Ratifisering på nasjonalt nivå av Den internasjonale konvensjonen om normer for opplæring, sertifikater og vakthold for sjøfolk
Forslag til rådsbeslutning om bemyndigelse av medlemsstatene til i Den europeiske Unions interesse å undertegne og/eller ratifisere Den internasjonale konvensjonen av 1995 om normer for opplæring, sertifikater og vakthold for sjøfolk på fiskefartøy
Proposal for a Council Decision authorising Member States to sign and/or ratify, in the interest of the European Union, the International Convention on Standards of Training, Certification and Watchkeeping for Fishing Vessel Personnel, 1995, of the International Maritime Organisation
Forslag til rådsbeslutning lagt fram av Kommisjonen 20.8.2013
Bakgrunn
BAKGRUNN (fra kommisjonsforslaget, dansk utgave)
Den Internationale Søfartsorganisations (IMO's) konvention om standarder for uddannelse, certificering og vagthold for mandskab på fiskefartøjer (i det følgende benævnt STCW-Fkonventionen) blev vedtaget den 7. juli 1995 på den internationale konference, der blev afholdt i London fra den 26. juni til den 7. juli 1995 med deltagelse af 74 regeringer, herunder 22 af de nuværende medlemmer af Den Europæiske Union.
Der var behov for en særlig konvention for fiskefartøjers mandskab, eftersom den internationale IMO-konvention om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold fra 1978 (STCW-konventionen) bl.a. udelukkede fiskefartøjers mandskab fra sit anvendelsesområde. STCW-konventionen var det første internationale redskab, der omhandlede minimumsstandarder for søfarendes kvalifikationer. Den er blevet implementeret ved hjælp af direktiv 2008/106/EF, som er ændret ved direktiv 2012/35/EU.
STCW-F-konventionen har til formål at sikre, at mandskabet på fiskefartøjer er kvalificeret (dokumenteret ved hjælp af et officielt bevis) og egnet til arbejdet (bevist ved lægeundersøgelse), så den potentielle trussel mod sikkerheden for liv og/eller ejendom til søs eller mod havmiljøet er så lille som mulig under arbejdet på søgående skibe. Ifølge konventionen skal mandskabet have et minimum af viden inden for bestemte områder og have arbejdet om bord på et skib i en mindsteperiode.
Konventionen sigter desuden mod at sikre lige vilkår inden for fiskerisektoren ved at fremme en erhvervsuddannelse. Fiskefartøjers mandskab bør have deres erhvervskvalifikationer certificeret i overensstemmelse med konventionen.
Bestemmelserne er kun pligtige for fartøjer, der har en længde på mindst 24 m og en maskinkraft på mindst 750 kW, og gælder for skippere, officerer, maskinmestre og radiooperatører. Regeringerne opfordres imidlertid til at indføre uddannelse for matroser på fartøjer, hvis længde er på mindst 24 m, hvorimod den grundlæggende sikkerhedsuddannelse er pligtig for hele mandskabet på et fiskefartøj.
Med henvisning til arbejdstageres ret til fri bevægelighed indeholder direktiv 2005/36/EF nogle klare regler for medlemsstaternes gensidige anerkendelse af erhvervskvalifikationer i henhold til den såkaldte "generelle anerkendelsesordning".
Direktivet gælder for EU-borgere, som ønsker at udøve deres erhverv i en anden medlemsstat, hvor erhvervet er reguleret. I henhold til den generelle anerkendelsesordning skal der foretages en sammenligning af en jobansøgers erhvervskvalifikationer, inkl. relevant erhvervserfaring, med de kvalifikationer, der kræves i værtsmedlemsstaten. Sammenligningen skal foretages inden for en fast frist. Værtsmedlemsstaten kan kun i tilfælde af væsentlige forskelle nedlægge krav om kompenserende foranstaltninger, som kan have form af en egnethedstest eller en tilpasningsperiode.
Direktivet gælder alle regulerede erhverv undtagen i de tilfælde, hvor et bestemt erhverv i henhold til princippet om lex specialis er omfattet af et sæt særlige regler, som direkte vedrører anerkendelse af erhvervskvalifikationer, og som er fastsat i en særskilt lovgivning i henhold til EU-retten.
Erhvervsaktiviteter omfattet af STCW-F-konventionen er reguleret i de fleste af medlemsstaterne.
STCW-F-konventionen indeholder ikke en anerkendelsesordning for erhvervskvalifikationer i lighed med den, der er indeholdt i direktiv 2005/36/EF. STCW-F-konventionen tillader således ikke, at der anvendes beviser udstedt af stater, som ikke deltager i konventionen. Medlemsstaterne har dog pligt til at overholde EU-retten, dvs. bestemmelserne i direktiv 2005/36/EF.
Medlemsstaterne kan med henvisning til Domstolens retspraksis som følge af AETR-sagen om ekstern kompetence ikke ratificere STCW-F-konventionen uden Den Europæiske Unions godkendelse, eftersom bestemmelserne om anerkendelse af regulerede erhverv, der udøves af EU-borgere på fiskefartøjer, er omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence på dette område.
Med hensyn til de medlemsstater, der allerede har ratificeret konventionen, inden den foreslåede afgørelse træder i kraft, kræves det, at de deponerer en erklæring hos IMO's generalsekretær, hvori de anerkender, at EU-retten har forrang i tilfælde af konflikt mellem medlemsstater.
Den Internationale Søfartsorganisations (IMO's) konvention om standarder for uddannelse, certificering og vagthold for mandskab på fiskefartøjer (i det følgende benævnt STCW-Fkonventionen) blev vedtaget den 7. juli 1995 på den internationale konference, der blev afholdt i London fra den 26. juni til den 7. juli 1995 med deltagelse af 74 regeringer, herunder 22 af de nuværende medlemmer af Den Europæiske Union.
Der var behov for en særlig konvention for fiskefartøjers mandskab, eftersom den internationale IMO-konvention om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold fra 1978 (STCW-konventionen) bl.a. udelukkede fiskefartøjers mandskab fra sit anvendelsesområde. STCW-konventionen var det første internationale redskab, der omhandlede minimumsstandarder for søfarendes kvalifikationer. Den er blevet implementeret ved hjælp af direktiv 2008/106/EF, som er ændret ved direktiv 2012/35/EU.
STCW-F-konventionen har til formål at sikre, at mandskabet på fiskefartøjer er kvalificeret (dokumenteret ved hjælp af et officielt bevis) og egnet til arbejdet (bevist ved lægeundersøgelse), så den potentielle trussel mod sikkerheden for liv og/eller ejendom til søs eller mod havmiljøet er så lille som mulig under arbejdet på søgående skibe. Ifølge konventionen skal mandskabet have et minimum af viden inden for bestemte områder og have arbejdet om bord på et skib i en mindsteperiode.
Konventionen sigter desuden mod at sikre lige vilkår inden for fiskerisektoren ved at fremme en erhvervsuddannelse. Fiskefartøjers mandskab bør have deres erhvervskvalifikationer certificeret i overensstemmelse med konventionen.
Bestemmelserne er kun pligtige for fartøjer, der har en længde på mindst 24 m og en maskinkraft på mindst 750 kW, og gælder for skippere, officerer, maskinmestre og radiooperatører. Regeringerne opfordres imidlertid til at indføre uddannelse for matroser på fartøjer, hvis længde er på mindst 24 m, hvorimod den grundlæggende sikkerhedsuddannelse er pligtig for hele mandskabet på et fiskefartøj.
Med henvisning til arbejdstageres ret til fri bevægelighed indeholder direktiv 2005/36/EF nogle klare regler for medlemsstaternes gensidige anerkendelse af erhvervskvalifikationer i henhold til den såkaldte "generelle anerkendelsesordning".
Direktivet gælder for EU-borgere, som ønsker at udøve deres erhverv i en anden medlemsstat, hvor erhvervet er reguleret. I henhold til den generelle anerkendelsesordning skal der foretages en sammenligning af en jobansøgers erhvervskvalifikationer, inkl. relevant erhvervserfaring, med de kvalifikationer, der kræves i værtsmedlemsstaten. Sammenligningen skal foretages inden for en fast frist. Værtsmedlemsstaten kan kun i tilfælde af væsentlige forskelle nedlægge krav om kompenserende foranstaltninger, som kan have form af en egnethedstest eller en tilpasningsperiode.
Direktivet gælder alle regulerede erhverv undtagen i de tilfælde, hvor et bestemt erhverv i henhold til princippet om lex specialis er omfattet af et sæt særlige regler, som direkte vedrører anerkendelse af erhvervskvalifikationer, og som er fastsat i en særskilt lovgivning i henhold til EU-retten.
Erhvervsaktiviteter omfattet af STCW-F-konventionen er reguleret i de fleste af medlemsstaterne.
STCW-F-konventionen indeholder ikke en anerkendelsesordning for erhvervskvalifikationer i lighed med den, der er indeholdt i direktiv 2005/36/EF. STCW-F-konventionen tillader således ikke, at der anvendes beviser udstedt af stater, som ikke deltager i konventionen. Medlemsstaterne har dog pligt til at overholde EU-retten, dvs. bestemmelserne i direktiv 2005/36/EF.
Medlemsstaterne kan med henvisning til Domstolens retspraksis som følge af AETR-sagen om ekstern kompetence ikke ratificere STCW-F-konventionen uden Den Europæiske Unions godkendelse, eftersom bestemmelserne om anerkendelse af regulerede erhverv, der udøves af EU-borgere på fiskefartøjer, er omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence på dette område.
Med hensyn til de medlemsstater, der allerede har ratificeret konventionen, inden den foreslåede afgørelse træder i kraft, kræves det, at de deponerer en erklæring hos IMO's generalsekretær, hvori de anerkender, at EU-retten har forrang i tilfælde af konflikt mellem medlemsstater.