BAKGRUNN (fra kommisjonsforslaget, dansk utgave)

Inden for rammerne af det tættere Schengen-samarbejde blev en fælles visumpolitik betragtet som et grundlæggende element i forbindelse med oprettelsen af et fælles område uden kontrol ved de indre grænser. 

Schengen-reglerne vedrørende visumpolitikken, herunder de fælles konsulære instrukser, der blev udarbejdet inden for rammerne af samarbejdet mellem medlemsstaterne om Schengen, blev inkorporeret i EU's institutionelle og retlige bestemmelser efter Amsterdam-traktatens ikrafttrædelse. Schengen-bestemmelserne vedrørende visumpolitikken har fået et retsgrundlag [1] (artikel 62, stk. 2, litra b)) og er derfor fuldt ud en del af fællesskabsretten). De fælles konsulære instrukser er på nuværende tidspunkt det grundlæggende instrument for procedurerne og betingelserne for udstedelse af visa til kortvarigt ophold, transitvisa og lufthavnstransitvisa, selv om visse principper også findes i Schengen-konventionen og en række bestemmelser i andre særskilte retsakter. 

I Haag-programmet understreges "behovet for en videre udbygning af den fælles visumpolitik som del af et system med flere niveauer, der skal lette den lovlige rejseaktivitet og håndtere den ulovlige indvandring gennem yderligere harmonisering af national lovgivning og behandlingspraksis ved de lokale konsulære missioner". Med henblik herpå blev Kommissionen blandt andre foranstaltninger opfordret til "at revidere de fælles konsulære instrukser". 

For at nå Haag-programmets målsætninger og styrke sammenhængen i den fælles visumpolitik vedrørende udstedelsen af ovennævnte typer visa, vil den foreslåede forordning: 

– inkorporere alle retsinstrumenter vedrørende de beslutninger, der træffes i forbindelse med visa, i én enkelt visumkodeks 
– udvikle visse dele af de nuværende forskrifter for at tage hensyn til den seneste udvikling og nye dimensioner af proceduren for udstedelse af visum samt udfylde eksisterende huller 
– øge gennemsigtigheden og retssikkerheden ved at præcisere de fælles konsulære instruksers og bilagenes retlige status ved at fjerne bestemmelser, der er overflødige eller af praktisk operationel art fra retsinstrumentet 
– styrke de proceduremæssige garantier ved at fastsætte regler om pligten til at begrunde afslag på visumansøgninger 
– sikre en højere grad af ligebehandling af visumansøgerne ved at præcisere en række spørgsmål og derved en mere ensartet anvendelse af retsbestemmelserne. 

1 Rådets afgørelse 1999/436/EF, EFT L 176 af 10.7.1999.