Visum for lengre opphold og innberetning til Schengen-informasjonssystemet
Forslag til europaparlaments- og rådsforordning om endring av konvensjonen om gjennomføring av Schengenavtalen med hensyn til visum for lengre opphold og innberetning til Schengen-informasjonssystemet
Proposal for a Council Regulation amending the Convention Implementing the Schengen Agreement as regards long stay visa and alerts in the Schengen Information System
Avtalegrunnlag
Schengen-avtalen
Bakgrunn
Red. anm.: Trukket av Kommisjonen 2.6.2012
BAKGRUNN (fra kommisjonsforslaget, dansk utgave)
Den nuværende retlige situation
Disse forslag har til formål at gøre det lettere for tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold i en af medlemsstaterne (*) på grundlag af et "D"-visum til længerevarende ophold, der er udstedt af den pågældende medlemsstat, at færdes inden for Schengenområdet uden indre grænser.
I overensstemmelse med de nuværende Schengenregler kan en tredjelandsstatsborger med et nationalt visum til længerevarende ophold ("D"-visum) ved ophold på over tre måneder, kun opholde sig på den medlemsstats område, som udstedte visummet, og må i henhold til artikel 18 i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen (Schengenkonventionen), ændret ved forordning (EF) nr. 1091/2001, være i transit gennem andre medlemsstater udelukkende med henblik på at nå frem til den medlemsstat, der udstedte visummet.
Ifølge den nuværende fællesskabsret må indehavere af et D-visum således ikke rejse til andre medlemsstater under deres ophold og heller ikke være i transit gennem andre stater, når de vender tilbage til deres oprindelsesland, da Schengenkonventionen ikke indeholder bestemmelser herom.
Ordlyden af ovennævnte bestemmelse i Schengenkonventionen stammer fra den procedure, som medlemsstaterne sædvanligvis anvendte på det tidspunkt, og hvorved et D-visum omdannes til en opholdstilladelse, når den pågældende tredjelandsstatsborger ankommer til medlemsstatens område. Med en sådan opholdstilladelse kan tredjelandsstatsborgere færdes inden for Schengenområdet. Ved indgåelsen af Schengenkonventionen fandt medlemsstaterne det derfor ikke nødvendigt at fastsætte bestemmelser for hverken bevægelsesfrihed og hjemrejse på grundlag af et D-visum eller en anden transitrejse til den medlemsstat, der havde udstedt D-visummet.
Schengenkonventionen indeholder derfor kun bestemmelser om principperne om ækvivalens mellem Schengenopholdstilladelser og visa, der finder anvendelse i Schengenområdet. En opholdstilladelse udstedt af en medlemsstat giver tredjelandsstatsborgere, der har en opholdstilladelse og et gyldigt rejsedokument, mulighed for at færdes frit i op til tre måneder inden for de andre medlemsstaters områder under den pågældendes ophold (konventionens artikel 21)
Artikel 5, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 562/2006 (Schengengrænsekodeksen) indeholder også bestemmelser vedrørende den mulighed, tredjelandsstatsborgere, der er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse udstedt af en medlemsstat, har for at passere en anden medlemsstats grænse uden visum til ophold i op til tre måneder.
* I dette forslag forstås ved "medlemsstater" de EU-medlemsstater, der fuldt ud har gennemført Schengenreglerne.
Problemer i praksis
Stadig flere medlemsstater erstatter ikke D-visa med opholdstilladelser, når først tredjelandsstatsborgere er indrejst på deres område, eller erstatter det med væsentlig forsinkelse. Denne retlige situation og situationen i praksis har store negative følger for de muligheder, tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i en medlemsstat på grundlag af et Dvisum har for færdes i Schengenområdet. Da disse personer fortsat har ophold på grundlag af et D-visum, kan de under deres ophold ikke lovligt hverken rejse til andre medlemsstater af forskellige legitime årsager (f.eks. forretninger, konferencer eller besøg) eller være i transit på andre staters område, når de vender tilbage til deres hjemland.
D+C-visum - forordning (EF) nr. 1091/2001
For delvis at rette op på situationen med forsinkelser i udstedelsen af opholdstilladelser, når først tredjelandsstatsborgere er ankommet, blev D+C-visummet indført i 2001 (forordning (EF) nr. 1091/2001 på grundlag af et fransk initiativ). Forordningen giver indehavere af et Dvisum til længerevarende ophold, der er udstedt af en medlemsstat, mulighed for at færdes frit inden for Schengenområdet i de første tre måneder af D-visummets gyldighed, forudsat at visummet blev udstedt i overensstemmelse med de Schengenregler, der gælder for visa til kortvarige ophold (herunder kontrol af listen i Schengeninformationssystemet over tredjelandsstatsborgere, der ikke har ret til indrejse).
I praksis ser det dog ud til, at de fleste medlemsstater enten ikke udsteder D+C-visa eller kun i et meget beskedent antal. Det er også ved adskillige lejligheder blevet bemærket, at der kun er begrænset eller intet kendskab overhovedet blandt de konsulære medarbejdere til denne type visum eller de betingelser, hvorpå de kan udstedes, og derfor bliver ansøgere ikke informeret om denne mulighed. Det er desuden blevet fastslået, at i mange tilfælde giver de nationale visumregistrerings- og behandlingsprogrammer ikke engang mulighed for at overveje at ansøge om et sådant visum eller at trykke visummærkaten. Samtidig tillader en række medlemsstater, at deres diplomatiske og konsulære repræsentationer direkte udsteder opholdstilladelser, hvorved D+C-visa bliver overflødige.
Når de tre måneder fra D+C-visummets oprindelige gyldighedsdato er udløbet, har indehaverne - der på det tidspunkt opholdt sig lovligt på den medlemsstats område, hvor visummet blev udstedt - desuden ikke lov til længere at rejse inden for alle medlemsstaters område, hvis dette D+C-visum ikke i mellemtiden er blevet erstattet af en opholdstilladelse.
Disse personer, der er omfattet af kravet om visum til kortvarigt ophold, jf. Rådets forordning (EF) nr. 539/2001, er derfor nødt til at ansøge om et særskilt C-visum til kortvarigt ophold i den stat, de opholder sig i, for at kunne rejse til en anden medlemsstat. I praksis afviser nogle medlemsstater imidlertid at udstede Schengenvisa til personer, der allerede opholder sig inden for Schengenområdet. Ifølge visse medlemsstaters fortolkning vil disse tredjelandsstatsborgere desuden ikke længere kunne ansøge om endnu et Schengenvisum til kortvarigt ophold i løbet af disse seks måneder, da de allerede har opholdt sig i Schengenområdet i tre måneder på grundlag af D+C-visummet. Efter samme betragtning vil disse tredjelandsstatsborgere, der har et D+C- eller et D-visum, måske ikke få tilladelse til at rejse gennem andre medlemsstater, når de vender tilbage til deres hjemland, da den 90-dages periode, der er tilladt under et seks måneders ophold, allerede er udløbet.
På grundlag af ovennævnte iagttagelser foreslog Kommissionen - i sit forslag til forordning om en fællesskabskodeks for visa7 - at afskaffe D+C-visummet for at forenkle sagen og kræve, at medlemsstaterne fremskynder udstedelsen af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere.
De fleste medlemsstater ser imidlertid - af forskellige årsager - ikke ud til at være villige eller i stand til at udstede opholdstilladelser i tide til tredjelandsstatsborgere, der opholder sig på deres område. Kommissionen foreslår derfor, at der indføres et princip om ækvivalens mellem visa til længerevarende og til kortvarige ophold, der er udstedt af medlemsstater, der fuldt ud har gennemført Schengenreglerne, for at løse de nuværende problemer, som tredjelandsstatsborgere, der lovligt opholder sig i en medlemsstat med et visum til længerevarende ophold, støder på.
Første gang, nogle medlemsstater og Kommissionen overvejede at indføre ækvivalens mellem D- og C-visa, var under drøftelserne i den uformelle visumarbejdsgruppe i Ljubljana den 21.-22. januar 2008. Spørgsmålet blev også taget op på visumarbejdsgruppens møde den 26.-27. marts 2008 under drøftelserne vedrørende en fællesskabskodeks for visa i forbindelse med afskaffelsen af D+C-visa.
Nærværende forslag er også inspireret af en række klager og spørgsmål fra medlemsstaterne og fra tredjelandsstatsborgere, der opholder sig i en medlemsstat på grundlag af et D+C-visum eller et D-visum.
BAKGRUNN (fra kommisjonsforslaget, dansk utgave)
Den nuværende retlige situation
Disse forslag har til formål at gøre det lettere for tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold i en af medlemsstaterne (*) på grundlag af et "D"-visum til længerevarende ophold, der er udstedt af den pågældende medlemsstat, at færdes inden for Schengenområdet uden indre grænser.
I overensstemmelse med de nuværende Schengenregler kan en tredjelandsstatsborger med et nationalt visum til længerevarende ophold ("D"-visum) ved ophold på over tre måneder, kun opholde sig på den medlemsstats område, som udstedte visummet, og må i henhold til artikel 18 i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen (Schengenkonventionen), ændret ved forordning (EF) nr. 1091/2001, være i transit gennem andre medlemsstater udelukkende med henblik på at nå frem til den medlemsstat, der udstedte visummet.
Ifølge den nuværende fællesskabsret må indehavere af et D-visum således ikke rejse til andre medlemsstater under deres ophold og heller ikke være i transit gennem andre stater, når de vender tilbage til deres oprindelsesland, da Schengenkonventionen ikke indeholder bestemmelser herom.
Ordlyden af ovennævnte bestemmelse i Schengenkonventionen stammer fra den procedure, som medlemsstaterne sædvanligvis anvendte på det tidspunkt, og hvorved et D-visum omdannes til en opholdstilladelse, når den pågældende tredjelandsstatsborger ankommer til medlemsstatens område. Med en sådan opholdstilladelse kan tredjelandsstatsborgere færdes inden for Schengenområdet. Ved indgåelsen af Schengenkonventionen fandt medlemsstaterne det derfor ikke nødvendigt at fastsætte bestemmelser for hverken bevægelsesfrihed og hjemrejse på grundlag af et D-visum eller en anden transitrejse til den medlemsstat, der havde udstedt D-visummet.
Schengenkonventionen indeholder derfor kun bestemmelser om principperne om ækvivalens mellem Schengenopholdstilladelser og visa, der finder anvendelse i Schengenområdet. En opholdstilladelse udstedt af en medlemsstat giver tredjelandsstatsborgere, der har en opholdstilladelse og et gyldigt rejsedokument, mulighed for at færdes frit i op til tre måneder inden for de andre medlemsstaters områder under den pågældendes ophold (konventionens artikel 21)
Artikel 5, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 562/2006 (Schengengrænsekodeksen) indeholder også bestemmelser vedrørende den mulighed, tredjelandsstatsborgere, der er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse udstedt af en medlemsstat, har for at passere en anden medlemsstats grænse uden visum til ophold i op til tre måneder.
* I dette forslag forstås ved "medlemsstater" de EU-medlemsstater, der fuldt ud har gennemført Schengenreglerne.
Problemer i praksis
Stadig flere medlemsstater erstatter ikke D-visa med opholdstilladelser, når først tredjelandsstatsborgere er indrejst på deres område, eller erstatter det med væsentlig forsinkelse. Denne retlige situation og situationen i praksis har store negative følger for de muligheder, tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i en medlemsstat på grundlag af et Dvisum har for færdes i Schengenområdet. Da disse personer fortsat har ophold på grundlag af et D-visum, kan de under deres ophold ikke lovligt hverken rejse til andre medlemsstater af forskellige legitime årsager (f.eks. forretninger, konferencer eller besøg) eller være i transit på andre staters område, når de vender tilbage til deres hjemland.
D+C-visum - forordning (EF) nr. 1091/2001
For delvis at rette op på situationen med forsinkelser i udstedelsen af opholdstilladelser, når først tredjelandsstatsborgere er ankommet, blev D+C-visummet indført i 2001 (forordning (EF) nr. 1091/2001 på grundlag af et fransk initiativ). Forordningen giver indehavere af et Dvisum til længerevarende ophold, der er udstedt af en medlemsstat, mulighed for at færdes frit inden for Schengenområdet i de første tre måneder af D-visummets gyldighed, forudsat at visummet blev udstedt i overensstemmelse med de Schengenregler, der gælder for visa til kortvarige ophold (herunder kontrol af listen i Schengeninformationssystemet over tredjelandsstatsborgere, der ikke har ret til indrejse).
I praksis ser det dog ud til, at de fleste medlemsstater enten ikke udsteder D+C-visa eller kun i et meget beskedent antal. Det er også ved adskillige lejligheder blevet bemærket, at der kun er begrænset eller intet kendskab overhovedet blandt de konsulære medarbejdere til denne type visum eller de betingelser, hvorpå de kan udstedes, og derfor bliver ansøgere ikke informeret om denne mulighed. Det er desuden blevet fastslået, at i mange tilfælde giver de nationale visumregistrerings- og behandlingsprogrammer ikke engang mulighed for at overveje at ansøge om et sådant visum eller at trykke visummærkaten. Samtidig tillader en række medlemsstater, at deres diplomatiske og konsulære repræsentationer direkte udsteder opholdstilladelser, hvorved D+C-visa bliver overflødige.
Når de tre måneder fra D+C-visummets oprindelige gyldighedsdato er udløbet, har indehaverne - der på det tidspunkt opholdt sig lovligt på den medlemsstats område, hvor visummet blev udstedt - desuden ikke lov til længere at rejse inden for alle medlemsstaters område, hvis dette D+C-visum ikke i mellemtiden er blevet erstattet af en opholdstilladelse.
Disse personer, der er omfattet af kravet om visum til kortvarigt ophold, jf. Rådets forordning (EF) nr. 539/2001, er derfor nødt til at ansøge om et særskilt C-visum til kortvarigt ophold i den stat, de opholder sig i, for at kunne rejse til en anden medlemsstat. I praksis afviser nogle medlemsstater imidlertid at udstede Schengenvisa til personer, der allerede opholder sig inden for Schengenområdet. Ifølge visse medlemsstaters fortolkning vil disse tredjelandsstatsborgere desuden ikke længere kunne ansøge om endnu et Schengenvisum til kortvarigt ophold i løbet af disse seks måneder, da de allerede har opholdt sig i Schengenområdet i tre måneder på grundlag af D+C-visummet. Efter samme betragtning vil disse tredjelandsstatsborgere, der har et D+C- eller et D-visum, måske ikke få tilladelse til at rejse gennem andre medlemsstater, når de vender tilbage til deres hjemland, da den 90-dages periode, der er tilladt under et seks måneders ophold, allerede er udløbet.
På grundlag af ovennævnte iagttagelser foreslog Kommissionen - i sit forslag til forordning om en fællesskabskodeks for visa7 - at afskaffe D+C-visummet for at forenkle sagen og kræve, at medlemsstaterne fremskynder udstedelsen af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere.
De fleste medlemsstater ser imidlertid - af forskellige årsager - ikke ud til at være villige eller i stand til at udstede opholdstilladelser i tide til tredjelandsstatsborgere, der opholder sig på deres område. Kommissionen foreslår derfor, at der indføres et princip om ækvivalens mellem visa til længerevarende og til kortvarige ophold, der er udstedt af medlemsstater, der fuldt ud har gennemført Schengenreglerne, for at løse de nuværende problemer, som tredjelandsstatsborgere, der lovligt opholder sig i en medlemsstat med et visum til længerevarende ophold, støder på.
Første gang, nogle medlemsstater og Kommissionen overvejede at indføre ækvivalens mellem D- og C-visa, var under drøftelserne i den uformelle visumarbejdsgruppe i Ljubljana den 21.-22. januar 2008. Spørgsmålet blev også taget op på visumarbejdsgruppens møde den 26.-27. marts 2008 under drøftelserne vedrørende en fællesskabskodeks for visa i forbindelse med afskaffelsen af D+C-visa.
Nærværende forslag er også inspireret af en række klager og spørgsmål fra medlemsstaterne og fra tredjelandsstatsborgere, der opholder sig i en medlemsstat på grundlag af et D+C-visum eller et D-visum.
Avtalegrunnlag
Schengen-avtalen