EUs inn- og utreisesystem (EES): gjennomføringsbestemmelser
Kommisjonens gjennomføringsbeslutning (EU) 2018/1547 av 15. oktober 2018 om fastesetting av spesifikasjoner for de sentrale adgangspunkters tilslutning til inn- og utreisesystemet og for en teknisk løsning for å lette medlemsstatenes innsamling av opplysninger med hensyn på å generere statistikker om adgangen til opplysninger i inn- og utreisesystemet for rettslige håndhevingsformål
Commission Implementing Decision (EU) 2018/1547 of 15 October 2018 laying down the specifications for the connection of the central access points to the Entry/Exit System (EES) and for a technical solution to facilitate the collection of data by Member States for the purpose of generating statistics on the access to the EES data for law enforcement purposes
Avtalegrunnlag
Schengen-avtalen
Kommisjonsbeslutning publisert i EU-tidende 16.10.2018
Nærmere omtale
BAKGRUNN (fra kommisjonsbeslutningen, dansk utgave)
(1) Ved forordning (EU) 2017/2226 blev der oprettet et ind- og udrejsesystem som et system, der elektronisk registrerer, hvornår og hvor tredjelandsstatsborgere, der er givet tilladelse til indrejse med henblik på et kortvarigt ophold på medlemsstaternes område, ind- og udrejser, og som beregner varigheden af deres tilladte ophold.
(2) Formålet med ind- og udrejsesystemet er at forbedre forvaltningen af de ydre grænser, forhindre irregulær immigration og lette forvaltningen af migrationsstrømme. Ind- og udrejsesystemet bør navnlig bidrage til identifikation af personer, der ikke opfylder eller ikke længere opfylder betingelserne for det tilladte opholds varighed på medlemsstaternes område. Desuden bør ind- og udrejsesystemet bidrage til forebyggelsen, afsløringen og efterforskningen af terrorhandlinger og andre alvorlige strafbare handlinger.
(3) I forordning (EU) 2017/2226 fastsættes betingelserne for adgang til oplysninger i ind- og udrejsesystemet med henblik på forebyggelse, efterforskning eller afsløring af terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare handlinger. Både medlemsstaterne og Europol bør anmode om adgang til oplysninger i ind- og udrejsesystemet via de såkaldte centrale adgangspunkter, et organ eller en enhed, som i henhold til national ret udøver offentlig myndighed, og som bør være i stand til effektivt at kontrollere, om betingelserne for at anmode om adgang til ind- og udrejsesystemet er opfyldt i hvert tilfælde. De centrale adgangspunkter bør behandle anmodningerne om adgang til oplysningerne i ind- og udrejsesystemet med henblik på forebyggelse, afsløring eller efterforskning og overføre de oplysninger i ind- og udrejsesystemet, hvortil der er givet adgang, til den anmodende operative enhed. For at muliggøre denne databehandling bør hver medlemsstat tilslutte sine respektive centrale adgangspunkter til den nationale ensartede grænseflade. Europol bør ligeledes tilslutte sit centrale adgangspunkt til ind- og udrejsesystemet samt være ansvarlig for denne tilslutning.
(4) Ifølge forordning (EU) 2017/2226 bør Det Europæiske Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-Systemer inden for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed, som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1077/2011, være ansvarligt for udviklingen og den operationelle forvaltning af ind- og udrejsesystemet.
(5) I henhold til forordning (EU) 2017/2226 skal Kommissionen forud for udviklingen af ind- og udrejsesystemet vedtage de foranstaltninger, som er nødvendige for udviklingen og den tekniske iværksættelse af ind- og udrejsesystemet. I den forbindelse henvises der i artikel 36, litra l), i forordning (EU) 2017/2226 specifikt til vedtagelsen af foranstaltninger vedrørende specifikationerne for de centrale adgangspunkters tilslutning til ind- og udrejsesystemet og for en teknisk løsning til at lette medlemsstaternes indsamling af oplysninger med henblik på at generere statistikker om adgangen til oplysninger i ind- og udrejsesystemet til retshåndhævelsesformål.
(6) På grundlag af disse foranstaltninger bør Det Europæiske Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-Systemer inden for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed derefter kunne fastlægge udformningen af ind- og udrejsesystemets fysiske arkitektur, herunder dets kommunikationsinfrastruktur samt de tekniske specifikationer for systemet, og udvikle ind- og udrejsesystemet.
(7) Inden for rammerne heraf er det derfor nødvendigt at vedtage foranstaltninger til fastlæggelse af specifikationerne for de tekniske løsninger, der skal til for at tilslutte medlemsstaternes centrale adgangspunkter til den nationale ensartede grænseflade og for at tilslutte Europols centrale adgangspunkt til ind- og udrejsesystemet. Specifikationerne for en teknisk løsning til at lette indsamlingen af oplysninger med henblik på at generere statistikker, som medlemsstaterne skal udarbejde, om adgangen til oplysninger i ind- og udrejsesystemet til retshåndhævelsesformål bør ligeledes vedtages.
(8) Hvad angår den valgte tekniske løsning til gennemførelse af ind- og udrejsesystemet bør der tages hensyn til behovet for en bedre integration af allerede eksisterende og kommende EU-grænseforvaltningssystemer samt disse systemers interoperabilitet. Disse tekniske løsninger bør være skalérbare samt kunne videreudvikles for i givet fald at kunne integrere yderligere funktioner, forvalte et større antal operationer og lagre flere data.
(9) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af forordning (EU) 2017/2226, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Da forordning (EU) 2017/2226 imidlertid bygger på Schengenreglerne, meddelte Danmark i overensstemmelse med artikel 4 i nævnte protokol den 30. maj 2018 sin beslutning om at gennemføre forordning (EU) 2017/2226 i national ret. Danmark er derfor i medfør af international ret forpligtet til at gennemføre denne afgørelse.
(10) Denne afgørelse udgør en udvikling af bestemmelserne i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF; Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.
(11) Denne afgørelse udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF; Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.
(12) For så vidt angår Island og Norge udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelserne i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i Rådets afgørelse 1999/437/EF.
(13) For så vidt angår Schweiz udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelserne i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF.
(14) For så vidt angår Liechtenstein udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelserne i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU.
(15) For så vidt angår Cypern, Bulgarien, Rumænien og Kroatien kræver driften af ind- og udrejsesystemet, at der er givet passiv adgang til VIS, og iværksættelse af alle Schengenreglernes bestemmelser om SIS i overensstemmelse med de relevante rådsafgørelser. Disse betingelser kan først opfyldes, når verifikationen er fuldført i overensstemmelse med den gældende Schengenevalueringsprocedure. Ind- og udrejsesystemet bør derfor kun anvendes af de medlemsstater, der opfylder disse betingelser ved idriftsættelsen af ind- og udrejsesystemet. Medlemsstater, der ikke anvender ind- og udrejsesystemet fra den første idriftsættelse, bør tilkobles ind- og udrejsesystemet i overensstemmelse med proceduren i forordning (EU) 2017/2226, så snart alle de nævnte betingelser er opfyldt.
(16) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse afgav udtalelse den 23. april 2018.
(17) Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra udvalget for intelligente grænser —
(1) Ved forordning (EU) 2017/2226 blev der oprettet et ind- og udrejsesystem som et system, der elektronisk registrerer, hvornår og hvor tredjelandsstatsborgere, der er givet tilladelse til indrejse med henblik på et kortvarigt ophold på medlemsstaternes område, ind- og udrejser, og som beregner varigheden af deres tilladte ophold.
(2) Formålet med ind- og udrejsesystemet er at forbedre forvaltningen af de ydre grænser, forhindre irregulær immigration og lette forvaltningen af migrationsstrømme. Ind- og udrejsesystemet bør navnlig bidrage til identifikation af personer, der ikke opfylder eller ikke længere opfylder betingelserne for det tilladte opholds varighed på medlemsstaternes område. Desuden bør ind- og udrejsesystemet bidrage til forebyggelsen, afsløringen og efterforskningen af terrorhandlinger og andre alvorlige strafbare handlinger.
(3) I forordning (EU) 2017/2226 fastsættes betingelserne for adgang til oplysninger i ind- og udrejsesystemet med henblik på forebyggelse, efterforskning eller afsløring af terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare handlinger. Både medlemsstaterne og Europol bør anmode om adgang til oplysninger i ind- og udrejsesystemet via de såkaldte centrale adgangspunkter, et organ eller en enhed, som i henhold til national ret udøver offentlig myndighed, og som bør være i stand til effektivt at kontrollere, om betingelserne for at anmode om adgang til ind- og udrejsesystemet er opfyldt i hvert tilfælde. De centrale adgangspunkter bør behandle anmodningerne om adgang til oplysningerne i ind- og udrejsesystemet med henblik på forebyggelse, afsløring eller efterforskning og overføre de oplysninger i ind- og udrejsesystemet, hvortil der er givet adgang, til den anmodende operative enhed. For at muliggøre denne databehandling bør hver medlemsstat tilslutte sine respektive centrale adgangspunkter til den nationale ensartede grænseflade. Europol bør ligeledes tilslutte sit centrale adgangspunkt til ind- og udrejsesystemet samt være ansvarlig for denne tilslutning.
(4) Ifølge forordning (EU) 2017/2226 bør Det Europæiske Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-Systemer inden for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed, som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1077/2011, være ansvarligt for udviklingen og den operationelle forvaltning af ind- og udrejsesystemet.
(5) I henhold til forordning (EU) 2017/2226 skal Kommissionen forud for udviklingen af ind- og udrejsesystemet vedtage de foranstaltninger, som er nødvendige for udviklingen og den tekniske iværksættelse af ind- og udrejsesystemet. I den forbindelse henvises der i artikel 36, litra l), i forordning (EU) 2017/2226 specifikt til vedtagelsen af foranstaltninger vedrørende specifikationerne for de centrale adgangspunkters tilslutning til ind- og udrejsesystemet og for en teknisk løsning til at lette medlemsstaternes indsamling af oplysninger med henblik på at generere statistikker om adgangen til oplysninger i ind- og udrejsesystemet til retshåndhævelsesformål.
(6) På grundlag af disse foranstaltninger bør Det Europæiske Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-Systemer inden for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed derefter kunne fastlægge udformningen af ind- og udrejsesystemets fysiske arkitektur, herunder dets kommunikationsinfrastruktur samt de tekniske specifikationer for systemet, og udvikle ind- og udrejsesystemet.
(7) Inden for rammerne heraf er det derfor nødvendigt at vedtage foranstaltninger til fastlæggelse af specifikationerne for de tekniske løsninger, der skal til for at tilslutte medlemsstaternes centrale adgangspunkter til den nationale ensartede grænseflade og for at tilslutte Europols centrale adgangspunkt til ind- og udrejsesystemet. Specifikationerne for en teknisk løsning til at lette indsamlingen af oplysninger med henblik på at generere statistikker, som medlemsstaterne skal udarbejde, om adgangen til oplysninger i ind- og udrejsesystemet til retshåndhævelsesformål bør ligeledes vedtages.
(8) Hvad angår den valgte tekniske løsning til gennemførelse af ind- og udrejsesystemet bør der tages hensyn til behovet for en bedre integration af allerede eksisterende og kommende EU-grænseforvaltningssystemer samt disse systemers interoperabilitet. Disse tekniske løsninger bør være skalérbare samt kunne videreudvikles for i givet fald at kunne integrere yderligere funktioner, forvalte et større antal operationer og lagre flere data.
(9) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af forordning (EU) 2017/2226, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Da forordning (EU) 2017/2226 imidlertid bygger på Schengenreglerne, meddelte Danmark i overensstemmelse med artikel 4 i nævnte protokol den 30. maj 2018 sin beslutning om at gennemføre forordning (EU) 2017/2226 i national ret. Danmark er derfor i medfør af international ret forpligtet til at gennemføre denne afgørelse.
(10) Denne afgørelse udgør en udvikling af bestemmelserne i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF; Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.
(11) Denne afgørelse udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF; Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.
(12) For så vidt angår Island og Norge udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelserne i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i Rådets afgørelse 1999/437/EF.
(13) For så vidt angår Schweiz udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelserne i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF.
(14) For så vidt angår Liechtenstein udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelserne i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU.
(15) For så vidt angår Cypern, Bulgarien, Rumænien og Kroatien kræver driften af ind- og udrejsesystemet, at der er givet passiv adgang til VIS, og iværksættelse af alle Schengenreglernes bestemmelser om SIS i overensstemmelse med de relevante rådsafgørelser. Disse betingelser kan først opfyldes, når verifikationen er fuldført i overensstemmelse med den gældende Schengenevalueringsprocedure. Ind- og udrejsesystemet bør derfor kun anvendes af de medlemsstater, der opfylder disse betingelser ved idriftsættelsen af ind- og udrejsesystemet. Medlemsstater, der ikke anvender ind- og udrejsesystemet fra den første idriftsættelse, bør tilkobles ind- og udrejsesystemet i overensstemmelse med proceduren i forordning (EU) 2017/2226, så snart alle de nævnte betingelser er opfyldt.
(16) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse afgav udtalelse den 23. april 2018.
(17) Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra udvalget for intelligente grænser —
Avtalegrunnlag
Schengen-avtalen