Red. anm.: Direktivet er ikke EØS- eller Schengen-relevant.

BAKGRUNN (fra direktivet, dansk utgave)

(1) Den Europæiske Union har sat sig det mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

(2) I henhold til artikel 82, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal det retlige samarbejde i straffesager i Unionen bygge på princippet om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser, der siden Det Europæiske Råds møde den 15.-16. oktober 1999 i Tammerfors almindeligvis er blevet betegnet som en hovedhjørnesten i det retlige samarbejde i straffesager i Unionen.

(3) Rådets rammeafgørelse 2003/577/RIA omhandler behovet for umiddelbar gensidig anerkendelse af kendelser for at forhindre destruktion, ændring, flytning, overførsel eller afhændelse af bevismateriale. Da dette instrument imidlertid er begrænset til indefrysningsfasen, skal indefrysningskendelsen ledsages af en separat anmodning om overførsel af bevismaterialet til den stat, der udsteder ordren (»udstedelsesstaten«), i overensstemmelse med de regler, der gælder for gensidig retshjælp i straffesager. Dette fører til en totrinsprocedure, der er skadelig for effektiviteten. Desuden sameksisterer denne ordning med de traditionelle samarbejdsinstrumenter og bruges derfor sjældent i praksis af de kompetente myndigheder.

(4) Rådets rammeafgørelse 2008/978/RIA vedrørende den europæiske bevissikringskendelse blev vedtaget for at anvende princippet om gensidig anerkendelse med henblik på fremskaffelse af genstande, dokumenter og data til brug i straffesager. Den europæiske bevissikringskendelse finder imidlertid kun anvendelse på bevismateriale, der allerede findes, og dækker derfor et begrænset spektrum af strafferetligt samarbejde for så vidt angår bevismateriale. På grund af dens begrænsede anvendelsesområde har kompetente myndigheder frit kunnet anvende den nye ordning eller anvende procedurerne for gensidig retshjælp, der under alle omstændigheder stadig kan finde anvendelse på bevismateriale, der ligger uden for den europæiske bevissikringskendelses anvendelsesområde.

(5) Siden vedtagelsen af rammeafgørelse 2003/577/RIA og 2008/978/RIA er det blevet klart, at den nuværende ramme for indsamling af bevismateriale er for fragmenteret og kompliceret. Der er derfor behov for en ny tilgang.

(6) I Stockholmprogrammet vedtaget af Det Europæiske Råd af 10.-11. december 2009 fandt Det Europæiske Råd, at der bør arbejdes videre med oprettelsen af et omfattende system til fremskaffelse af bevismateriale i sager med en grænseoverskridende dimension baseret på princippet om gensidig anerkendelse. Det Europæiske Råd anførte, at de eksisterende instrumenter på dette område er fragmenterede, og at der er behov for en ny tilgang, der bygger på princippet om gensidig anerkendelse, men som også tager hensyn til fleksibiliteten i det traditionelle system for gensidig retshjælp. Det Europæiske Råd efterlyste derfor et samlet system til erstatning for alle eksisterende instrumenter på dette område, herunder rammeafgørelse 2008/978/RIA, der så vidt muligt omfatter alle former for bevismateriale, indeholder frister for håndhævelse og så vidt muligt begrænser grundene til afslag.

(7) Denne nye tilgang bygger på et enkelt instrument kaldet den europæiske efterforskningskendelse. En europæisk efterforskningskendelse skal udstedes for at få en eller flere specifikke efterforskningsforanstaltninger udført i den stat, der fuldbyrder efterforskningskendelsen (»fuldbyrdelsesstaten«) med henblik på indsamling af bevismateriale. Dette omfatter fremskaffelse af bevismateriale, der allerede er i fuldbyrdelsesmyndighedens besiddelse.

(8) Den europæiske efterforskningskendelse bør have et horisontalt anvendelsesområde og bør derfor finde anvendelse på alle efterforskningsforanstaltninger, der tager sigte på at indsamle bevismateriale. Oprettelsen af et fælles efterforskningshold og indsamling af bevismateriale inden for et sådant efterforskningshold kræver imidlertid specifikke regler, der bedre kan behandles separat. Med forbehold af anvendelsen af dette direktiv bør eksisterende instrumenter derfor fortsat finde anvendelse på disse typer efterforskningsforanstaltninger.

(9) Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på grænseoverskridende observationer som nævnt i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen​ .

(10) Den europæiske efterforskningskendelse bør fokusere på den efterforskningsforanstaltning, der skal udføres. Udstedelsesmyndigheden har de bedste forudsætninger for på grundlag af sit kendskab til detaljerne i den pågældende efterforskning at beslutte, hvilken efterforskningsforanstaltning der skal anvendes. Fuldbyrdelsesmyndigheden bør dog så vidt muligt anvende en anden type efterforskningsforanstaltning, hvis den anførte foranstaltning ikke eksisterer i henhold til dens nationale lovgivning eller ikke ville være tilgængelig i en tilsvarende national sag. Tilgængelighed bør henvise til tilfælde, hvor den anførte efterforskningsforanstaltning eksisterer i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning, men kun er lovligt tilgængelig i visse situationer, for eksempel når efterforskningsforanstaltningen kun kan udføres ved lovovertrædelser af en vis grovhed, mod personer, til hvem der allerede er en vis grad af mistanke, eller med samtykke fra den pågældende person. Fuldbyrdelsesmyndigheden kan også benytte sig af en anden type efterforskningsforanstaltning, når den ville opnå samme resultat som den efterforskningsforanstaltning, der er anført i den europæiske efterforskningskendelse med midler, der medfører mindre indgriben i grundlæggende rettigheder.

(11) En europæisk efterforskningskendelse bør vælges, hvis fuldbyrdelsen af en efterforskningsforanstaltning forekommer at være rimelig, tilstrækkelig og anvendelig i det foreliggende tilfælde. Udstedelsesmyndigheden bør derfor vurdere, om det ønskede bevismateriale er nødvendigt og rimeligt i forhold til sagens formål, om den valgte efterforskningsforanstaltning er nødvendig og rimelig med henblik på indsamling af det pågældende bevismateriale, og om en europæisk efterforskningskendelse bør udstedes med henblik på at inddrage en anden medlemsstat i indsamlingen af dette bevismateriale. Samme vurdering bør foretages i godkendelsesproceduren, når godkendelse af en europæisk efterforskningskendelse er påkrævet i henhold til dette direktiv. Fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse bør ikke afslås af andre grunde end dem, der er fastsat i dette direktiv. Fuldbyrdelsesmyndigheden bør dog have ret til at vælge en mindre indgribende efterforskningsforanstaltning end den, der er angivet i den pågældende europæiske efterforskningskendelse, hvis den gør det muligt at opnå lignende resultater.

(12) Når de udsteder en europæisk efterforskningskendelse, bør udstedelsesmyndigheden lægge særlig vægt på at sikre fuld respekt for de rettigheder, der er fastlagt i artikel 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret). Uskyldsformodningen og retten til et forsvar i straffesager er en grundpille i de grundlæggende rettigheder, der er anerkendt i chartret på det strafferetlige område. Enhver begrænsning af sådanne rettigheder ved en efterforskningsforanstaltning, der træffes i overensstemmelse med dette direktiv, bør fuldt ud passe til de krav, der er fastlagt i artikel 52 i chartret med hensyn til nødvendighed, proportionalitet og mål, som den bør stræbe efter, navnlig beskyttelsen af andres rettigheder og friheder.

(13) For at sikre fremsendelse af den europæiske efterforskningskendelse til den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kan udstedelsesmyndigheden gøre brug af alle de mulige eller relevante fremsendelsesmidler, f.eks. det sikre telekommunikationssystem, der anvendes af det europæiske retlige netværk, Eurojust eller andre kanaler, der anvendes af judicielle eller retshåndhævende myndigheder.

(14) Når medlemsstaterne afgiver en erklæring om sprogordningen, opfordres de til foruden deres officielle sprog at medtage mindst ét sprog, der er almindeligt anvendt i Unionen.

(15) Dette direktiv bør gennemføres under hensyn til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU , 2012/13/EU og 2013/48/EU, der vedrører processuelle rettigheder i straffesager.

(16) Ikkeindgribende foranstaltninger kunne f.eks. være sådanne foranstaltninger, der ikke krænker retten til privatlivets fred eller ejendomsretten, afhængigt af den nationale ret.

(17) Ne bis in idem-princippet er et grundlæggende retsprincip i Unionen som anerkendt i chartret og udviklet i EU-Domstolens retspraksis. Fuldbyrdelsesmyndigheden bør derfor kunne afslå at fuldbyrde en europæisk efterforskningskendelse, hvis fuldbyrdelsen ville stride mod dette princip. Da den sagsbehandling, der ligger til grund for en europæisk efterforskningskendelse, har foreløbig karakter, bør dens fuldbyrdelse ikke kunne afslås, når den tager sigte på at fastslå, hvorvidt der foreligger en eventuel konflikt med ne bis in idem-princippet, eller når udstedelsesmyndigheden har forsikret, at bevismateriale, der er overført som følge af fuldbyrdelsen af efterforskningskendelsen, ikke vil blive anvendt til at retsforfølge eller straffe en person, med hensyn til hvilken der er afsagt endelig dom for de samme forhold i en anden medlemsstat.

(18) I lighed med andre instrumenter vedrørende gensidig anerkendelse medfører dette direktiv ikke en ændring af pligten til at overholde de grundlæggende rettigheder og de grundlæggende retsprincipper som fastsat i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og i chartret. For at gøre dette tydeligt indsættes der en specifik bestemmelse i teksten.

(19) Oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i Unionen er baseret på gensidig tillid og en formodning om alle medlemsstaters overholdelse af EU-retten, navnlig de grundlæggende rettigheder. Denne formodning er dog afviselig. Hvis der er vægtige grunde til at tro, at gennemførelsen af en efterforskningsforanstaltning, der er anført i en europæisk efterforskningskendelse, ville medføre krænkelse af en grundlæggende ret, og at fuldbyrdelsesmedlemsstaten ville tilsidesætte sine pligter vedrørende beskyttelse af grundlæggende rettigheder, der anerkendes i chartret, bør fuldbyrdelsen af kendelsen afslås.

(20) Det bør være muligt at afvise en europæisk efterforskningskendelse, når dens anerkendelse eller fuldbyrdelse i fuldbyrdelsesstaten ville indebære en krænkelse af en immunitet eller et privilegium i denne stat. Der findes ikke nogen fælles definition af, hvad der udgør en immunitet eller et privilegium i EU-retten, og den præcise definition af disse begreber er derfor overladt til national lovgivning, hvor den kan omfatte former for beskyttelse, der finder anvendelse på læge- og advokaterhvervet, men ikke bør tolkes på en måde, der er i modstrid med forpligtelsen til at ophæve visse grunde til afvisning som fastlagt i protokollen til konventionen om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater​. Sådanne grunde kan også omfatte regler vedrørende pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier, selv om de ikke nødvendigvis betragtes som privilegier eller immuniteter.

(21) Tidsfrister er nødvendige for at sikre et hurtigt, effektivt og konsekvent samarbejde mellem medlemsstaterne i straffesager. En afgørelse om anerkendelse eller fuldbyrdelse og den faktiske fuldbyrdelse af en efterforskningsforanstaltning bør træffes med samme hurtighed og prioritet som i en lignende national sag. Der bør sættes tidsfrister for at sikre en afgørelse eller fuldbyrdelse inden for en rimelig frist eller for at opfylde procedurekrav i udstedelsesstaten.

(22) De retsmidler, der er til rådighed mod en europæisk efterforskningskendelse, bør i det mindste svare til dem, der er til rådighed i en national sag mod den pågældende efterforskningsforanstaltning. Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med deres nationale lovgivning sikre anvendeligheden af disse retsmidler, bl.a. ved i god tid at informere alle interesserede parter om mulighederne og måderne at søge disse retsmidler på. I tilfælde, hvor indvendinger imod en efterforskningskendelse indgives af en berørt part i fuldbyrdelsesstaten med hensyn til de vægtige grunde til at udstede efterforskningskendelsen, er det tilrådeligt, at oplysninger om en anfægtelse fremsendes til udstedelsesmyndigheden, og at den berørte part underrettes herom.

(23) Udgifter, der opstår på fuldbyrdelsesstatens område i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse, afholdes udelukkende af denne stat i overensstemmelse med det almindelige princip om gensidig anerkendelse. Fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse kan imidlertid medføre ekstraordinært høje omkostninger for fuldbyrdelsesstaten. Sådanne ekstraordinært høje omkostninger kan for eksempel være komplekse ekspertudtalelser eller omfattende politiaktioner eller overvågningsaktiviteter over en lang periode. Dette bør ikke hæmme fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse, og udstedelses- og fuldbyrdelsesmyndighederne bør søge at fastslå, hvilke omkostninger der kan anses for at være ekstraordinært høje. Omkostningsspørgsmålet kan gøres til genstand for høringer mellem udstedelses- og fuldbyrdelsesstaten, og det anbefales, at dette spørgsmål løses i høringsfasen. Som en sidste udvej kan udstedelsesmyndigheden beslutte at trække den europæiske efterforskningskendelse tilbage eller at opretholde den, og den del af omkostningerne, som fuldbyrdelsesstaten anser for at være både ekstraordinært høje og absolut nødvendige i forbindelse med en sag, bør dækkes af udstedelsesstaten. Den givne mekanisme bør ikke udgøre en yderligere grund til afslag og bør under ingen omstændigheder misbruges på en sådan måde at fuldbyrdelsen af den europæiske efterforskningskendelse forsinkes eller hindres.

(24) Den europæiske efterforskningskendelse fastsætter en enkelt ordning for bevisoptagelse. Supplerende regler er dog nødvendige for visse typer efterforskningsforanstaltninger, der bør anføres i den europæiske efterforskningskendelse som f.eks. midlertidig overførsel af frihedsberøvede personer, afhøring ved hjælp af video- eller telefonkonference, indhentning af oplysninger vedrørende bankkonti eller banktransaktioner, kontrollerede leverancer eller diskrete undersøgelser. Efterforskningsforanstaltninger, der medfører indsamling af bevismateriale i realtid, løbende og over en vis periode, bør være omfattet af den europæiske efterforskningskendelse, men praktiske ordninger bør, når det er nødvendigt, aftales mellem udstedelses- og fuldbyrdelsesstaten for at tage højde for forskellene mellem den nationale lovgivning i disse stater.

(25) Dette direktiv indeholder regler om udførelsen af en efterforskningsforanstaltning på alle trin i en straffesag, herunder selve retssagen, om nødvendigt med deltagelse af den pågældende med henblik på indsamling af bevismateriale. En europæisk efterforskningskendelse kan f.eks. udstedes med henblik på midlertidig overførsel af den pågældende til udstedelsesstaten eller på gennemførelse af en afhøring via videokonference. Hvis den pågældende imidlertid skal overføres til en anden medlemsstat til strafferetlig forfølgelse, herunder indbringelse for retten med henblik på en retssag, bør der udstedes en europæisk arrestordre i overensstemmelse med Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA .

(26) Med henblik på en forholdsmæssigt afpasset anvendelse af en europæisk arrestordre bør udstedelsesmyndigheden overveje, om en europæisk efterforskningskendelse vil være et effektivt og forholdsmæssigt middel i en straffesag. Udstedelsesmyndigheden bør især overveje, om udstedelse af en europæisk efterforskningskendelse med henblik på at afhøre en mistænkt eller tiltalt via videokonference kunne være et effektivt alternativ.

(27) En europæisk efterforskningskendelse kan udstedes for at fremskaffe bevismateriale om konti, uanset arten, som den person, der er genstand for en straffesag, måtte have i en bank eller anden finansiel institution. Denne mulighed skal forstås bredt som omfattende ikke kun mistænkte eller tiltalte, men også enhver anden person, om hvem de kompetente myndigheder under straffesagen finder sådanne oplysninger påkrævede.

(28) Når der i dette direktiv henvises til finansielle institutioner, bør dette udtryk forstås i overensstemmelse med den relevante definition i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF.

(29) Når der udstedes en europæisk efterforskningskendelse for at få »oplysninger« om en nærmere angivet konto, bør »oplysninger« defineres som omfattende mindst kontoindehaverens navn og adresse, enkeltheder om enhver fuldmagt til kontoen samt alle andre enkeltheder eller dokumenter, som kontoindehaveren fremlagde, da kontoen blev åbnet, og som banken stadig er i besiddelse af.

(30) Mulighederne for samarbejde i henhold til dette direktiv om aflytning af telekommunikation bør ikke begrænses til telekommunikationens indhold, men også omfatte indsamling af trafik- og lokaliseringsdata i tilknytning til sådan telekommunikation for således at give de kompetente myndigheder mulighed for at udstede en europæisk efterforskningskendelse med henblik på at indhente mindre indgribende oplysninger om telekommunikation. En europæisk efterforskningskendelse, der udstedes med henblik på at indhente historiske trafik- og lokaliseringsdata vedrørende telekommunikation, bør behandles i henhold til den generelle ordning, der finder anvendelse på fuldbyrdelse af den europæiske efterforskningskendelse og kan afhængigt af fuldbyrdelsesstatens lovgivning betragtes som en indgribende efterforskningsforanstaltning.

(31) Hvis flere medlemsstater kan yde den nødvendige tekniske assistance, bør den europæiske efterforskningskendelse kun sendes til en af dem, og den medlemsstat, hvor den pågældende person befinder sig, bør prioriteres højest. De medlemsstater, hvor den person, der er genstand for aflytningen, befinder sig, og hvis tekniske assistance ikke er nødvendig for at udføre aflytningen, bør underrettes derom i overensstemmelse med dette direktiv. Modtages der derimod teknisk assistance fra mere end én medlemsstat, kan der sendes en europæisk efterforskningskendelse til mere end én fuldbyrdelsesstat.

(32) I en europæisk efterforskningskendelse, der indeholder en anmodning om aflytning af telekommunikation, bør udstedelsesmyndigheden give fuldbyrdelsesmyndigheden fyldestgørende oplysninger, såsom de nærmere omstændigheder om den igangværende strafferetlige efterforskning, således at fuldbyrdelsesmyndigheden kan vurdere, om denne efterforskningsforanstaltning ville være tilladt i en tilsvarende national sag.

(33) Medlemsstaterne bør tage hensyn til vigtigheden af at sikre, at teknisk assistance kan ydes af en tjenesteudbyder, der driver offentligt tilgængelige telekommunikationsnet og -tjenester på den pågældende medlemsstats område, for at lette samarbejdet om dette instrument i forbindelse med lovlig aflytning af telekommunikation.

(34) Dette direktiv omhandler på grund af sit anvendelsesområde kun foreløbige foranstaltninger med henblik på indsamling af bevismateriale. Det skal i den forbindelse understreges, at enhver genstand, herunder finansielle aktiver, kan være genstand for flere foreløbige foranstaltninger under en straffesag, ikke blot med henblik på indsamling af bevismateriale, men også med henblik på konfiskation. Det er ikke altid let at skelne mellem de to formål med en foreløbig foranstaltning, og formålet med den foreløbige foranstaltning kan ændre sig under sagens forløb. Det er derfor afgørende, at der bibeholdes et velfungerende forhold mellem de forskellige instrumenter, der finder anvendelse på dette område. Af samme grund bør vurderingen af, om en genstand skal anvendes som bevismateriale og derfor være genstand for en europæisk efterforskningskendelse, endvidere overlades til udstedelsesmyndigheden.

(35) Når der henvises til gensidig retshjælp i relevante internationale instrumenter som f.eks. konventioner, der er indgået inden for Europarådet, er det underforstået, at dette direktiv har forrang frem for disse konventioner mellem de medlemsstater, der er bundet af nærværende direktiv.

(36) De kategorier af lovovertrædelser, der er opført på listen i bilag D, bør fortolkes i overensstemmelse med fortolkningen i gældende retlige instrumenter om gensidig anerkendelse.

(37) I overensstemmelse med den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter​ har medlemsstaterne forpligtet sig til i begrundede tilfælde at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. Med hensyn til dette direktiv finder Europa-Parlamentet og Rådet, at fremsendelsen af sådanne dokumenter er begrundet.

(38) Målet for dette direktiv, nemlig gensidig anerkendelse af afgørelser truffet for at fremskaffe bevismateriale, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(39) Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der er fastsat i artikel 6 i TEU og i chartret, navnlig afsnit VI, i international lovgivning og internationale aftaler, som Unionen eller alle medlemsstaterne er parter i, herunder den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og i medlemsstaternes forfatninger på deres respektive anvendelsesområder. Intet i dette direktiv må fortolkes som et forbud mod at afslå at fuldbyrde en europæisk efterforskningskendelse, hvis der er objektive grunde til at formode, at den europæiske efterforskningskendelse er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den pågældendes køn, race eller etniske baggrund, religion, seksuelle orientering, nationalitet, sprog eller politiske overbevisning, eller at den pågældendes situation kan blive skadet af en af disse grunde.

(40) Beskyttelsen af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger er en grundlæggende rettighed. I overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, i chartret og artikel 16, stk. 1, i TEUF har enhver har ret til beskyttelse af personoplysninger om dem selv.

(41) Medlemsstaterne bør ved anvendelsen af dette direktiv foreskrive gennemsigtige politikker med hensyn til behandling af personoplysninger og sikre personers adgang til retsmidler til beskyttelse af deres personoplysninger.

(42) Personoplysninger, der tilvejebringes i henhold til dette direktiv, bør kun behandles, når det er nødvendigt og bør stå i et rimeligt forhold til formål, der er forenelige med forebyggelse, efterforskning, opdagelse eller retsforfølgelse af kriminalitet eller fuldbyrdelse af strafferetlige sanktioner samt udøvelse af retten til et forsvar. Kun autoriserede personer bør have adgang til oplysninger, der indeholder personoplysninger, der kan opnås gennem kontrolprocesser.

(43) I medfør af artikel 3 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, har Det Forenede Kongerige givet meddelelse om, at det ønsker at deltage i vedtagelsen af dette direktiv.

(44) I medfør af artikel 1 og 2 og artikel 4a, stk. 1, i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, og med forbehold af protokollens artikel 4 deltager Irland ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(45) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(46) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse afgav den 5. oktober 2010​ en udtalelse på grundlag af artikel 41, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001​ —