BAKGRUNN (fra kommisjonsforslaget, dansk utgave)

Forslagets begrundelse og formål
Efter afgørelserne om visumliberalisering for de vestlige Balkanlande foreslog Kommissionen i 2011 at indføre en "visumbeskyttelsesklausul" i Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 1 , som giver mulighed for midlertidig suspension af visumfritagelsen for statsborgere fra et tredjeland i en kort periode som en hasteforanstaltning og på grundlag af veldefinerede kriterier, for at løse eventuelle problemer, som en eller flere medlemsstater står over for i tilfælde af en pludselig og væsentlig stigning i den irregulære migration, grundløse asylansøgninger eller afviste anmodninger om tilbagetagelse fra en medlemsstat til det pågældende tredjeland 2 .

Den 11. december 2013 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet forordning (EU) nr. 1289/2013 3 , som ændrede forordning (EF) nr. 539/2001 ved at indføre den såkaldte "suspensionsmekanisme" og ændre den eksisterende gensidighedsmekanisme.

Suspensionsmekanismen i artikel 1a i forordning (EF) nr. 539/2001 tillader midlertidig suspension af visumfritagelsen for statsborgere fra et tredjeland i visse nødsituationer, som en sidste udvej. Den kan udløses af enhver medlemsstat ved at meddele Kommissionen, at den i en periode på seks måneder sammenlignet med samme periode i det forudgående år eller de sidste seks måneder forud for visumliberaliseringen for det pågældende tredjeland, står over for forhold, som fører til en nødsituation, som den pågældende medlemsstat ikke kan håndtere på egen hånd.

Disse forhold er navnlig en væsentlig og pludselig stigning i antallet af:

–statsborgere fra det pågældende tredjeland, som uretmæssigt opholder sig på den pågældende medlemsstats område

–grundløse asylansøgninger fra statsborgere fra det pågældende tredjeland, når en sådan stigning forårsager særligt pres på medlemsstatens asylsystem

–afviste anmodninger fra medlemsstaten til det pågældende tredjeland om tilbagetagelse af tredjelandets egne statsborgere.

Når den underretter Kommissionen, skal medlemsstaten begrunde udløsningen af mekanismen, fremlægge relevante data og statistikker samt beskrive de foreløbige foranstaltninger, som den har truffet med henblik på at afhjælpe situationen. Kommissionen underretter derefter både Rådet og Europa-Parlamentet og undersøger situationen og omfanget af problemet (antallet af berørte medlemsstater, overordnet virkning på migrationssituationen i Unionen).

Kommissionen kan beslutte, at det er nødvendigt at iværksætte foranstaltninger, under hensyntagen til konsekvenserne af en suspension af visumfritagelsen for forbindelserne udadtil for EU og dets medlemsstater i forhold til det pågældende tredjeland, og samtidig arbejde tæt sammen med tredjelandet om at finde alternative langsigtede løsninger. I så fald har Kommissionen tre måneder fra modtagelsen af meddelelsen til at vedtage en gennemførelsesretsakt om midlertidig suspension af visumfritagelsen for det pågældende tredjelands statsborgere i en periode på seks måneder.

Før udløbet af denne seksmånedersperiode skal Kommissionen forelægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet. Denne rapport kan ledsages af et forslag til ændring af forordning (EF) nr. 539/2001 med henblik på at overføre det pågældende tredjeland til listen over visumpligtige lande (bilag I), og dermed underlægge dets statsborgere permanent visumpligt. I sådanne tilfælde kan den midlertidige suspension af visumfritagelsen forlænges med en periode på højst 12 måneder.

I forbindelse med den aktuelle migrationssituation i Den Europæiske Union og den vellykkede afslutning af flere dialoger om visumliberalisering med nabolande (Georgien, Ukraine, Kosovo, Tyrkiet) har flere medlemsstater stillet spørgsmålstegn ved, om den eksisterende visumsuspensionsmekanisme giver den nødvendige fleksibilitet til at agere i visse hastetilfælde. De har navnlig gjort gældende, at:

–de mulige årsager til suspension er for begrænsede, og f.eks. ikke omfatter et tredjelands manglende samarbejde om tilbagetagelse af tredjelandsstatsborgere i transit gennem det pågældende tredjeland, hvor en tilbagetagelsesaftale indgået mellem Unionen eller en medlemsstat og det pågældende tredjeland fastsætter en sådan tilbagetagelsesforpligtelse

–initiativet til at udløse suspensionsmekanismen ved hjælp af en meddelelse, som i forordningen udelukkende ligger hos medlemsstaterne, bør udvides til Kommissionen

–referenceperioderne og fristerne er for lange, hvilket ikke giver mulighed for en hurtig reaktion i nødsituationer.

På baggrund af Kommissionens seneste forslag om visumliberalisering for Georgien 4 , Ukraine 5 , Tyrkiet 6 og Kosovo 7 og de seneste drøftelser med medlemsstaterne har Kommissionen besluttet at fremsætte et forslag om ændring af forordning (EF) nr. 539/2001, som tager sigte på at revidere den nuværende suspensionsmekanisme.

Hovedformålet er at styrke suspensionsmekanismen ved at gøre det lettere for medlemsstaterne at meddele forhold, der fører til en eventuel suspension og ved at give Kommissionen mulighed for at udløse mekanismen på eget initiativ. Anvendelsen af mekanismen bør navnlig lettes ved at forkorte referenceperioder og frister, hvilket giver mulighed for en hurtigere procedure, og ved at udvide de mulige grunde til suspension, så de også omfatter en betydelig stigning i antallet af afviste anmodninger om tilbagetagelse af tredjelandsstatsborgere i transit gennem det pågældende tredjeland, hvor en tilbagetagelsesaftale indgået af Unionen eller en medlemsstat og det pågældende tredjeland fastsætter en sådan tilbagetagelsesforpligtelse. Kommissionen bør også kunne udløse mekanismen i tilfælde, hvor tredjelandet ikke samarbejder om tilbagetagelse, særlig når der er indgået en aftale om tilbagetagelse mellem tredjelandet og Unionen.