Energispareforpliktelser i henhold til energieffektiviseringsdirektivet
Kommisjonsrekommandasjon (EU) 2019/1658 av 25. september 2019 om gjennomføring av energispareforpliktelsene i henhold til energieffektiviseringsdirektivet
Commission Recommendation (EU) 2019/1658 of 25 September 2019 on transposing the energy savings obligations under the Energy Efficiency Directive
Kommisjonsrekommandasjon publisert i EU-tidende 28.10.2019
Nærmere omtale
BAKGRUNN (fra kommisjonsrekommandasjonen, dansk utgave)
(1) Unionen er fast besluttet på at udvikle et bæredygtigt, konkurrencedygtigt, sikkert og dekarboniseret energisystem. I strategien for energiunionen fastsættes der ambitiøse mål for Unionen. Den har navnlig til formål at reducere drivhusgasemissionerne med mindst 40 % inden 2030 sammenlignet med 1990, øge andelen af forbruget af vedvarende energi til mindst 32 % og gennemføre energibesparelser og forbedre energisikkerhed, konkurrenceevne og bæredygtighed. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU (»energieffektivitetsdirektivet«), som ændret ved direktiv (EU) 2018/2002, fastsætter et mål for energieffektivitet på mindst 32,5 % besparelser på EU-plan inden 2030.
(2) Begrænsning af energiefterspørgslen er en af de fem dimensioner af strategien for energiunionen, som blev fastlagt ved Kommissionens meddelelse af 25. februar 2015 med titlen »En rammestrategi for en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende klimapolitik«. EU's opfyldelse af energi- og klimamålene kræver en prioritering af energieffektiviteten, anvendelse af princippet om »energieffektivitet først« og overvejelser om at benytte vedvarende energikilder.
(3) I meddelelsen om en europæisk strategisk og langsigtet vision for en fremgangsrig, moderne, konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi understreges det, at energieffektivitetsforanstaltninger bør spille en central rolle i bestræbelserne på at opnå en klimaneutral økonomi i 2050. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen (»forordningen om forvaltning«) skal medlemsstaterne anvende princippet om »energieffektivitet først«.
(4) I sin konsekvensanalyse af det ændrede energieffektivitetsdirektiv anslog Kommissionen, at gennemførelsen af dets artikel 7 ville sikre mere end halvdelen af de energibesparelser, medlemsstaterne skal opnå i henhold til energieffektivitetsdirektivet.
(5) Energieffektivitetsdirektivet, som ændret, har indvirkning på både den indeværende (2014-2020) og (primært) den kommende forpligtelsesperiode (2021-2030 og fremover). Medlemsstaterne bør støttes i deres indsats for at gennemføre de nye krav (relevant for begge forpligtelsesperioder), for at gennemføre de eksisterende krav på en anden måde (relevant for begge forpligtelsesperioder) og for at identificere, hvilke krav der er blevet præciseret, men ikke ændret.
(6) Energieffektivitetsdirektivet, som ændret, udvider energispareforpligtelsen til perioden fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2030 og fremover (med forbehold af Kommissionens gennemgang). I hvert år i forpligtelsesperioden 2021-2030 og derefter skal medlemsstaterne opnå kumulative energibesparelser i slutanvendelserne svarende til nye besparelser på 0,8 % af det endelige energiforbrug i perioden og derefter. Som en undtagelse skal Cypern og Malta opnå nye kumulative energibesparelser i slutanvendelserne svarende til kun 0,24 % af det endelige energiforbrug for perioden og derefter.
(7) Energieffektivitetsdirektivet, som ændret, indeholder også en afklaring af beregningen af mængden af energibesparelser. Med ændringerne præciseres det, at ordninger for energispareforpligtelser og alternative politiktiltag er på lige fod, og at de kan kombineres. Medlemsstaterne har skønsbeføjelser til at udpege forpligtede parter og angive de mængder energibesparelser, der skal opnås af hver part. Energieffektivitetsdirektivet, som ændret, giver medlemsstaterne fleksibilitet til blandt forskellige typer ordninger at vælge det system, der er bedst egnet til deres særlige situation og omstændigheder.
(8) Hvis medlemsstaterne skal opfylde deres energispareforpligtelse, er det vigtigt at øge offentlighedens bevidsthed og give nøjagtige oplysninger om fordelene ved energieffektivitet. Dette kan ske gennem uddannelses- og oplysningsprogrammer.
(9) Ændringerne giver udtrykkeligt medlemsstaterne mulighed for at træffe politiktiltag over for bestemte sektorer, f.eks. bygninger eller vandsektoren.
(10) Effektiv vandforvaltning kan yde et væsentligt bidrag til energibesparelser, og medlemsstaterne bør undersøge potentialet for yderligere tiltag på dette område. De opfordres også til at overveje politiktiltag, der samtidig omhandler andre mål vedrørende beskyttelsen af miljøet og naturressourcerne.
(11) For at udvide indsatsen for at afhjælpe energifattigdom bør medlemsstaterne som en prioritet gennemføre en række politiktiltag vedrørende energieffektivitet blandt sårbare husholdninger og fastlægge kriterier for, hvordan de vil bekæmpe energifattigdom.
(12) Energieffektivitetsdirektivet, som ændret, indeholder klarere krav med hensyn til foranstaltningernes levetid. Når medlemsstaterne beregner mængden af energibesparelser, bør de tage hensyn til, hvor lang tid en foranstaltning fortsat vil generere besparelser, men også muligheden for, at den vil generere færre besparelser over tid.
(13) I det ændrede energieffektivitetsdirektiv præciseres det, at medlemsstaterne, når de beregner energibesparelser, ikke bør medregne foranstaltninger, som de ville have truffet under alle omstændigheder, og at de kun må medregne besparelser, der går ud over det minimum, der kræves i henhold til den specifikke EU-lovgivning. Der er en undtagelse for energibesparelser fra renovering af bygninger.
(14) I det ændrede energieffektivitetsdirektiv understreges betydningen af overvågning og kontrol for at sikre, at ordninger for energispareforpligtelser og alternative politiktiltag når deres mål. Vejledningen i denne henstilling viser, hvordan medlemsstaterne kan fastlægge effektive måle-, kontrol- og verifikationssystemer.
(15) Som følge af betydningen af energi, der produceres på eller i bygninger ved hjælp af vedvarende energiteknologier, forklares det i vejledningen i denne henstilling, hvordan medlemsstaterne kan medregne energibesparelser i slutanvendelserne, der udspringer af politiktiltag til fremme af installation af mindre teknologier inden for vedvarende energi, ved opfyldelsen af deres energispareforpligtelse.
(16) Medlemsstaterne skal sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser til gennemførelse af energispareforpligtelsen i kraft senest den 25. juni 2020. Med denne ikrafttræden vil ændringerne i energieffektivitetsdirektivets artikel 7 få indvirkning på gennemførelsen af energispareforpligtelsen for forpligtelsesperioden 2014-2020. Vejledningen i denne henstilling vil støtte medlemsstaterne i denne forbindelse.
(17) Den fulde og effektive gennemførelse af energieffektivitetsdirektivet, som ændret, i national ret er nødvendig, hvis Unionen skal nå sine 2030-energieffektivitetsmål og opfylde sin forpligtelse til at sætte forbrugerne i centrum for energiunionen.
(18) Medlemsstaterne har en skønsmargen med hensyn til at gennemføre de ændrede krav vedrørende deres energispareforpligtelser på den måde, der passer bedst til deres nationale forhold. I denne henstilling forklares de ændrede krav, ligesom det illustreres, hvordan direktivets mål kan nås. Formålet er navnlig at sikre en ensartet forståelse af energieffektivitetsdirektivet i medlemsstaterne, når de forbereder deres gennemførelsesforanstaltninger.
(19) Vejledningen i denne henstilling supplerer og erstatter delvist de retningslinjer, som Kommissionen tidligere har udstukket i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7. Virkningerne af de ændrede bestemmelser for forpligtelsesperioden 2014-2020 bør fremhæves. De tilbagemeldinger, som Kommissionen har modtaget fra medlemsstaterne siden gennemførelsen af direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet (»direktiv 2012/27/EU«), bør afspejles.
(20) Denne henstilling ændrer ikke energieffektivitetsdirektivets juridiske virkninger og berører ikke Domstolens bindende fortolkning af direktivet. Den fokuserer på bestemmelserne om energispareforpligtelsen og vedrører artikel 7, 7a og 7b i og bilag V til energieffektivitetsdirektivet.
(21) Bilaget til denne henstilling har til formål at vejlede medlemsstaterne i, hvordan de bl.a. beregner de krævede energibesparelser, fastlægger relevante politiktiltag og rapporterer korrekt om de opnåede energibesparelser, og indeholder en række afklaringer og praktiske gennemførelsesløsninger —
(1) Unionen er fast besluttet på at udvikle et bæredygtigt, konkurrencedygtigt, sikkert og dekarboniseret energisystem. I strategien for energiunionen fastsættes der ambitiøse mål for Unionen. Den har navnlig til formål at reducere drivhusgasemissionerne med mindst 40 % inden 2030 sammenlignet med 1990, øge andelen af forbruget af vedvarende energi til mindst 32 % og gennemføre energibesparelser og forbedre energisikkerhed, konkurrenceevne og bæredygtighed. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU (»energieffektivitetsdirektivet«), som ændret ved direktiv (EU) 2018/2002, fastsætter et mål for energieffektivitet på mindst 32,5 % besparelser på EU-plan inden 2030.
(2) Begrænsning af energiefterspørgslen er en af de fem dimensioner af strategien for energiunionen, som blev fastlagt ved Kommissionens meddelelse af 25. februar 2015 med titlen »En rammestrategi for en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende klimapolitik«. EU's opfyldelse af energi- og klimamålene kræver en prioritering af energieffektiviteten, anvendelse af princippet om »energieffektivitet først« og overvejelser om at benytte vedvarende energikilder.
(3) I meddelelsen om en europæisk strategisk og langsigtet vision for en fremgangsrig, moderne, konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi understreges det, at energieffektivitetsforanstaltninger bør spille en central rolle i bestræbelserne på at opnå en klimaneutral økonomi i 2050. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen (»forordningen om forvaltning«) skal medlemsstaterne anvende princippet om »energieffektivitet først«.
(4) I sin konsekvensanalyse af det ændrede energieffektivitetsdirektiv anslog Kommissionen, at gennemførelsen af dets artikel 7 ville sikre mere end halvdelen af de energibesparelser, medlemsstaterne skal opnå i henhold til energieffektivitetsdirektivet.
(5) Energieffektivitetsdirektivet, som ændret, har indvirkning på både den indeværende (2014-2020) og (primært) den kommende forpligtelsesperiode (2021-2030 og fremover). Medlemsstaterne bør støttes i deres indsats for at gennemføre de nye krav (relevant for begge forpligtelsesperioder), for at gennemføre de eksisterende krav på en anden måde (relevant for begge forpligtelsesperioder) og for at identificere, hvilke krav der er blevet præciseret, men ikke ændret.
(6) Energieffektivitetsdirektivet, som ændret, udvider energispareforpligtelsen til perioden fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2030 og fremover (med forbehold af Kommissionens gennemgang). I hvert år i forpligtelsesperioden 2021-2030 og derefter skal medlemsstaterne opnå kumulative energibesparelser i slutanvendelserne svarende til nye besparelser på 0,8 % af det endelige energiforbrug i perioden og derefter. Som en undtagelse skal Cypern og Malta opnå nye kumulative energibesparelser i slutanvendelserne svarende til kun 0,24 % af det endelige energiforbrug for perioden og derefter.
(7) Energieffektivitetsdirektivet, som ændret, indeholder også en afklaring af beregningen af mængden af energibesparelser. Med ændringerne præciseres det, at ordninger for energispareforpligtelser og alternative politiktiltag er på lige fod, og at de kan kombineres. Medlemsstaterne har skønsbeføjelser til at udpege forpligtede parter og angive de mængder energibesparelser, der skal opnås af hver part. Energieffektivitetsdirektivet, som ændret, giver medlemsstaterne fleksibilitet til blandt forskellige typer ordninger at vælge det system, der er bedst egnet til deres særlige situation og omstændigheder.
(8) Hvis medlemsstaterne skal opfylde deres energispareforpligtelse, er det vigtigt at øge offentlighedens bevidsthed og give nøjagtige oplysninger om fordelene ved energieffektivitet. Dette kan ske gennem uddannelses- og oplysningsprogrammer.
(9) Ændringerne giver udtrykkeligt medlemsstaterne mulighed for at træffe politiktiltag over for bestemte sektorer, f.eks. bygninger eller vandsektoren.
(10) Effektiv vandforvaltning kan yde et væsentligt bidrag til energibesparelser, og medlemsstaterne bør undersøge potentialet for yderligere tiltag på dette område. De opfordres også til at overveje politiktiltag, der samtidig omhandler andre mål vedrørende beskyttelsen af miljøet og naturressourcerne.
(11) For at udvide indsatsen for at afhjælpe energifattigdom bør medlemsstaterne som en prioritet gennemføre en række politiktiltag vedrørende energieffektivitet blandt sårbare husholdninger og fastlægge kriterier for, hvordan de vil bekæmpe energifattigdom.
(12) Energieffektivitetsdirektivet, som ændret, indeholder klarere krav med hensyn til foranstaltningernes levetid. Når medlemsstaterne beregner mængden af energibesparelser, bør de tage hensyn til, hvor lang tid en foranstaltning fortsat vil generere besparelser, men også muligheden for, at den vil generere færre besparelser over tid.
(13) I det ændrede energieffektivitetsdirektiv præciseres det, at medlemsstaterne, når de beregner energibesparelser, ikke bør medregne foranstaltninger, som de ville have truffet under alle omstændigheder, og at de kun må medregne besparelser, der går ud over det minimum, der kræves i henhold til den specifikke EU-lovgivning. Der er en undtagelse for energibesparelser fra renovering af bygninger.
(14) I det ændrede energieffektivitetsdirektiv understreges betydningen af overvågning og kontrol for at sikre, at ordninger for energispareforpligtelser og alternative politiktiltag når deres mål. Vejledningen i denne henstilling viser, hvordan medlemsstaterne kan fastlægge effektive måle-, kontrol- og verifikationssystemer.
(15) Som følge af betydningen af energi, der produceres på eller i bygninger ved hjælp af vedvarende energiteknologier, forklares det i vejledningen i denne henstilling, hvordan medlemsstaterne kan medregne energibesparelser i slutanvendelserne, der udspringer af politiktiltag til fremme af installation af mindre teknologier inden for vedvarende energi, ved opfyldelsen af deres energispareforpligtelse.
(16) Medlemsstaterne skal sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser til gennemførelse af energispareforpligtelsen i kraft senest den 25. juni 2020. Med denne ikrafttræden vil ændringerne i energieffektivitetsdirektivets artikel 7 få indvirkning på gennemførelsen af energispareforpligtelsen for forpligtelsesperioden 2014-2020. Vejledningen i denne henstilling vil støtte medlemsstaterne i denne forbindelse.
(17) Den fulde og effektive gennemførelse af energieffektivitetsdirektivet, som ændret, i national ret er nødvendig, hvis Unionen skal nå sine 2030-energieffektivitetsmål og opfylde sin forpligtelse til at sætte forbrugerne i centrum for energiunionen.
(18) Medlemsstaterne har en skønsmargen med hensyn til at gennemføre de ændrede krav vedrørende deres energispareforpligtelser på den måde, der passer bedst til deres nationale forhold. I denne henstilling forklares de ændrede krav, ligesom det illustreres, hvordan direktivets mål kan nås. Formålet er navnlig at sikre en ensartet forståelse af energieffektivitetsdirektivet i medlemsstaterne, når de forbereder deres gennemførelsesforanstaltninger.
(19) Vejledningen i denne henstilling supplerer og erstatter delvist de retningslinjer, som Kommissionen tidligere har udstukket i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7. Virkningerne af de ændrede bestemmelser for forpligtelsesperioden 2014-2020 bør fremhæves. De tilbagemeldinger, som Kommissionen har modtaget fra medlemsstaterne siden gennemførelsen af direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet (»direktiv 2012/27/EU«), bør afspejles.
(20) Denne henstilling ændrer ikke energieffektivitetsdirektivets juridiske virkninger og berører ikke Domstolens bindende fortolkning af direktivet. Den fokuserer på bestemmelserne om energispareforpligtelsen og vedrører artikel 7, 7a og 7b i og bilag V til energieffektivitetsdirektivet.
(21) Bilaget til denne henstilling har til formål at vejlede medlemsstaterne i, hvordan de bl.a. beregner de krævede energibesparelser, fastlægger relevante politiktiltag og rapporterer korrekt om de opnåede energibesparelser, og indeholder en række afklaringer og praktiske gennemførelsesløsninger —