte ansøgerens identitet og sikre en sikker adgang til værktøjet. Det er derfor nødvendigt at fastsætte autentifikationskrav, bl.a. en bestemmelse om en entydig kode til ansøgeren.
(5) Det er også nødvendigt at fastsætte proceduren for indgivelse af yderligere oplysninger eller dokumentation samt uddata fra den sikre kontotjeneste.
(6) Ansøgere bør kunne indgive yderligere oplysninger eller dokumentation på et hvilket som helst tidspunkt inden for den frist, der er fastsat i artikel 27, stk. 2, eller artikel 44, stk. 3, fra modtagelsen af anmodningen om yderligere oplysninger eller dokumentation. Ansøgere bør kunne gemme de indlæste oplysninger og den uploadede dokumentation og fortsætte, hvor de standsede inden for den fastsatte tidsfrist. Efter denne frist bør ansøgere ikke længere have adgang til den sikre kontotjeneste.
(7) Det bør fastsættes, hvilke kommunikationskanaler der kan anvendes mellem den sikre kontotjeneste og det centrale ETIAS-system. Derudover bør meddelelsesformat og -standarder og protokoller samt sikkerhedskravene fastsættes.
(8) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af forordning (EU) 2017/2226 som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Da forordning (EU) 2018/1240 imidlertid bygger på Schengenreglerne, meddelte Danmark i henhold til artikel 4 i nævnte protokol den 21.december 2018 sin beslutning om at gennemføre forordning (EU) 2018/1240 i sin nationale lovgivning.
(9) Denne afgørelse udgør en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF; Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.
(10) Denne afgørelse udgør en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF; Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.
(11) For så vidt angår Island og Norge udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i Rådets afgørelse 1999/437/EF.
(12) For så vidt angår Schweiz udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i Rådets afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF.
(13) For så vidt angår Liechtenstein udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, henhørende under det område, der er nævnt i artikel1, litra A, i Rådets afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU.
(14) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse blev hørt den 28. januar 2019 og afgav udtalelse den 8. februar 2019 —
Avtalegrunnlag
Schengen-avtalen