Fri bevegelse av arbeidstakere

Tittel

Rådsforordning (EØF) nr. 1612/68 av 15. oktober 1968 om fri bevegelighet for arbeidstakere innen Fellesskapet

Regulation (EEC) No 1612/68 of the Council of 15 October 1968 on freedom of movement for workers within the Community

Siste nytt

Omtale av EU-domstolens uttalelser publisert i Stortingets EU/EØS-nytt 14.8.2013

EU-domstolen avga 20. juni 2013 en uttalelse om betingelse for å motta studiestøtte i Luxembourg i lys av EU-direktivet om fri bevegelse av arbeidstakere. Domstolen slo fast Luxembourgs regler som utelukker barn av grensearbeidere fra å få stipend og lån, utgjør en indirekte forskjellsbehandling på grunnlag av nasjonalitet. Den 18. juli 2013 uttalte EU-domstolen seg om studiestøtte i Tyskland i lys av EU-traktatens artikler om fri bevegelse av personer. Fortolkningsdommen gjelder betingelser knyttet til botid for å få utbetalt studiestøtte til studier i utlandet. Domstolen mener de tyske reglene er mer restriktive enn nødvendig, og at de ikke sikrer at støtten ble gitt til de studentene som er mest integrert i det tyske samfunnet. En omtale av de to dommene ble publisert av Stortingets EU/EØS-nytt 14. august 2013.

Nærmere omtale

BAKGRUNN (fra Kommisjonens faktaark, dansk utgave)

Arbejdskraftens frie bevægelighed: generelle bestemmelser
Formålet med denne forordning er at sikre arbejdstagernes frie bevægelighed i EU, hvilket indebærer afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling, for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår, adgang til bolig samt arbejdstagerens ret til familiesammenføring i værtslandet. Endvidere indeholder forordningen bestemmelser om en ordning, som skal administreres af de særlige kontorer, og som tager sigte på formidling og udligning af tilbud og ansøgninger om beskæftigelse.

RESUMÉ
Forordningen giver først og fremmest enhver statsborger i en medlemsstat ret til at tage og udøve lønnet beskæftigelse på en anden medlemsstats område i overensstemmelse med den lovgivning, der gælder for arbejdstagere, der er statsborgere i landet.

Denne ret skal anerkendes uden forskel for "permanente" arbejdstagere, sæsonarbejdere, grænsearbejdere og arbejdstagere, der udfører arbejde som led i en tjenesteydelse.

Arbejdstageren har på en anden medlemsstats område samme fortrinsstilling som statsborgere i denne stat med hensyn til adgangen til ledige stillinger. Han skal have samme bistand som den, arbejdsformidlingen i denne stat yder egne statsborgere, der søger beskæftigelse. Ansættelse må ikke være betinget af diskriminerende krav til helbredstilstand, sagkundskab eller andet begrundet i nationaliteten.

Udøvelse af beskæftigelse og ligebehandling

Med hensyn til beskæftigelses- og arbejdsvilkår (navnlig for så vidt angår afskedigelse og aflønning) forbyder forordningen enhver form for diskrimination af en arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, på de øvrige medlemsstaters område grund af hans nationalitet. Arbejdstageren har ligeledes ret til alle former for uddannelse, omskoling og revalidering.

Arbejdstageren nyder samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske arbejdstagere.

En arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat og er beskæftiget på en anden medlemsstats område, har ret til ligebehandling med hensyn til udøvelse af fagforeningsrettigheder, herunder stemmeret og opstillingsret til administrative og ledende poster i fagforeninger. Han kan udelukkes fra deltagelse i administration af offentligretlige organer og fra udførelse af offentligretlige hverv. Han har i øvrigt ret til at lade sig vælge til organer, der repræsenterer arbejdstagerne i virksomhederne.

Denne forordnings bestemmelser om familiesammenføring er ændret ved det nye direktiv 2004/38/EF. Direktivet udvider først og fremmest definitionen af "familiemedlemmer", som tidligere var begrænset til arbejdstagerens ægtefælle, hans efterkommere i lige linje, der er under 21 år eller forsørges af ham, og hans slægtninge i opstigende linje, når disse forsørges af ham, således at den nu også omfatter registrerede partnere, såfremt registreret partnerskab i henhold til værtslandets lovgivning betragtes som sidestillet med ægteskab.

Det er således en grundlæggende rettighed for familiemedlemmer fra medlemsstater at opholde sig frit på en anden medlemsstats område i indtil tre måneder. Opholdsret i mere end tre måneder afledes af, at de er familiemedlemmer til en arbejdstager, som er unionsborger. Opholdskort er ikke længere påkrævet, men de skal dog lade sig registrere hos de kompetente myndigheder.

Familiemedlemmer fra tredjelande har samme rettigheder som den unionsborger, de ledsager, men det kan kræves, at de er i besiddelse af et visum til kortvarigt ophold eller tilsvarende. For ophold ud over tre måneder skal de anmode om et "opholdskort for familiemedlem til en unionsborger". Dette er gyldigt i mindst fem år, og retten fortabes i princippet ikke.

Familiemedlemmer har uanset nationalitet ret til tidsubegrænset ophold, når de har haft bopæl i værtslandet i fem år uden afbrydelse. Denne ret bortfalder ved fravær fra værtslandet i mere end to år. De har endvidere ret til at modtage sociale ydelser og til at udøve erhvervsmæssig beskæftigelse som lønmodtager eller selvstændig.

Direktiv 2004/38/EF indfører status som unionsborger som grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere, når de udøver deres ret til fri bevægelighed og ophold på medlemsstaternes område. Tidligere omhandlede separate fællesskabsinstrumenter arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende samt studerende og andre ikke-erhvervsaktive personer. Ved dette direktiv omfatter konceptet nu også arbejdstagernes familiemedlemmers rettigheder.

Formidling og udligning af tilbud og ansøgninger om beskæftigelse

I henhold til forordningen skal der gøres en aktiv indsats ved formidling og udligning af tilbud og ansøgninger om beskæftigelse for at stimulere mobiliteten på det europæiske arbejdsmarked. Denne aktion blev gennemført i 1993 med oprettelsen af et net af europæiske arbejdsformidlinger, som kaldes EURES.

I henhold til forordningen skal medlemsstaterne oprette særlige kontorer, som skal samarbejde indbyrdes og med Kommissionen med henblik på formidling og udligning af tilbud og ansøgninger om beskæftigelse. Hver medlemsstats særlige kontor sender endvidere de øvrige medlemsstaters særlige kontorer oplysninger om leve- og arbejdsvilkår og arbejdsmarkedssituationen således, at arbejdstagerne kan blive orienteret om beskæftigelsesmulighederne i en anden medlemsstat. Disse kontorer, som i dag kaldes offentlige arbejdsformidlinger, har en opgave, som stadigvæk er aktuel.

De særlige kontorer kan uddelegere udligning af tilbud og ansøgninger om beskæftigelse til de regionale kontorer. Såfremt disse kontorer er de lokalt ansvarlige kontorer i grænseområder mellem to eller flere medlemsstater, kan de etablere samarbejds- og servicestrukturer. De særlige arbejdsformidlingskontorer for visse fag kan ligeledes direkte udveksle oplysninger om tilbud og ansøgninger om beskæftigelse.

I henhold til forordningen oprettes Det Europæiske Koordineringsbureau inden for Kommissionens rammer, som i dag kaldes Eures-koordineringsbureauet (EURESco). Bureauet etablerer et standardsystem for udveksling af oplysninger om tilbud og ansøgninger om beskæftigelse. Det undersøger arbejdstagernes vandringer som følge af denne formidling, og udarbejder hvert andet år en rapport om resultaterne af denne undersøgelse. Det udarbejder programmer for videreuddannelse af specialuddannet personale og kan selv foretage formidling af tilbud og ansøgninger om beskæftigelse.

Anvendelsesområde
Arbejdstagere fra ikke-europæiske lande eller territorier, som har lønnet beskæftigelse i en medlemsstat i henhold til en aftale mellem denne medlemsstat og deres hjemland, kan ikke påberåbe sig denne forordnings bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU.

Arbejdskraftens frie bevægelighed: undtagelser
I forbindelse med udvidelsen i 2004 og 2007 var der i tiltrædelsesakterne fastsat undtagelser fra forordning (EØF) nr. 1612/68. De gamle medlemsstater af EU kan begrænse den frie bevægelighed for arbejdstagere fra de nye medlemsstater i en overgangsperiode på højest syv år.

I en første periode på to år kan de gamle medlemsstater fortsat anvende deres nationale lovgivning eller de bilaterale aftaler, som de eventuelt har indgået med de nye medlemsstater. Dette betyder, at arbejdstagere fra de nye medlemsstater i langt de fleste tilfælde skal have en arbejdstilladelse for at få adgang til arbejdsmarkedet. De nye medlemsstater kan frit anvende gensidige restriktioner over for arbejdstagere fra de gamle medlemsstater, som har truffet sådanne foranstaltninger. Efter udløbet af den første periode kan de gamle medlemsstater beslutte fortsat at begrænse arbejdskraftens frie bevægelighed, hvis de underretter Kommissionen herom. Efter fem år kan de gamle medlemsstater forlænge restriktive foranstaltninger i en sidste periode på to år, hvis de konstaterer, at der er eller er risiko for alvorlige forstyrrelser på deres arbejdsmarked.

Inden udløbet af den første toårsperiode offentliggør Kommissionen rapport om, hvordan overgangsordningerne har fungeret. Rapporten skal give de gamle medlemsstater mulighed for på grundlag af faktuelle oplysninger at beslutte, om de fortsat ønsker at begrænse den frie bevægelighed for arbejdstagere fra de nye medlemsstater. Den 8. februar 2006 offentliggjorde Kommissionen en rapport om overgangsordningerne i forbindelse med udvidelsen i 2004. Denne rapport viste, at strømmen af arbejdstagere fra de medlemsstater, som var omfattet af en overgangsordning, havde været mindre omfattende end forudset. De lande, som ikke havde anvendt restriktioner efter maj 2004, havde endvidere kunnet konstatere en kraftig økonomisk vækst, et fald i arbejdsløsheden og en stigning i beskæftigelsen, hvorimod de andre lande havde haft flere problemer med sort arbejde og fiktiv selvstændig virksomhed. Ifølge rapporten kan indvandrerstrømmene ikke reguleres gennem nationale restriktioner, men afhænger snarere af faktorer i forbindelse med betingelserne for udbud og efterspørgsel.

De arbejdstagere fra en ny medlemsstat, som arbejder i en gammel medlemsstat på tidspunktet for tiltrædelsen, eller som får adgang til arbejdsmarkedet under overgangsordningen i henhold til nationale foranstaltninger eller bilaterale aftaler, er omfattet af en særordning. Hvis de har en arbejdstilladelse, der gælder i mindst tolv måneder, har de direkte adgang til arbejdsmarkedet. Denne ret gælder dog kun den pågældende gamle medlemsstat, og arbejdstageren kan miste denne ret, hvis han frivilligt forlader medlemsstaten. Ægtefælle eller børn, der er under 21 år, eller som arbejdstageren forsørger, kan ligeledes få adgang til arbejdsmarkedet i medlemsstaten. De får direkte adgang til arbejdsmarkedet, hvis de er bosat i den gamle medlemsstat på tiltrædelsestidspunktet. Hvis de først slutter sig til arbejdstageren efter tiltrædelsestidspunktet, får de adgang til arbejdsmarkedet, når de har boet i landet i atten måneder, eller fra det tredje år efter udvidelsen - alt efter, hvad der indtræffer først.

Sikkerhedsklausul. En medlemsstat, som har valgt at ophæve de restriktive foranstaltninger og anvende bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed, kan ifølge sikkerhedsklausulen anmode Kommissionen om tilladelse til at genindføre nye restriktioner, hvis der er alvorlige forstyrrelser på arbejdsmarkedet eller risiko for sådanne. Ifølge bestemmelserne kan Malta ligeledes indføre restriktioner på grund af størrelsen af det maltesiske arbejdsmarked. Der gælder i øvrigt en særlig regel for Tyskland og Østrig inden for et meget begrænset antal sektorer, bl.a. byggesektoren og rengøringssektoren. En virksomhed, der er etableret i en af de nye medlemsstater, kan begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser, der involverer midlertidige bevægelser af arbejdstagere i Tyskland og Østrig, hvis der er alvorlige forstyrrelser i de pågældende servicesektorer.

Standstill-klausul.

De gamle medlemsstater kan ikke kræve, at arbejdstagere fra de nye medlemsstater for at få adgang til arbejdsmarkedet skal opfylde krav, der er mere restriktive end dem, der gjaldt på tidspunktet for underskrivelsen af tiltrædelsestraktaten.

Fællesskabspræferencen. Herudover skal medlemsstaterne overholde en præferenceregel, ifølge hvilken medlemsstaternes borgere har fortrinsstilling frem for statsborgere fra lande, der ikke er medlem af EU, i de tilfælde, hvor en beskæftigelse tilbydes en udlænding.

Anvendelsesområde. Overgangsordningen gælder hverken for Cypern eller Malta (Malta kan dog anvende sikkerhedsklausulen) og omfatter kun arbejdstagere. Allerede fra tiltrædelsestidspunktet har statsborgerne i de nye medlemsstater ret til fri bevægelighed uden restriktioner, hvis de ikke udøver en lønnet beskæftigelse (hvis de f.eks. er studerende, pensionister eller tjenesteleverandører).

Nøkkelinformasjon

EU



eu-flagg
EU-vedtak (CELEX-nr): viser også lenke til konsolidert versjon og om rettsakten er i kraft
Dato
15.10.1968
Anvendelsesdato i EU
08.11.1968
Opphører å gjelde
15.06.2011
Erstattes av
Siste saker i EU-domstolen
Annen informasjon

EØS



EFTA/EØS-flagg
EØS-prosessen
Saksområde
Frist for implementering (anvendelse) i EØS
01.01.1994

Norge



norge-flagg
Ansvarlig departement
Arbeids- og inkluderingsdepartementet
Gjennomføring i norsk rett
Dato
27.11.1992
Anvendes fra i Norge
01.01.1994
Annen informasjon